pixel

Her kan Københavns flydende øer blive søsat

Op til 12 flydende øer til ophold, sport og leg kan være på vej til havnebassinet. Nu er der nyt om øernes mulige placeringer og design.

Flydende øer Teglværkshavnen

Hvem har ikke indimellem drømt om at kunne søge tilflugt på en fredelig lille ø, når presset fra det moderne storbyliv bliver lidt for heftigt?

Nu kan drømmen måske snart blive til virkelighed.

Som vi tidligere har fortalt, har politikerne i Københavns Kommune et stykke tid barslet med planer om at få anlagt mellem ni og tolv små flydende øer rundt om i havnen.

Og nu er der så kommet et bud på, hvordan de flydende øer kan udformes — og hvor i havnebassinet de kan placeres.

Fra ø til øgruppe

Udkastet til øernes design er lavet af tegnestuen MAST, der er specialiseret i flydende arkitektur.

Folkene bag MAST — australske Marshall Blecher og danske Magnus Maarbjerg — har desuden tidligere stået bag CPH Ø, der kan ses som en slags prototype på de flydende øer.

CPH Ø var i perioden fra 2018 til 2021 placeret forskellige steder i havnen, blandt andet i Nordhavn og nær restauranten La Banchina på Refshaleøen. Idéen var, at den enlige ø skulle blive til en hel øgruppe, Copenhagen Islands, men det lykkedes aldrig at finde penge til at føre resten af projektet ud i livet.

Badeøer og udflugtsøer

Idéen om Copenhagen Islands levede imidlertid videre i kulissen, og i foråret afsatte politikerne så 400.000 kroner til at få udarbejdet det forslag til øernes design og placering, som altså nu er klar.

Arkitekterne i MAST har tegnet forslag til i alt 12 flydende øer af divergerende størrelse og med forskelligartede formål.

Mast lægger for eksempel op til, at Ø01 bliver en slags flydende “plantekasse”, der er helliget plante- og dyreliv, mens den næsten fire gange så store Ø10 skal være en udflugtsø, hvor sejlere og kajakroere kan lægge til og spise frokost i træernes skygge.

Blandt de øvrige forslag til øer er blandt andet også en 'badeø' med siddetrappe og udspringstårn, en 'fiskeø' med faciliteter til fiskeri samt en 'formidlingsø', hvor for eksempel skoleklasser kan lære om maritimt planteliv.

Levested for dyr og planter

De flydende øer opbygges omkring en kerne af beton og holdes oppe af det bæredygtige opdriftsmateriale glass foam, der er lavet af opskummet genbrugsglas. Materialets perforerede overflade betyder, at det kan fungere som en slags flydende rev, hvor maritim flora og fauna kan leve og gemme sig.

På selve øerne anlægges landskabet med salttolerante kystplanter og -træer i bede, der er opbygget på samme måde som grønne tage med dræn og vandreservoir.

Et soldrevet afsaltnings- og vandingssystem sørger for, at øernes beplantning ikke tørster, når solen bager allermest over havnen.

Under havoverfladen sikrer tykke kæder og forankringsblokke, at øerne ikke flyder rundt på må og få. Men det er samtidig planen, at de relativt nemt skal kunne flyttes til en anden placering, hvis man skulle ønske det.

Fem placeringer

Det er tegnestuen Spektrum Arkitekter har stået for analysen af, hvor i havnen de flydende øer kan placeres, og der peges på fem oplagte lokaliteter og yderligere syv mulige placeringer.

Placeringerne er blandt andet udpeget ud fra, at de ikke kommer til at forstyrre den eksisterende sejltrafik i havnen, at de kan være til glæde for flest mulige mennesker, og at de kan understøtte og give merværdi til eksisterende rekreative områder og vandaktiviter.

Ud fra disse kriterier peger analysen på Orient Bassin og Nordbassinet i Nordhavn, Erdkehlgraven på Christianshavn, langs havnepromenaden ved Havnegade i Indre By og i Teglværkshavnen ved Teglholmen i Sydhavn.

I Teglværkshavnen forestiller man sig for eksempel, at en flydende badeø kan blive centrum i den foreslåede udvidelse af den eksisterende badezone, mens udflugtsøer længere ude i havnebassinet kan fungere som rastepladser for forbipasserende kajakroere og sejlere.

I Nordhavn lægges der op til en lignende model i Nordbassinet, mens man i Orientbassinet foreslår at anlægge en formidlingsø og en naturø, så for eksempel eleverne på den nærliggende Internationale Skole kan lære om havets dyr og planter.

Fast forbindelse i Havnegade

I Havnegade er tanken en flydende ø med broforbindelse til fastlandet, så folk der går langs Havnepromenaden kan tage en afstikker ud på gyngende grund.

I Erdkehlgraven er det idéen, at en lille gruppe flydende øer skal danne grundlag for, at flere kajakroere og sejlende i småbåde lægger vejen forbi dette lidt afsidesliggende hjørne af havnen. Det var i øvrigt her i Erdkehlgraven, at den flydende fristad Fredens Havn lå, indtil den blev ryddet i 2022.

Af andre mulige placeringer peger analysen blandt andet på Kalvebod Bølge, Den Sorte Diamant, La Banchina på Refshaleøen og vandet ud for den kommende park i Nordhavn.

Næste skridt: Find penge

Selvom om alt dette kan virke ganske konkret, er der desværre stadig et stykke vej til, at de flydende øer reelt kommer til at ligge og vugge i havnebassinet.

Politikerne i Københavns Kommune skal i første omgang tage stilling til, om de med udgangspunkt i materialet fra de to tegnestuer vil gå videre med ø-planerne.

Konkret skal de beslutte, om de vil bede embedsværket udarbejde et såkaldt 'budgetnotat' for projektet. Sådan et notat er nødvendigt for, at de flydende øer overhovedet kan komme i betragtning, når politikerne her i august og september forhandler om kommunens budget for 2025.

Næste skridt er så selve budgetforhandlingerne, og dem tør vi endnu ikke spå om udfaldet af.

Men hvis der ender med at falde penge af til de flydende øer, vil du selvfølgelig kunne læse om det her på siderne.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Leif Kindler
Hvordan med skarverne. Det skulle jo nødig blive nogle flydende "fugleøer".
Heidi Denning
Fantastisk idé

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling