Populær, men forsømt, telefonkiosk fortsat ikke beskyttet

Den karakteristiske, sekskantede telefonkiosk med det spidse kobbertag har siden 1980’erne stået på sin plads over for Cafébiografen Vester Vov Vov, hvor den var en del af den såkaldte museumsgade.

Men efter at Københavns Museum i 2015 flyttede fra Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskabs palæ på hjørnet af Vesterbrogade og Absalonsgade til nye lokaler i det tidligere overformynderi i Stormgade, har ingen for alvor taget sig af telefonkiosken.

Rigtig mange synes, at den bør bevares og holdes ved lige. Men det har vist sig mere end svært at få nogen til at gøre det.

Senest skulle politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune den 25. januar tage stilling til et forslag om at overdrage telefonkiosken til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i Jystrup nord for Ringsted. Men udvalget blev enige om at sende forslaget tilbage til embedsværket med beskeden om at sikre, at en række lokale interessenter blev indraget i processen.

Dermed er beslutningen om telefonkioskens videre skæbne udsat på ubestemt tid. Og i den mellemliggende tid er der risiko for, at bygningen forfalder yderligere.

Ikke en museumsgenstand

Telefonkiosken var altså indtil 2015 en del af Museumsgaden, der var en udendørs udstilling af københavnsk gadeinventar fra før 1940’erne.

Efter flytningen fik Københavns Museum afsat de fleste genstande fra Museumsgaden til Frilandsmuseet i Kongens Lyngby. Det gjaldt imidlertid ikke telefonkiosken, der i de forløbne snart ni år har fået en hård behandling af såvel hærværksmænd som vind og vejr.

Træværket er flere steder begyndt at rådne. Malingen skaller af. Ruder er blevet smadret, og ifølge Berlingske er flere originale reklameplakater blevet stjålet.

Københavns Museum har tidligere over for samme avis undskyldt den manglende vedligeholdelse med, at man ikke har råd. Ifølge Kultur- og Fritidsforvaltningen er telefonkiosken ikke en del af museets samling, da der ikke er tale om en museumsgenstand, men en såkaldt formidlingsgenstand. Og dermed har museet ikke pligt til holde den ved lige.

Gennem årene har det flere gange været foreslået, at vedligeholdelsen skulle lægges ind under en af Københavns Kommunes forvaltninger — og et lokalt gårdlaug har vist interesse for at overtage vedligeholdelsen som en del af socioøkonomisk projekt.

Kommunen har ad flere omgange forsøgt at få afsat budgetmidler til holde liv i telefonkiosken, men det er aldrig lykkedes at samle politisk flertal. Selv ikke i forbindelse med en kommunal genopretning af Absalonsgade i 2021 blev der fundet midler til gadens historiske inventar.

Flyttet til Aalborg og Dyrehavsbakken

I forbindelse med efterårets forhandlingern om Københavns budget for 2024 havde forvaltningen tre forslag til at sikre telefonkioskens fremtid:

• En restaurering og flytning med henblik at forpagte bygningen væk, ligesom man har gjort med flere andre af byens historiske telefonkiosker.
• En restaurering med henblik på at lade telefonkiosken stå i Absalonsgade.
• En overdragelse telefonkiosken til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, som havde tilbudt at stå for alle udgifter til flytning, restaurering og fremtidig drift.

Da der endnu engang ikke blev fundet penge i budgettet, var det det tredje forslag, som Kultur- og Fritidsudvalget for nylig skulle tage stilling til — og som udvalget altså endte med at sende tilbage til forvaltningen med besked om blandt andet at inddrage det lokale gårdlaug, der havde vist interesse i at tage sig af bygningen.

Før mødet i Kultur- og Fritidsudvalget erklærede det konservative udvalgsmedlem Karina Bergmann i Berlingske, at hun ville gøre alt, der stod i hendes magt, for at stoppe, at telefonkiosken blev sendt ud af København.

»Jeg er imod, at et københavnerklenodie skal sendes uden for kommunegrænsen. Den telefonkiosk hører til i Absalonsgade,« sagde hun til avisen.

Telefonkiosken i Absalonsgade stod faktisk på Sølvtorvet fra 1896 til 1975. Den var én af 12 oprindelige kiosker — alle tegnet af arkitekt Fritz Koch — der fungerede som en form for tidlige telefonbokse, hvor man kunne foretage opkald mod betaling.

Konceptet slog an blandt københavnerne, og op gennem første halvdel af 1900-tallet blev der opstillet telefonkiosker omkring 30 steder i byen.

Undervejs blev udformningen overtaget af arkitekt Martin Nielsen og senere Curt Bie — kendt for Den Hvide Kødby — hvis funkiskiosk begyndte at præge bybilledet fra 1932.

Adskillige københavnske telefonkiosker eksisterer stadig og fungerer for eksempel som kaffebarer eller plakatsøjler. De er blandt andet opstillet på Kultorvet, Sankt Hans Torv, Trianglen, Poul Henningsens Plads, Nytorv — og sågar på Gabels Plads i Aalborg og på Dyrehavsbakken.