Feed me Mother
Kulfyret comfort food i Kødbyen
Mother
Høkerboderne 9
Kbh V
I virkeligheden skulle Kødbyens nyeste hot spot have ligget i London. Det var nemlig her ejerne, engelske Nick og italienske David, mødte hinanden.
Men heldigvis for København havde skæbnen andre planer. Og pludselig stod de to venner i et lokale i den københavnske kødby, som de syntes så godt om, at de gjorde det til rammen om deres nye trattoria, Mother.
“This Mother is no mama mia”
Navnet Mother rummer referencen til den surdej, mother dough, som danner base for de pizzaer, der bliver lavet på stedet. Surdejspizzaen er unægteligt noget uortodoks, og Mother er heller ikke en typisk italiensk familierestaurant med taffelmusik i højtalerne og bastflasker på bordene.
Her serveres moderne italiensk comfort food, altså rigelige portioner til rimelige penge. Men David afslører også, at han godt kan finde på at go crazy og servere Sunday roast eller russisk brunch buffet, hvis humøret befaler det: ”When you know the rules, you can break them.”
Upoleret udtryk og urbane urtepotter
Bag den brede barplade tillader det åbne køkken gæsterne at følge med i arbejdsgangen, mens pizzabunde ryger rundt i luften og ost syder lystigt i den store, runde trækulsfyrede ovn, som, placeret akkurat midt i rummet, er Mothers bankende hjerte.
Indretningen er simpel og rustik og atmosfæren behageligt afslappet. De dugløse borde er dækket med urtepotter, over baren hænger fem røde lampeskærme af Campari-flasker, og i hjørnerne pynter rå trækævler på den skødesløse måde.
Value for money – også til frokost
På menuen finder du altid et par kødretter og salater foruden de omtalte pizzaer, som koster fra 75 kr. Forretterne tæller en række klassikere som antipasti misto, en velvoksen portion italienske specialiteter, som du må slippe 85 kr. for.
Filtreret vand med eller uden bobler får du gratis eller for ti kroner karaflen, hvis det er det eneste, du drikker.
Til frokost kan du vælge mellem tre pizzaer, en salat og en kødret. Alt står i 85 spir, men du slipper billigere, hvis du tager den bagte sandwich. Den koster kun 50.
Late night dining
Pizzaerne ryger ind og ud af gløderne fra 11 morgen til 11 aften, hvor der skrues op for musikken og serveres italiensk øl på fad, indtil d’herrer siger go’ nat kl. 01.