Hvorfor hader vi duer?

Han fik svar på det sidste spørgsmål næsten med det samme:

»En due sked på mig den første dag, jeg dukkede op,« siger han.

I parkerne og til beboermøder fortalte de lokale ham igen og igen, at duerne var det største problem i deres små parker.

Og det er ikke en klage, man kun hører i Greenwich Village eller i New York som helhed. Over hele kloden har vi kriminaliseret fodring af duer, skudt dem, forgiftet dem, fanget dem, udryddet dem, fodret dem med p-piller og anvendt alle former for afskrækkelsesmidler — fra rovfugle udført i plastic til metallister med pigge på. Alt sammen i et forsøg på at holde disse "rotter med vinger" væk fra fortove, statuer og bygninger.

Vi har ført regulær krig mod duer — en grundlæggende set harmløs fjende, der har opnået en notoritet helt ude af proportioner med dens forbrydelser. Generelt har vi et lidt berøringsangst og af og til krigerisk forhold til skadedyr — hvoraf nogle reelt er destruktive — men duen er decideret foragtet. Og årsagen er ikke helt ligetil.

Det handler om mennesker

Fugleklatten der landede på Jerolmack den dag i Greenwich Village satte gang i hans forskning i byens sociologi og interaktionen mellem mennesker og dyr. Og til sidst førte den til en potentiel forklaring på vores due-had — en forklaring der har mere med mennesker at gøre end med fugle.

Problemet med duer er ikke så meget, at de larmer og laver nummer 2 på bænke og mennesker, forklarer Jerolmack. Det er måden, vi tænker på duer på, der er problemet. Og deres største synd er simpelthen, at de ikke er landet på den rigtige plads i vores sind.

Ikke så længe efter at New Yorker-duen havde besørget på Jerolmack, satte han sig og pløjede igennem 155 års artikler i New York Times. Målet var at kortlægge den samtale, som byen gennem årene havde haft med sig selv om duer — og forsøge at afklare, hvorfor fuglene fik prædikatet "skadedyr".

Den amerikanske sociolog fandt ud af, at selv om duerne har været bymenneskets nabo i årtusinder, så er fuglene først blevet problematiseret for nylig. På blot nogle få årtier går de fra uskyldige fugle til, først, et almindeligt irritationsobjekt, og så til at være offentlighedens fjende.

Omtale af duer i slutningen af 1800-tallet er positiv — dueskydning blev fordømt i avisen. Men i 1930'erne og 40'erne er duerne blevet genstand for irritation, fordi de bygger reder og defækerer på bygninger, statuer og fortove. 

"I 1950'erne lærer vi så, at duer er smittebærere," forklarer Jerolmack i sin afhandling. "Og i 1960'erne mener embedsmænd, at de er truende skadedyr der skal udryddes."

I de mange artikler fandt Jerolmack reelle årsager til, at new yorkerne var trætte af duer: afføring, larm og forbindelsen til sygdom. Men det gav ham ikke en tilfredsstillende forklaring på, hvor meget de rent faktisk er lagt for had.

Duer larmer, ja, og de laver bummelum på bygninger og mennesker — i imponerende omfang, faktisk. En due vejer cirka 300 gram og producerer omkring 13 kilo ekskrement på et år. Men daglig afføring i pæne mængder er ikke en kvalitet, der kun hører duen til. 

Truslen om due-bårne sygdomme kunne forklare vores had, men reelt er der ikke en trussel, der er værd er tale om. I en enkelt artikel fandt Jerolmack en embedsmand der forbandt to dødsfald med smitte fra duer, men hverken New Yorks Department of Health eller Center for Disease Control and Prevention kunne bekræfte ét eneste tilfælde af mennesker der skulle være blevet syge af almindelig kontakt med duer, siger Jerolmack.

Hvis ingen af duens naturlige karakteristika kan forklare hvorfor vi hader dem så meget, konkluderede Jerolmack, så kan problemet ikke være hvad duerne rent faktisk gør, men den måde vi ser dem på — og at vi skal dele vores byrum med dem.

Ingen natur i det byggede miljø, tak

Duen set som skadedyr er et symptom på menneskets idé om, at det byggede miljø er separat fra det naturlige miljø, mener Jerolmack. I hvad sociologer kalder vores "imaginære geografi" over byer, er der en grænse der separerer ren, ordentlig civilisation fra vild, ukontrolleret natur.

»Det betyder ikke, at der ikke er en natur i byen, men ideelt set at byen er stedet, hvor vi inviterer naturen ind på måder vi kan kontrollere,« siger Jerolmack.

»Vi skærer små firkanter ud i byens beton, og det er der, at træerne hører til. Vi kan ikke lide det, hvis græs og ukrudt begynder at gro igennem revnerne i fortovet, fordi det er naturen der bryder ud af de grænser, vi ønsker at holde den inden for.«

Duer krydser ofte vores imaginære grænser på meget synlige måder og bebor de rum, som vi anser for at være vores. 

»Mere end de fleste andre urbane dyr fortrækker de beton, fortove og gesimser mere end græs og buske,« siger Jerolmack. »Rotter trækker sig tilbage til kloakkerne og buskene og holder sig ude af syne, men duer invaderer de rum, som vi har afsat til mennesker.«

Ved at forstyrre vores imaginære geografi viser duer os, at byer ikke er så kontrollerede og så rensede for natur, som vi mener, de bør være. Disse overtrædelser er alene nok til irritere os, men fordi myndigheder og eksperter også har forbundet fuglene med sygdom, invaderer de rent mentalt ikke blot vores rum — de forurener det.

Stigmatiseret som en helbredsmæssig trussel, på trods af at de ikke har meget med sygdom at gøre, er duer blevet en sundhedsrisiko i folks øjne. 

»Og hvis vi tænker på duer på den måde, og så ser at de er over det hele, så kan de potentielt blive ret skræmmende,« siger Jerolmack.

Den urbane terror fik et nyt navn i 1966, da New Yorks parkchef kaldte dem for "rats with wings" — en betegnelse som også bredte sig Danmark. Med sit nye navn blev duen eksplicit kædet sammen med uorden og sygdom, og vores opfattelse af dem som generende, beskidte og helbredstruende dyr blev her kædet sammen i en fin lille pakke på kun tre ord. 

Idéen om byen er ved at ændre sig 

"Rotter med vinger" blev hurtigt mainstream. I 1980 blev udtrykket brugt i Woody Allens 'Stardust Memories', og det optrådte i næsten hver eneste artikel skrevet efter 1990, som Jerolmack kiggede på — ikke blot i New York Times, men i 51 amerikanske aviser spredt over hele landet og anvendt i en generel sprogbrug, der fremlagde sagen som om der var en folkelig konsensus. 

Duen havde bevæget sig fra at være en mindre irritation til, som Jerolmack siger, "et symbol på hvad vi finder frastødende og moralsk forkasteligt i byrummet."

Det kan være svært at ryste et dårligt ry af sig, men efterhånden som urbant dyreliv bliver mere synligt, bedre studeret og endda budt velkommen af nutidens byboere, kan det være, at duens omdømme bliver en smule rehabiliteret.  

For de biologer der studerer de nye økosystemer, der skabes i byer, er duer et spændende objekt, fordi de har tilpasset sig livet i byen så godt, forklarer Jerolmack. Og det kan være, at biologernes syn på fuglene begynder at brede sig til befolkningen som helhed. 

Vores imaginære geografi over urbane områder er også ved at ændre sig. »Vi er vidner til et tid, hvor byer søger at knytte bånd til naturen og til urbant dyreliv. Idéen om byen som et sted hvor naturen ikke er, er ved at ændre sig,« siger Jerolmack.

Alt dette vil nok ikke føre til en omfattende rebranding af duen som en urban kæledægge, siger Jerolmack. Duer har i årtusinder været et husdyr, brugt både som budbringer og som mad, og for mange mennesker er duer ikke "rigtig natur". Men Jerolmack tror, at udviklingen mod mere natur i byerne vil føre til, at vi bliver mere tolerante over for dem.

Artiklen er en oversat og let redigeret version af artiklen "The Origins of Our Misguided Hatred for Pigeons", udgivet i 'Audubon'.

Oversættelse og redigering: Christian Vemb