En vittighed der blir stående
Klistermærkemanden Pikasso gør København slemmere med et ord på tre bogstaver – nu som bog.
'Kvinde kend din PIK – en håndbog'
En fotobog af Pikasso med forord af Anders Lund Madsen og et ark med PIK-klistermærker.
Forlaget Radius
144 sider, vejl. pris 149,95 kr.
”Lille PIK med den bedste smag i byen”. Der er nok en enkelt eller to, der har spærret øjnene op ved synet af teksten på fastfood-biksen Kebabistans rude – for få sekunder efter at mærke det dér træk i smilebåndet, som hverken fornuft eller modenhed kan standse i opløbet.
Og overalt i byen er københavnerblikke blevet revet ud af deres søvngængeri takket være et lille klistermærke med det frække ord på tre bogstaver.
”Det er infantilt og plat, og man må stå ved, at det er frygteligt banalt. Men man skal også huske at have respekt for det banale og bare vedkende sig, at det er sjovt”, siger manden bag, der kalder sig Pikasso.
For et par år siden klaskede han det første klistermærke med påskriften PIK på en i forvejen eksisterende tekst et sted i København. Sidenhen greb det om sig.
Det lille ord dukkede op her og dér i bybilledet, uden at det var Pikasso selv, der havde været på spil. Flere og flere billeder af de forvandlede sætninger dukkede op på hjemmesiden piktures.dk, og nu er spilopperne såmænd udkommet i billedbogform under titlen 'Kvinde kend din PIK – en håndbog' med forord af Anders Lund Madsen.
En PIK i spamfilteret
”Jeg havde overhovedet ikke regnet med at få al den opmærksomhed. Det var jo bare noget, jeg startede på som en vittighed for flere år siden sammen med nogle kammerater,” indrømmer Pikasso, der senere fandt ud af, at det lille, vulgære ord svulmede op og fik en større betydning:
”Hvis man cykler eller går en tur gennem København, så er der ikke grænser for, hvor mange slogans og skilte, der springer én i øjnene med al mulig nonsens. Intet bliver hængende. Vi har fået et spamfilter på og tillægger det ikke længere nogen værdi. Vi er helt bedøvede. Men der skal så lidt til for at få folk til at reagere og grine ad det,” siger han og forsøger at forklare, hvad det morsomme er:
”Pik er umiddelbart det platteste ord, der findes. Jeg synes, det er sjovt, når man sætter det i kontekst med slogans, som reklamebureauer har brugt hundredtusindvis af kroner og mange timer på at udvikle. Det er lidt som at slå en prut i et fint selskab. Folk kan ikke undgå at høre det og reagere på det, og nogen vil komme til at grine.”
Der var engang på Knippelsbro
En tilsvarende happening har udspillet sig i USA, hvor designer og fotograf Bodhi Oser siden 2005 har rendt rundt og sat klistermærker med ordet FUCK op i Los Angeles.
Det var herfra, Pikasso blev inspireret til at udgive en bog. Men selve det at sætte mærker op, forsikrer han, var noget, der opstod, før han anede noget om sin amerikanske forgænger. Pikasso har bare altid haft en svaghed for klistermærker.
For seks-otte år siden fik en fyr øje på et skilt på Knippelsbro: ”Udspring er forbudt og vil medføre bødestraf”, stod der. Ved hjælp af et d og et s, der passede ind i typografien, og lidt klister skærpede den fantasifulde unge mand tonen i myndighedernes budskab: ”Udspring er forbudt og vil medføre dødsstraf”, stod der nu.
Sjovt, ja, men kunst bliver de magiske mærker aldrig, indrømmer fyren fra Knippelsbro, der i dag kendes under navnet Pikasso:
”Det er bare en vittighed. Det er ikke poesi, og det er sgu heller ikke kunst eller street art”, siger han og forklarer, hvorfor en tilsyneladende uskyldig morsomhed kræver et pseudonym:
”Jeg er ikke anonym, fordi jeg er bange for et sagsanlæg. Det kunne sådan set bare være muntert. Det ville være en sjov retssag. Men jeg orker simpelthen ikke at skulle forklare mig for alle mulige venner og bekendte. Det er ligesom at fortælle en vittighed og så skulle forklare pointen bagefter.”