pixel

Pris for renovering af National­banken er fem-doblet

Regningen for opfriskning af 45 år gammel bygning lyder nu på cirka 30 havnebroer.

I juli 2020 forlød det, at renoveringen af Nationalbanken midt i København ville koste omkring en halv milliard kroner.

Det er i sig selv ikke en helt ubetydelig sum penge, men det har vist sig slet ikke at være nok.

Nationalbanken har nu meldt ud, at man forventer, at arbejdet vil koste 2,8 mia. kroner — og det er ikke første gang, at der er varslet prisstigning.

Allerede senere i 2020 lød det fra Nationalbanken, at budgettet var vokset fra en halv til 1,5 milliarder kroner.

I august 2022 hævede man det så til 1,9 mia. kroner. Og nu er man altså ind til videre landet på 2,8 mia. kroner — ex. moms.

30 x Lille Langebro

Beløbet kan lyde helt skørt taget i betragtning, at man ville kunne bygge omkring 30 nye broer over havnen à la Lille Langebro for de samme penge.

Og lige ved siden af har et af de mest komplekse storbyggerier i København de senere år været opførelsen af Blox ved netop Lille Langebro. Det var et byggeri, der ikke blot krævede etablering af en byggeplads ud i Inderhavnen, men også indeholder en underjordisk passage, gennemskæres af ringvej 2 og består af mange byggeteknisk komplicerede sammensætninger af enkeltdele.

Her løb budgettet også løbsk og endte på 2 mia. kroner — men det er altså en hel del billigere end renovationen af Nationalbanken, der stod færdig for blot 45 år siden.

Når regningen bliver så høj i Havnegade skyldes det ikke mindst, at der skal skiftes både marmor udvendigt og træ indvendigt. Det var dyre varianter, som blev brugt, da banken blev opført, og fordi den i 2009 blev fredet, er man tvunget til at anvende tilsvarende materialer til renoveringen.

En anden stor post er udskiftning af de tekniske installationer, som alle er gemt væk bag vægge, gulve og lofter — og så skal der fjerens asbest og PCB fra bygningens indre.

Årssgen til stigningen i forhold til sidste år er ikke blot den almindelige inflation, men at arbejdet har vist sig mere komplekst end først antaget.

Kan blive værre

De 2,8 mia. kroner, som overslaget nu lyder på, er kun netop dét: Et overslag.

Nationalbanken forventer selv, at den endelige pris først vil ligge fast i 2026, når alle delprojekter er udbudt. Og derfor er der stadig luft opad, inden den endelige regning lander på bordet.

Bygningen er ikke lige elsket i alle kredse, og nogle vil måske mene, at den omsiggribende regning er en god anledning til at rive ned og bygge nyt i stedet. Man kan få meget nybyggeri for omkring tre milliarder kroner.

Men her spiller fredningen fra 2009 ind igen. Uden en ophævelse af fredningen er en nedrivning ikke mulig, og dén løsning er slet ikke blevet bragt i spil af staten.

Samme stat — altså Danmark — kommer ellers selv til at samle regningen op. Indirekte, i hvert fald.

For når Nationalbanken har overskud, sender den pengene over Slotsholmens Kanal til Christansborg, hvor de kommer til at indgå i hele landets drift.

Men skal banken bruge tre milliarder kroner til at friske sin egen kontorbygning op, ja så vil tre milliarder færre blive sendt over vandet i de kommende år.

Sammen med skubbet til prisen varsler Nationalbanken også et skub i kalenderen. Man regner nu med, at arbejdet først er færdigt i 2029 — et år senere end tidligere planlagt.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling