Københavns omegn vil have metro
Tre kommuner og tre lokaludvalg i København går nu sammen i kampen om at tiltrække metro til yderkanter og forstæder.
Vanløse, Tårnby og snart Valby har den. Så hvorfor må Hvidovre og Herlev ikke også være med?
Det er metroen, vi taler om. Og om hvor og hvornår nye udvidelser skal binde flere bydele på det underjordiske skinnenet sammen.
Nu er flere københavnske områder, der hidtil er blevet forbigået, når ny metro skulle anlægges, gået sammen i en fælles front for at få metro lige til baghaven.
Sydhavnsmetro til Rødovre?
De to vestegnsbyer Rødovre og Hvidovre har flere gange foreslået metroforlængelser til lige netop deres kommuner.
Men nu er de to kommuner gået sammen i et formaliseret samarbejde for at få forlænget den nuværende M4-linje fra den foreløbige endestation i Ny Ellebjerg / København Syd til Hvidovre Hospital og videre derfra til Rødovre Centrum.
Udover at binde de to tætbefolkede kommuner tættere på hovedstaden mener byrådene, at en sådan udvidelse vil have en gavnlig effekt på forureningen og trængslen ind og ud af hovedstaden.
Effekten kan forstærkes — lyder det — hvis man kombinerer metroen med et 'parkér og rejs'-anlæg ved Hvidovre Hospital, hvor bilister fra Vestegnen og længere væk kan stille bilen og fortsætte rejsen ind til byens indre med metroen.
Hospitalet ligger nemlig ud til Holbækmotorvejen og til Avedøre Havnevej som håndterer en stor del af den nord-sydgående trafik vest om byen.
Rødovre er samtidig landets tredjetættest befolkede kommune, men ej heller den kommende letbane får et centralt stop her, så den offentlige transport halter bagefter i forhold til mange andre områder i hovedstaden.
Letbanen forventes åbnet i 2025, men dens ene stop i Rødovre ligger helt ude i kanten af kommunen — langt fra Rødovre Centrum.
Man forventer, at der skal håndteres 20 procent flere rejser i hovedstaden i 2035 i forhold til i dag, og Vejdirektoratet er i fuld gang med at undersøge en udvidelse af Motorring 3 for at give ekstra plads til den stigende mængde trafik.
De to trafikplagede kommuner danner dog nu altså fælles front i arbejdet for, at Københavns Kommune og Region Hovedstaden vil indgå i et samarbejde om en ny metrolinje vestpå, der skal dæmme op for presset fra bilerne.
Fra letbane til metro i Herlev?
Lidt længere mod nord er et andet muligt metro-samarbejde nu under opsejling.
I lokaludvalgene i Bispebjerg, Brønshøj-Husum og Vanløse forsøger man nu at søsætte et fælles initiativ rettet mod metro til det nordvestlige København. Og man vil have Herlev med.
Derfor har udvalgene henvendt sig til naboerne i Herlev Kommune med en appel om sammen "at slå et slag i medierne for dette ønske," som de tre lokaludvalg skriver i et brev til rådhuset i Herlev.
Lokaludvalgene fremhæver, at en metrolinje til Herlev Hospital kan koble metroen til den nye letbane — hvor man også kunne etablere et 'parkér og rejs'-anlæg.
Dét vil give helt nye muligheder for rejser ind og ud af København og potentielt få flere forstadspendlere ud af bilerne, mener man.
Ìdéen om at forbinde den kommende letbane med enten metro, letbane eller hurtigbus i egen bane er da heller ikke ny. Letbanen bevæger sig i en blød bue gennem Københavns vestlige randområde, og med tværgående forbindelser vil man kunne koble den til de indre dele af byen.
Den mulige linje er døbt 'Hospitalslinjen', da den potentielt kan forbinde Rigshospitalet, Bispebjerg og Herlev Hospital. På sin vej vil den også passere områder som Brønshøj, Tingbjerg og Gladsaxe, der i dag ligger ret afkoblet fra skinnenettet.
Hvad kommer efter M5?
Der er ellers masser af ny metro på vej til København — bare ikke til de områder, der nu efterspørger den og føler sig overset.
Sidste år vedtog forligspartierne bag Lynetteholm at indlede arbejdet om den kommende M5-linje fra Hovedbanegården øst om Amager, over Lynetteholm og tilbage under havnen til Østerport. Dén linje står tidligst klar i 2035.
Men samtidig blev det diskuteret, at forlænge linjen gennem brokvartererne tilbage mod Hovedbanegården, så den bliver en ny ringforbindelse.
Og oveni dén diskussion kommer alle de andre områder, man også kunne forlænge metroen til — hvor særligt en afgrening til Nordvest og Brønshøj har nydt politisk og lokal opbakning.
Da politikerne på rådhuset tilbage i 2017 drømte om den næste metrolinje efter M4, var netop en linje fra Refshaleøen til Brønshøj med stop ved blandt andet Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet undervejs på tale.
Men den idé blev altså overhalet indenom af M5 til Lynetteholm, der kom til verden som idé året efter — i 2018.
Også metrolinjer til Hvidovre, Rødovre og flere dele af Frederiksberg er før blevet vendt på idéplan.
For otte siden beskrev vi på Magasinet KBH Rødovre Kommunes ønske om en metroforlængelse fra Vanløse Station til Rødovre Station — med stop ved både Ålekistevej, Rødovre Centum, Irma Byen og Roskildevej.
Skulle linjen realiseres, krævede det dog at Vanløse Station blev ombygget, og hele linjen blev dengang vurderet at koste små syv milliarder kroner.
Seks år senere, i 2021, diskede kommunen op med et nyt bud på en løsning, hvor Hvidovre også var inkluderet. Her blev metroen forlænget fra Ny Ellebjerg til Hvidovre Hospital for derefter at slå et slag mod nord til Rødovre Station og Centrum. På den rute ville metroen passere områder, som i dag ligger midt mellem de to S-togslinjer i nord og syd, og det er altså den, som de to kommuner nu forfølger.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
Hvis man skulle forlænge metro til Hvidovre Hospital, hvilket ville give god mening da ingen hospitaler i REGH har højklasset kollektiv betjening. Så kunne man relativt billigt viderføre som højbane af Avedøre Havnevej til Rødovre Centrum. I betragtning af, at såvel s-togs som letbane føring kun tangere Rødovre Kommunes kommunegrænser, ville det måske være meget rimeligt.
Personligt ville jeg dog foretrække len billigere løsning med letbane fra Ring3 letbanen ind ad Roskildevej og Jyllingevej. Men det vil jo nok genere for mange bilister, så det har nok ingen gang på jord.