pixel

Ny arkitektur med klassiske dyder er flyttet ind på Frederiksberg

'Den Hvide By' har fået et nyt dobbelthus, der hylder områdets palævillaer i en opdateret 2022-stil.

Kort
Jyllandsvej 31

Er der et område i København, hvor man hylder de klassiske dyder, ja så er det på Frederikberg. 

Her værnes både om den særlige Frederiksberg-grønne farve, de knejsende lindetræer på Frederiksberg Allé — og om de smalle cykelstier, der giver god plads til parkerede biler. 

Og bag Solbjerg Kirkegård — på Jyllandsvej i Den Hvide By — har en ny dobbeltvilla, der ligeledes hylder den historiske arv, for nylig set dagens lys. 

For hvor der før lå en lidt anonym gulstensvilla fra 1950'erne, er der vokset en knejsende hvid villa frem, der sender et anerkendende nik i retning af områdets særlige arkitektur.   

Nyfortolkning, men ikke pastiche

Historien om 'Den Hvide By' rækker helt tilbage til årene 1899-1900, hvor godt 50 hvide palævillaer blev bygget som boliger til arbejderne på Frederiksberg Gasværk.

Husene blev opført i den — dengang som nu — populære palæstil, der blander elementer fra rokoko med klassicisme, og det er tydeligt at spore slægtsskabet mellem de originale villaer og den nye tilflytter. 

Ligesom de oprindelige huse har den nye villa pudsede, hvide facader og et mansardtag i røde tegl. Derudover matcher højden, drøjden, formerne og materialevalget — ja selv det hvide træstakit, der omkranser dobbelthusets beskedne have, er et af de klassiske kendetegn i området.

Men hvor det på den ene side har været et afgørende princip, at villaen indpasser sig i området og har tydelige referencer til den historiske arv, så har det været lige så vigtigt, at der ikke blev tale om et rent pastiche-byggeri.

Man må godt kunne se, at der er gået mere end 120 år mellem, at husene blev bygget, og at der er sket en hel del såvel teknologisk som samfundsmæssigt i den mellemliggende periode. 

Kodeordet til det 21. århundredes version af en villa i den Hvide By er ifølge arkitekterne bag, Holscher Nordberg, de mere enkle og stringente former. 

Palæstilens højtidelige elementer, som eksempelvis de fremstående kviste (frontspicer), er blevet tonet ned, så huset fremstår 'mere demokratisk' — og også lettere lader sig dele på midten af to familier, som det er tanken. 

Skarpere vinkler overalt på bygningen giver huset en mere tidssvarende fremtoning — ligesom teglene på taget er flade og ikke rundede.

Vinduerne er også vokset i størrelse og får nu lov at gå helt ned til byggeriets sokkel. I 2022-versionen bliver vinduerne desuden indrammet i egetræ, og er uden de klassiske, små sprosser.

De nye, klassiske gør sig umage

Villaen på Jyllandsvej 29-31 er blot ét blandt flere nyere byggerier, der ikke abonnerer på det ofte dominerende mantra om at bygge hurtigst og billigst, men snarere stiller spørgsmålet: Hvordan kan vi bygge noget, der passer ind i netop dette områdes historie? 

Også på Frederiksberg — lidt længere inde, hvor postnummeret tilføjes et C for centrum — har vi for ikke så længe siden kastet lys på to gode eksempler i nærværende magasin.

På Gammel Kongevej vil et kommende infill-byggeri eksempelvis anerkende de historiske nabobyggerier ved at iklæde sig opdaterede art deco former. Og hvor H.C. Ørsteds Vej møder Åboulevard står en bygherre klar til at fortolke og spejle hjørnets bevaringsværdige byggeri.

At københavnerne er trætte af standardiserede betonbyggerier med triste skalmure og bifalder, når dem, der får lov at bygge i byen, gør sig umage, så vi tidligere på året, da københavnerne gav publikumsprisen for årets nye bygning 2021 til Østergade 30.

Det hvide byggeri — der har afløst en trist parkeringsplads — gør i og for sig ikke så meget væsen af sig, som det ligger der let tilbagetrukket fra vejen. Men når man zoomer ind, står det klart, at der er tænkt over detaljerne, der trækker historiske tråde tilbage til tidligere tider uden decideret at mime formsproget hos naboerne.

Det er præcis samme logik, der karakteriserer nytilkommeren i Den Hvide By. 

Få en bid af den nye historie

Og har du altid drømt om at bo i moderne hus, der ligner, at det altid har været der, men samtidig har alle nutidens bekvemmligheder, så er chancen der faktisk nu.

Den ene halvdel af dobbelthuset på Jyllandsvej er nemlig til salg, og prisen afslører, at det kræver dybe lommer at flytte ind i den Hvide By. 

22 millioner lyder prisskiltet på det halve dobbelthus, der råder over en lille bitte grund og 275 kvadratmeter indvendigt, hvis man tæller den fuldt beboelige kælder og husets to hemse med — men "blot" 171 m2 hvis man ikke gør, hvilket giver en kvadratmeterpris på næsten 130.000 kr.

Men så følger der selvfølgelig også vinkælder, gulve i sildebensparket og en beliggenhed klods op ad Frederiksberg Grønne Sti med i købet.

De nysgerrige kan se mere her.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling