Søerne vil blive holdt (lidt) bedre rent
Penge til renhold skal komme ildelugtende affald til livs.
Tomme øldøser skvulpende i vandkanten. Rustne cykelstyr der titter frem over vandspejlet. Og dét der er værre.
Søerne er ikke altid helt så rene og pæne, som mange københavnere på søndagstur håber på — eller dufter helt så dejligt.
Men med sidste uges aftale på Københavns Rådhus om årets overførselssag — også kaldt det "lille budget" — bliver der rettet op på situationen. Til dels, i hvert fald.
Partierne bag aftalen afsatte nemlig 300.000 kroner til — om sommeren — oftere at sende nogle af kommunens ansatte ud i Søerne for at indsamle affaldet.
Beløbet er ikke stort, men ud over at det øgede renhold naturligvis i sig selv vil reducere mængden af affald, håber man, at det også har den afledte effekt, at folk vil smide mindre nyt affald ud i vandet.
Der er ikke meget, der tiltrækker affald, som en eksisterende bunke affald — og kan man løbende holde problemet nede, håber man på at medvirke til at ændre kulturen omkring Søerne.
Start til sommer
Frem til 1960'erne var vandet i Søerne faktisk så rent, at de blev brugt til at bade i, og sidste år var der spirende politisk interesse for, at dét skulle gøres muligt igen.
Men selv om vandkvalitetet er blevet bedre siden 1990'erne, er den stadig et stykke fra at være i badevands-kvalitet — og sidste år lød konklusionen, at der ville skulle laves en mere omfattende undersøgelse af mulighederne, hvis man potentielt skulle åbne for badning i Søerne igen.
Ved sidste års "lille budget" blev der afsat midler til at lave en undersøgelse af, om grundvandet under Lersøparken på Bispebjerg kan udnyttes til bl.a. at bidrage med mere og renere vand til Søerne. Dét kunne potentielt medvirke til at skabe en situation, hvor København også vil få mulighed for at lave et "indre havnebad".
I første omgang forsøger man dog altså at tage hånd om nogle af affaldsproblemerne, og allerede fra den kommende sommer vil man se mere renholdspersonale ude i vandet — og dermed forhåbentlig også mindre affald.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!