To nye øer klar i havneløbet
Yderligere to af Engholmenes seks øer er næsten færdige. I år kan man få adresse på Nobelholmen og på Tangholm.
Siden 2015 er en ny kanalby vokset frem ved Enghave Brygge — lige over for Islands Brygges sydligste del. 'Engholmene' hedder de seks kunstige øer tilsammen.
Nye beboere har løbende kunnet flytte ind, efterhånden som holmene stod færdige. Og nu er yderligere to snart klar til at byde beboere velkomne.
Det er de to holme, som ligger nærmest Havneholmen og Fisketorvet — Nobelholmen og Tangholm — som bliver færdigbyggede i år.
De første beboere kan allerede flytte ind i Nobelholmens lejligheder til februar, mens man på Tangholm må vente til sommer.
Restaurant i gammel Olsen Banden-bygning
Nobelholmens 192 lejligheder er fordelt i to forskellige bygninger, Kanalhuset og Karrébygningen.
Den største af dem — Karrébygningen — er formet som en hestesko og når op til otte etager på sit højeste punkt. Hesteskoens midte danner et gårdrum ud mod kanalen, og i stueetagen kan børnefamilierne sende deres yngste i en integreret daginstitution.
I forlængelse af det ene af hesteskoens ben ligger Pakhuset — en markant ældre bygning, som tidligere har fungeret som hovedkontor for skrotfirmaet Uniscrap, og som også dannede kulisse for ”Olsenbandens sidste bedrifter” i 1974.
Dén bliver ombygget til restauranter med udeservering mod kanalerne og havnebassinet. Ombygningen står Gröning Arkitekter for. Sammen med Arkitema har den københavnske tegnestue også tegnet de øvrige byggerier på Tangholm og Nobelholmen.
I hesteskoens andet ben — det der ligger mellem inderhavnen og kanalen — er Kanalhuset placeret med lejligheder i både ét og to plan. Her har lejlighederne direkte adgang til vandet fra egen badebro.
Tangholm bliver størst
Når Tangholm til sommer også klipper snoren til den færdigbyggede ø, bliver det med 264 boliger og som den største af Engholmenes seks boligøer.
Tangholm består af ét samlet karréforløb med syv bygningskroppe, som er forskellige i blandt andet farve og forløb. Men placeret helt tæt sammen, danner de et stort U. Denne gang med åbning ud mod havnen.
Hvis man har økonomi til det, kan man købe eller leje sig ind i de to holmes penthouselejligheder med tilbagetrukne tagterrasser og udsigt over vand og by.
På Tangholm står der 12-16 mio. kr. på prisseddelerne, mens man på Nobelholmene kan leje sig ind på øverste etage formedelst 20.000 kr. for en 3-værelses og knap 28.000 for en 4-værelses hjørnelejlighed.
Samtlige lejligheder har dog enten altan eller terrasse, uanset hvilken etage man flytter ind på.
Seks ud af 11 øer
Engholmene udgør kun en del af Enghave Brygges forvandling fra industrihavn til kanalkvarter.
Udover Engholmenes seks boligøer, slutter fem andre sig til mod syd, og sammen kommer de 11 øer til at huse 2.600 boliger og 1.600 arbejdspladser.
Ved H.C. Ørstedsværket lige bag øerne er der planlagt et parkområde. Og fra 2024 kommer der nemmere adgang til resten af byen, når en ny metrostation kobler Enghave Brygge på metrolinje M4.
H.C. Ørstedværket går måske en fremtid som kulturcentrum i måde, når det fra 2034 formentlig ikke længere skal levere strøm til byen.
En af de mest populære visioner præsenteret her i magasinet viser det 100 år gamle elværk omdannet til et kulturkompleks for alle Sydhavnens nye beboere.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!