Ny svømmehal endelig på vej på Østerbro
Svømmehal på den tomme Beauvais-grund skal være en del af løsningen på den store efterspørgsel efter flere idrætsfaciliteter.
Efter Øbro-Hallen for nyligt genåbnede efter en længerevarende renovation, er der nu flere gode nyheder på vej til svømmeglade beboere på Østerbro og i resten af byen.
Københavns Kommune er nemlig gået i gang med det indledende arbejde mod at bygge en helt ny, offentlig svømmehal.
Dén skal placeres på den såkaldte Beauvais-grund, der ligger i krydset mellem Rovsingsgade og Lyngbyvej på ydre Østerbro — lige dér hvor Helsingørmotorvejens mange vognbaner passerer under S-togsbroen ved Ryparken Station og det mere forstadsagtige Emdrup bliver til storbyen København.
Det er kommunen selv, der ejer grunden — og sammen med svømmehallen er det planen, at der også skal bygges et botilbud og plejehjem.
Spektakulært blev nedskaleret
Det er ikke første gang, at tanker om at opføre boliger og svømmehal på Beauvais-grunden bliver luftet, men indtil nu er de fleste planer stødt på grund.
Beauvais-grunden har stået delvis tom siden 1970’erne, hvor konservesfabrikken — der har givet den sit navn — blev revet ned.
I 2000’erne var der store planer for opførsel af skyskrabere tegnet af den i dag velkendte tegnestue Lundgaard & Tranberg.
Fem fritsstående og skulpturelle boligtårne skulle skabe en spektakulær indkørsel til byen fra motorvejen. Men de planer afgik ved døden, da finanskrisen ramte, og investorerne trak følehornene til sig.
I 2016 blev planerne ændret markant og lød nu på fem lidt mindre ambitiøse, femkantede boligtårne. Men også de planer siden blev siden nedskaleret, og i dag står der på den del af grunden der ligger længst væk fra Lyngbyvej blot tre bygninger med almene boliger.
De to største af de femkantede boligtårne blev aldrig bygget og efterlod ubebygget et areal på størrelse med halvanden fodboldbane tættest på Lyngbyvej. Det henlægger i dag som lidt af et selvgroet vildnis, der primært benyttes af hundeluftere og også gemmer på en lille skatepark.
Behov for svømmehal
Allerede tilbage i 2019 havde Københavns Kommune de første tanker om en svømmehal på tegnebrættet, men projektet er trukket ud og har ventet på finansiering. Sidste år blev der dog afsat midler til arbejdet, og nu sættes der gang i arbejdet med at få udnyttet arealet her på grænsen mellem by og forstad.
Københavns Kommune mangler notorisk faciliteter til svømning og anden idræt og ligger nummer 98 — og sidst — på listen over de danske kommuners idrætsfaciliteter pr. indbygger. Og det bliver ikke bedre af, at mange af de eksisternde faciliteter er gamle og forfaldne.
Godt nok er et nyt svømmebad på vej på Papirøen, og Øbro-hallen er netop genåbnet. Men Frederiksberg Svømmehal er lukket for renovering på snart femte år, og både Emdrup Bad, Vesterbro Svømmehal og Sundby Bad står overfor længerevarende renoveringer i den nære fremtid.
En ny svømmehal på Beauvais-grunden skal hjælpe på dét problem og vil formentlig kunne trække mange gæster fra både ydre Østerbro og ydre Nørrebro.
Den aktuelle plan lyder på en svømmehal på 4.600 m2, hvilket er en smule mindre en Papirø-badets og Frederiksberg Svømmehals ca. 5.500 m2, men som stadig skal være stort nok til både at kunne rumme voksne svømmere og småbørn — og have faciliteter til handicappede.
Støj fra motorvej et problem?
Lokalt vil de nye svømmefaciliteter utvivlsomt blive taget vel imod. Men planerne om samtidigt at bygge et botilbud og plejehjem på Beauvais-grunden bliver mødt med større skepsis i Østerbro Lokaludvalg.
Det er særligt placeringen tæt på motorvejen, der giver rynkede pander, og lokaludvalget vurderer, at ’grunden ikke er egnet til boliger, da støjbelastningen ved åbning af vinduer i sommerhalvåret overskrider støjgrænseværdierne’.
Ligesom udformningen af svømmehallen er dét noget, som der vil blive arbejdet videre med i de kommende måneder.
Københavns Kommune forventer til april at have den såkaldte 'startredegørelse' klar — et kortfattet dokument om rammerne for projektet, som efter politisk godkendelse skal blive til den lokalplan, som nærmere definerer, hvad der skal bygges.
Der er allerede hyret en arkitekt ind til opgaven med at tegne de nye byggerier. Opgaven er tildelt Nordic Office Architecture, der også var med til at udforme de tre boligtårne med almene boliger lige ved siden af.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer