5A'eren er død, 5C'eren lever og kan have mange flere med
Nordeuropas travleste buslinje har skiftet navn, farve, busser, brændstof og rutelængde – og nu må du gerne stige ind ad bagdørene.
Aldrig mere 5A! Det har mange københavnere lovet sig selv efter endnu en tur som sild i en tønde i byens mest berømte og berygtede bus.
Og nu er det aldrig mere. Den rød/gule og kronisk overfyldte 5A'er er væk fra gaden og erstattet af en gul/turkis 5C'er med meget bedre plads til de over 20 millioner årlige passagerer på Nordeuropas travleste busrute.
C står for Cityline og indikerer nye og forhåbentlig forbedrede tider i en flåde af godt 19 meter lange ledbusser. De er fem meter længere end før og kan have næsten dobbelt så mange med – fra 82 til 147 hoveder pr. bus. Dermed forventes linje 5C også at kunne transportere op til 2.200 passagerer i hver retning i timen gennem København, mod de før ca. 1.500 tålmodige lidelsesfæller derudaf ad Amagerbrogade, Nørrebrogade og Frederikssundsvej.
De lange turkise busser har fem døre og ti rejsekortlæsere, som der er frit valg imellem ved ind- og udstigning. Du skal heller ikke afvente buschaufføren men åbner selv døren med et tryk på en knap, som i S-toget.
Det skulle gerne gøre rejsetiden mere effektiv, og på dele af ruten kører linje 5C også i sit eget spor – blandt andet er Frederikssundsvej blevet tilpasset, så busserne kommer hurtigere gennem trafikken, også i myldretiden.
Oser mindre, kører længere
5C'erens 37 nye MAN-busser er ikke kun mere rummelige, men også bedre for luftkvaliteten i København. De kører nemlig på biogas, som er CO2-neutral i drift og forurener langt mindre end 5A-forgængernes dieselos. Endnu mere miljøvenlige er dog de el-busser, der for tiden bliver testet på linje 3A, men den teknologi var ikke klar, da 5C'erne blev bestilt.
Med skiftet fra 5A til 5C forlænges den betragtelige rute mellem lufthavnen og Husum Torv yderligere et par kilometer helt til Herlev Hospital – og dermed den kommende forstadssporvogn Hovedstadens Letbane, der forventes at suse langs Ring 3 fra 2023/2024.
Linje 5C drives af Movia og er bestilt og betalt af Københavns Kommune, Herlev Kommune og Tårnby Kommune. Der er samlet investeret 185 mio. kroner, også i at opgradere 5C'erens stoppesteder med nye læskærme og trafikinformation i realtid.