Vi er alle indvandrere

København skylder faktisk en rigtig stor tak til alle de mennesker, som gennem tiden har valgt at forlade fødeby, forstad eller breddegrad for at bosætte sig i vor hovedstad.

Sådan vil de fleste nok konkludere, når de har været en tur gennem Københavns Museums nye udstilling 'At blive københavner'. Interessant er det imidlertid, at udstillingen samtidig påstår, at vi alle - i en eller anden grad - kan kalde os indvandrere.

På Københavns Museum er indvandreren nemlig både ham, som er kommet rejsende langvejsfra, ham, som voksede op med kernedansk muld under træskostøvlerne lidt længere ude på landet, og - fordi alle københavnere nedkommer fra nogen, som er indvandret - altså også alle os andre.

Og derfor er københavner ikke bare noget, man er. Det er i høj grad noget, man bliver.

KBH på tur En interessant idé, tænkte københavnermagasinet (indvandrermagasinet?) KBH, og planlagde straks en tur til Vesterbrogade, hvor Københavns Museum holder til i et herskabeligt byhus, som trods flere år i offentlighedens tjeneste stadig emmer af sin aristokratiske oprindelse.

Især loftet, som er fuld af gamle, gennemhullede skydeskiver, ligner et levn fra fordums tid. ”En gave fra Det Kongelige Danske Skydeselskab”, får vi at vide i indgangen, hvor en voksen mand i øvrigt kommer ind for en snoldet tyvekrone.

“Hvor længe kan man bo i København uden at blive københavner?” Engang var svaret, som stilles i udstillingens første rum, 'Ankomster', ligetil. For at blive københavner skulle man være myndig, ustraffet og have aflagt mesterprøven i et håndværks- eller handelslaug. I dag har et komplekst system af københavnerkoder afløst de håndfaste regler, og på papiret gjort det nemmere at blive københavner – men nok i virkeligheden gjort det langt sværere.

'At blive københavner' er bygget op omkring de fire tematikker: 'Ankomster', 'Ønsket/Uønsket', 'Kosmopolen København' og 'Urbane fællesskaber', og følger dermed ikke historiens kronologiske logik. En løsning, som viser sig at fungere overordentligt befordrende for publikums engagement.

Frem for at være klassisk (læs: kedelig) historiefortælling fra a til b, gør museets forudgående fortolkning og følgende tematisering nemlig, at man har det store perspektiv med fra begyndelsen.

'Ankomster' introducerer os blandt andre til Helen Clara, en kunstner fra Sydafrika, som for tiden bor i København med kæreste og barn. Med det danske sprog som største barriere citeres Helen for "at føle sig som Københavner med stort K – men ikke særligt meget som dansker".

Og det viser sig at være en gængs opfattelse blandt de nyligst indvandrede - at København for dem ikke er synonym med Danmark.

I samme afdeling hører vi om den unge fyr, Søren Ulrik Thomsen (ja, det er den Søren Ulrik Thomsen), som i 1972 flyttede fra Stevns til København og reflekterede over sit møde med metropolen med en ung, men allerede dyb poetisk bevidsthed:

“Hele tiden åd byen sig ind på mig som billede, som sprog, som lyd og lugt, bevægelse, stemming og musik – som topografi, labyrint, vilkår, hjemmebane, way of life…”

Voldsomt vedkommende Og sådan udfoldes de store linier i Københavns historie i mindre – men ikke mindre vedkommende - menneskelige portrætter gennem hele udstillingen, som også indbyder til interaktion på en sjældent oplagt måde, der rent faktisk får publikum i gang.

Mens der i 'Ankomst'-lokalet pakkes kufferter i det ene hjørne og siddes på kufferter i det andet, anbefaler KBH, at man bevæger sig mod næste afdeling, 'Ønsket/Uønsket' og bruger tid på den ret omfangsrige sidehistorie ’De uønskede romaer'.

Her bliver romaernes svære tilværelse i København historien om et jaget folk, som flygtede da de blev erklæret lovløse i 1700-tallets Danmark, men siden vendte tilbage til København og i 1972 fik officiel tilladelse til at bosætte sig i campingvogne på Amager Fælled, som dengang fungerede som losseplads.

Gennem videoklip, avisartikler og fotoreportager får publikum selv mulighed for at trække de skræmmende klare paralleller fra forrige århundredes jødeforfølgelse til den måde, hvorpå romaer endnu i dag færdes som udstødt folkefærd over alt i verden. Inklusive København.

God formidling er god underholdning 'Ønsket/Uønsket' er både den hårdeste og mest interessante afdeling, du skal igennem. Og mens du er her, bør du også stifte bekendtskab med den libanesiske instruktør Ahmed Ghossein.

Hans 58 minutter-lange patchwork-dokumentar 'En araber kommer til byen', som giver et sjældent ærligt og ret så barsk indblik i livet som ung araber i København på godt - men især ondt - er du nemlig også nødt til at sætte tid af til. Men det vil du også have lyst til, når du først står foran skærmen.

Og så var der dengang, hvor Tivoli udstillede kinesere... I 'Kosmopolen København' suppleres tekst og fotoplancher med en række fine kortfilm, som også er med til at give denne afdeling en god blanding af uddannelse og underholdning.

Hør blandt andre historien om den kinesiske koloni i Studiestræde, som flyttede til byen i forbindelse med opførslen af den kinesiske landsby i Tivoli i 1902. Og den mere aktuelle historie om de fire vietnamesiske adoptivsøskende, som kom til Danmark som små og i dag driver det succesfule spisested, Lê Lê nhà hàng, på Vesterbro.

'Kosmopolen København' sætter desuden fokus på den heftige jazzscene, som voksede op omkring spillestedet Montmartre i Store Regnegade. Et spillested, som gennem sin levetid trak nogle af verdens allerstørste jazzmusikere til byen - hvoraf mange faktisk valgte at slå sig ned for en periode. Blandt dem var saxofonistlegenden, Dexter Gordon, som kaldte sig Bengt Gordonson, da han boede i København i 60'erne.

Når jazzlegenden alligevel måtte vende tilbage til USA i 1976, var det med ordene:

”Jeg gider ikke høre danske trommeslagere mere... Jeg har brug for New York timing... BAM!... Jeg falder til, og jeg bliver ligeså kedelig som alle I andre danskere!”.

You can't win 'em all, huh?