pixel

Ny plan skal bane vej for mere byliv i Ørestad

Flere butikker og caféer i stueetagen og (endnu) flere boliger skal skabe mere byliv omkring Ørestad Syds halvdøde hovedstrøg.

asger jorns alle

De fleste bylivseksperter kan blive enige om, at det gælder om at fylde stueetagerne med caféer, butikker, supermarkeder og yogastudier, hvis man vil tiltrække folk og skabe det eftertragtede byliv i et område.

Og det er lige præcis dén metode, der noget forsinket skal på banen i området omkring Vestamager metrostation; det såkaldte Ørestad Syd, der ligger syd for Hannemanns Allé som det sidste bebyggede område, inden Kalvebod Fælleds vider tager over.

Området har været under udvikling siden 2006, og udover forskellige typer af boligbyggerier — i op til 34 meters højde — består området primært af parkeringshuse, erhvervsbygninger, offentlige funktioner og byggegrunde, der ligger øde hen.

Der findes dog også enkelte butikker og caféer, der er koncentreret omkring Asger Jorns Allé, og det er blandt andet gadens tiltænkte funktion som bydelens hovedstrøg, man vil styrke med en ny lokalplan for området.

Krav om butikker og caféer

I første omgang bliver politikerne på Københavns Rådhus præsenteret for en startredegørelse, der skitserer de overordnede tanker for områdets udvikling.

Bliver de til virkelighed, vil der fremover komme krav om, at en større andel af facadestrækningerne i området skal dedikeres til publikumsorienteret serviceerhverv som butikker, caféer og restauanter — kort sagt funktioner, der kan skabe en god trafik af kunder og liv i området.

Dét vil i høj grad gælde for Asger Jorns Allé, hvor Københavns Kommune lægger op til, at 75% af stueetagerne på den nordlige side af gaden (den side af vejen, hvor Dinos Legeland og Pelican Storage dominerer udsynet, når man står af metroen) skal rumme publikumsorienterede serviceerhverv, mens der kun stilles krav om 50% på den modsatte side af vejen.

Asger Jorns Allé er en 400 meter lang, og 35 meter bred, snorlige gade, så det vil formentlig ikke være en helt nem opgave at skabe en stemning af summende byliv, selv med nye butikker.

På den næsten seks km lange — og overvejende også snorlige — Ørestads Boulevard vil forvaltningen ligeledes stille krav om, at henholdsvis 50% og 75% af facadestrækningen i kommende nybyggerier tæt ved stationen dedikeres til publikumsorienteret serviceerhverv.

Og lidt tættere på Royal Arena — på Ejler Billes Allé — ønsker forvaltningen, at halvdelen af stueetagen i et kommende nybyggeri også bliver dedikeret til udadvendte funktioner.

Spørger man Amager Vest Lokaludvalg, er Asger Jorns Allé langt fra at indfri drømmen om et summende handelsstrøg — og lokaludvalget opfordrer ligeledes til, at man vælger fremtidige lejere med omhu.

"Bylivet er dødt på grund af manglende butikker, caféer, restauranter og barer. Det samme gælder de ledige grunde på Ørestad Boulevard," lyder det i et høringssvar fra lokaludvalget, som yderligere tilføjer:

"Vi vil gerne opfordre Københavns Kommune og By & Havn til at være selektive i, hvilke erhvervsdrivende de skriver kontrakter med. Og inddrag gerne borgerne i, hvilke ønsker og behov de har for byliv. På den måde øger vi også chancerne for, at butikkerne overlever."

Boliger i stedet for erhvervsbyggeri

Udover mere levende stueetager skal de nye planer for Ørestad Syd også gøre det muligt for to kommende nybyggerier på Ørestads Boulevard at skifte ham. Efter planen skulle de nye bygninger rumme erhverv, men arealerne har ligget hen i en længere periode, og By & Havn ønsker nu at ændre funktionen, så der primært bliver bygget boliger i stedet.

Nybyggeriet kommer samlet set til at rumme 44.500 m2, der vil udfylde hullerne i to karréer.

Forvaltningen foreslår også, at de nye bygninger bliver udformet, så de højde- og drøjdemæssigt passer til de eksisterende bygninger på godt 30 meter — men også at såvel højden som facaderne kommer til at variere, så bygningerne bliver lidt mere interessante at se på, end de monotone facader der ellers har haft tendens til at lande i Ørestad.

Et enkelt sted vil forvaltningen dog undersøge, om der må bygges op til 40 meter, da der overfor er planlagt et byggeri, der bliver op til 42 meter højt.

De mange nye boliger vil også betyde, at der skal skabes plads til tre dagsinstituioner, så man er klar til at tage godt imod de mange børnefamiler, der ventes at flytte til området.

Godkender politikerne startredegørelsen den 9. januar, forventer forvaltningen at vende retur med en detaljeret lokalplan inden sommerferien.

Generationshus på pause

Mens den kommende lokalplan for Ørestad Syd arbejder sig vej igennem systemet, er andre planer i området ved at cementere sig.

For enden af Asger Jorns Allé er bydelens nye kultur- og fælleshus nemlig på vej. Byens Hus, som det hedder, skal både være et fælleshus for områdets beboere og et kulturhus for hele bydelen.

Beboerne i Ørestad Syd kan således se frem til møde- og festlokaler, værksteder, to multisale, café og fællesarealer i det nye byggeri.

Naturen vil også ligge lige for døren. Huset opføres nemlig i første parket til Amager Fælled.

I den anden ende af Asger Jorns Alle — på en bar grund på hjørnet ved Robert Jacobsens Alle — kan der også være store ting på vej.

Her skulle byggeriet af Generationernes Træhus — et byggeri med 122 almene boliger til både unge, familier og seniorer — nemlig være sat i gang i 2021, men stigende priser på materialer har indtil videre sat byggeplanerne på pause.

En samlet status på de mange byggeprojekter i Ørestad Syd, kan ses her.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Michael Kring
Jeg gik ned af den snorlige gade, da jeg skulle på restaurant inden en koncert i Royal Arena. For det første ville jeg ønske, at byplanlæggerne havde haft krumme linealer. Det kan der ikke laves om på nu. Men, man kunne tage lidt af udsynet og den snorlige oplevelse ved at plante træer langs med aleen. Det fungerer i Berlin. Rigtig godt endda. Det vil også passe med den omgivende natur.
Jesper Nielsen
Kan I ikke gå i kødet på By & Havn og politikerne omkring planerne for stationen ved Royal Arena nu hvor området snart er fuldt udbygget og givetvis kommer til at se en del trafik.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling