pixel

Københavns bilister får over 1.500 nye (lejede) P-pladser

Kommunen vil leje i alt 2.100 parkeringspladser til beboerne i private P-anlæg. Til gengæld nedlægges op til 525 p-pladser på gadeplan.

Parkering Løngangsstræde

Er du en af de københavnere, der tilbringer en uforholdsmæssig stor del af dit liv med at cirkle rundt i nabolaget og lede efter en ledig parkeringsplads?

Så havde politikerne i Københavns Kommune i denne uge noget, der umiddelbart ligner en god nyhed til dig.

Er du til gengæld en af dem, der synes, at bilerne optager alt for meget plads i gadebilledet — ja, så var der egentlig også gode nyheder til dig. I hvert fald på overfladen ...

Ved de nys overståede budgetforhandlinger gav et flertal af partierne på Københavns Rådhus nemlig hinanden håndslag på en ny parkeringsreform, der udover let stigende priser på beboerlicenser inkluderer, at kommunen i de kommende fire-seks år skal leje 2.100 p-pladser i private parkeringsanlæg.

De parkeringspladser vil så blive stillet til rådighed for københavnske bilejere med en beboerlicens.

Som en del af samme aftale skal der til gengæld også nedlægges op til 525 parkeringspladser på gadeplan. Og den plads, der dermed bliver frigivet skal bruges til at skabe nye, grønne byrum.

“Partierne er enige om, at bilerne skal fylde mindre i det københavnske gadebillede, så vi kan skabe mere plads til nye grønne områder og mere byliv,” står der blandt andet i den pressemeddelelse, som Økonomiforvaltningen udsendte efter, at årets budgetaftale var indgået.

Man behøver dog ikke have haft matematik på A-niveau for at kunne regne ud, hvorfor det kun på overfladen er en god nyhed for bilmodstandere.

10 millioner mindre til byrum

Når regnskabet er gjort op, vil der måske nok være (lidt) færre synlige P-pladser i gadebilledet — men der vil netto være 1.575 flere kommunale parkeringspladser til rådighed for de cirka 25 procent af københavnerne, der ejer en bil.

Og de kommer naturligvis oveni i de omkring 125.000 kommunale P-pladser, der findes i dag.

Ikke nok med det. Kommunen regner med hvert år at skulle betale 40 millioner skattekroner i leje for de 2.100 nye parkeringspladser. Det svarer til 1.587 kroner pr. plads pr. måned.

Når det gælder de grønne byrum, der skal erstatte gadeparkeringen, afsatte politikerne 30 millioner kroner om året i de næste fire år til ‘begrønning og byrumsforbedrende initiativer’, som det hedder i aftaleteksten.

Altså ti millioner færre kroner pr. år end man afsatte til leje af P-pladser.

Flere P-projekter på budgettet

Indtrykket af et grønt figenblad til at dække over en gaveregn til bilejerne blev forstærket af flere andre poster på budgettet for 2025.

Blandt dem finder man nemlig en 117 millioner kroner dyr renovering af parkeringsanlægget ved Landgreven mellem Store Kongensgade og Borgergade i Indre By. Den underjordiske del af anlægget skal blandt andet genisoleres og klargøres til opsætning af ladestandere.

Efter den tre år lange renoveringsproces — der går i gang i 2026 — vil anlægget frit kunne benyttes af beboere med parkeringslicens. Hidtil har det fungeret som et betalingsanlæg, hvor man måtte lægge 69 kroner i timen eller 4.199,- om måneden for en plads.

I noget mindre målestok blev der desuden der afsat 700.000 kroner til at forberede et kommunalt udbud af et salg af en del Strandboulevarden. Salget skal munde ud i byggeriet af et privat parkeringsanlæg under den vigtige gade på Østerbro.

Selvom intentionen altså her er at lade parkeringsanlægget blive bygget og drevet af en privat aktør, er idéen bag, at man fra kommunens side også her kan leje pladser til byens borgere.

Dyre P-anlæg opgivet — indtil videre

Til gengæld er et andet storstilet — og dyrt — parkeringsprojekt indtil videre lagt på hylden.

Ved fremlæggelsen af budgetaftalen for 2025 sagde teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) således, at man har valgt ikke at gå videre med planerne om at bygge kommunale parkeringskældre under en lille håndfuld københavnske pladser. Ikke i denne omgang, i hvert fald.

Planerne skulle flytte op mod 1.145 gadeparkeringspladser ned under jorden for at give plads til grønne byrum og ville samlet have kostet tæt på to milliarder kroner — mellem 1,5 og 1,8 millioner kroner pr. parkeringsplads.

Set i dét lys kan aftalen om at leje sig til mere kommunal parkeringskapacitet måske siges at være et røverkøb: I gennemsnit vil man rundt regnet kunne leje en parkeringsplads i 80 år for samme pris som én P-plads i et nyopført underjordisk anlæg.

Det umættelige P-monster

I sidste ende kan det hele dog vise sig at være spild af penge. I hvert fald hvis målet er at sikre ledige parkeringspladser til alle københavnske bilejere.

Forskning har nemlig vist, at når udbuddet af parkeringspladser stiger, så stiger efterspørgslen i samme takt.

Flere P-pladser til beboerne får flere beboere til at købe biler, og til sidst ender man tilbage ved udgangspunktet: Bilejere, der må køre rundt i kvarteret for at finde den forjættede, ledige plads. Og stiger det samlede antal P-pladser samtidig, så ender man i nettoregnskabet med mere biltrafik i byen.

Parkeringsmonsteret er i sidste ende umætteligt. Og i denne omgang valgte man altså gradvist at indkøbe foderet i stedet for at anlægge nye marker.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

vibe
Folk uden børn betaler også til børnehaver og vuggestuer til folk, der har børn. Nogle har brug for bil. husk det nu.
silastjensen vibe
Selvfølgelig. Men dette kan sagtens løses med delebilsordninger.
silastjensen
Jeg ser det virkelig som et kæmpe problem, at der bliver bygget så mange parkeringshuse og -kældre. Når vi, forhåbentlig snarest muligt, får smidt de bilglade borgerlige partier helt ud af Rådhuset, og privatbillisme bliver reduceret til en brøkdel af hvad den er i dag, så står vi tilbage med kæmpestore parkeringsfaciliteter, som i stedet kunne være tiltrængt bolig, areal til virksomheder osv. Kan parkeringsanlæg overhovedet laves om til boliger?
Lars Barfred 1 silastjensen
Kældrerne kan laves om til lager og genbrugspladser. P-husene er solidt bygget, de kan ombygges til boliger, hvor man kan cykle op til hoveddøren på 3. sal :-)
Peter Bremer_1 silastjensen
Og hvor skal du så opstaldet din hest?

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling