Bybier indtager Rådhuset
Hvis du føler det summer mere, end det plejer omkring Rådhuspladsen, så kan det hænge sammen med de 120.000 bier, der er flyttet ind på taget af Københavns Rådhus.
Det er foreningen Bybi, der nu holder tre honningbifamilier på toppen af bystyret. Herfra skal de hjælpe til med at bestøve alle blomsterne i nærliggende bede som dem i Tivoli og Glyptotekets have – og så selvfølgelig producere egen rådhushonning til rådhuspandekagerne.
Bybi er en socialøkonomisk virksomhed, der uddanner hjemløse og langtidsledige til biavlere og samtidig giver bynaturen en bæredygtig hånd. Bybi har 20 bigårde med 15 millioner flittige bybier på Københavns tage, der i 2013 kastede 3,9 tons honning af sig.
Meld dig ind i Bybi eller se hvor du kan købe byhonningen på Bybis hjemmeside.