Gyserglad eller pip i kvarteret?
Kom bag om det fjerede Nordvest, når byens hitchcockske nabolag udstilles
Pipkvarter
Galleri Stald
c/o Bolsjefabrikken
Lærkevej 11, Kbh NV
Udstillingen er åben søndage klokken 15-18 og efter aftale på mail eller telefon 4084 6860.
Sidste dag er 6. februar.
Man skulle næsten tro, at Alfred Hicthcock havde været på visit i Nordvest, inden han lavede sin berømte gyserklassiker, 'Fuglene'.
De fjerede venner har i hvert fald sat sig ualmindeligt tungt på gadeskiltene i kvarteret bag ved Nørrebro Station. På en hurtig gåtur i nabolaget kan du sende en kær tanke til såvel glenten, rørsangeren, viben og en bunke af landets øvrige fjerdragter.
Det er nu ikke fordi, at Fuglekvarteret gør meget opmærksom på sig selv, som det ligger der i ly af lidet inspirerende Frederikssundsvej. Men kvarteret skulle faktisk gemme (forbløffende godt!) på nogle ret så interessante historier.
Det mener i hvert fald kunstgruppen The Flemmings, der står bag en udstilling om det pippede kvarter, der bliver vist på Galleri Stald på Lærkevej.
På udstillingen får du både et kig i hvad arrangørerne kalder kvarterets 'ukendte men forunderlige historie', et take på fuglekvarteret anno 2011 gennem film, lyd og collage, og en have fyldt med fugleinspirerede installationer.
Udstillingen hedder ganske passende 'Pipkvarter' og du kan opleve den indtil 6. februar.