Kig op, der kommer kunst!
Docken har gang i Danmarkshistoriens største loftsmaleri
Det kan godt være, at de kongelige har fået sig nogle meget omtalte skilderier malet direkte på væggene, men den kan de snart stikke i Kulturkajen Docken i Nordhavn.
I hvert fald i omfang, for når 14 yngre danske samtidskunstnere har udfoldet sig på hver deres del af loftet i den store hal, er det sjældent set større.
"Vi kender ikke andre steder i Europa med et 2.000 m2 loftsmaleri, men foreløbig vil vi kalde det Danmarks største," siger Dockens kulturdirektør Carsten Lehrskov.
Events, koncerter og konferencer trækker årligt 200.000 mennesker til den gamle udskibningshal, og de vil fremover kunne læne nakken bagover og få sig en usædvanlig kunstoplevelse otte meter fra gulvet.
"Loftsmalerier er historisk en del af vores kulturarv, og blev brugt i borgerskabets, adelens og kirkens huse - vi bruger loftets maleri i industriens katedral. Vi vil gerne have, at kunst ses af mange forskellige mennesker og gerne uden for museumsregi," siger Carsten Lehrskov.
Bibi Katholm og Ida Kvetny er de første kunstnere som er gået i gang med male hvert deres 130 m2 store del af loftsarealet.
Både maleri, lysinstallation og "social skulptur" er undervejs fra de inviterede kunstnere, der også tæller Anne Aarsland, Peter Rune Christiansen, René Holm, Søren Hüttel, Karin Kaster, Karoline H. Larsen, Christina Malbek, Julie Sass, TTC (Telefon til Chefen), Mette Winkelmann samt to endnu ikke offentliggjorte navne.
Hele udsmykningen indvies 14. januar 2011 og vil derefter kunne opleves uforstyrret måneden ud, inden hallen tages i normal brug igen.