pixel

"Top-10": Københavns farligste veje — og hvad der skal gøres ved dem

Indretning af gader afgør, hvor farlige bilerne er for cyklende og gående. Her er byens værste pr. kilometer gade.

trafik h.c. andersens boulevard

Hvor er det farligst at være cyklist- eller fodgænger i København?

Det kan man få en idé om ved at kigge på Københavns Kommunes opgørelse over veje, hvor der er sket mere end 20 personskader de seneste fem år. I alt er der 17 af dem.

Tallene er hentet hos Politiet, og man vurderer, at flere end 10 gange så mange som i Politiets tal ankommer hos hospitalernes akutmodtagelse med en skade fra trafikken. Men fordi det ikke registreres, præcis hvor en ulykke er sket, hvis Politiet ikke bliver tilkaldt på stedet, findes der ikke komplette opgørelser over ulykker pr. gade.

Politiets datamængde er dog omfattende nok til, at man kan lave en rimelig retvisende rangering, og særligt én gade skiller sig markant ud — Frederikssundsvej der bugter sig 5,3 kilometer fra Nørrebro Station gennem Nordvest og Brønshøj og hele vejen til grænsen til Herlev.

De seneste fem år er her registreret 84 personskader, der var så alvorlige, at Politiet blev tilkaldt til stedet. Hvis det reelle tal er 10 gange højere, svarer det til, at der hver 2. dag sker en så alvolig ulykke, at en person må til akutbehandling.

Men måske er det ikke så sært, at Frederiksundsvej er den værste — for det er en meget lang gade.

Skal vi have et lidt mere sigende tal end Københavns Kommunes opgørelse, må vi i stedet have lommeregneren og den rigtigt lange lineal frem og kigge på skader pr. kilometer gade.

Slemt i indre by

Med lidt opmåling og udregning, landet tallet for Frederiksundssvej på knap 16, mens et par andre gader nu springer mere i øjnene.

Hareskovvej — der forbinder Borups Allé / Bispeengbuen med Hillerødmotorvejen — er kun knap 1,5 kilometer lang, og her er der sket 46 registrerede personskader — svarende til over 30 pr. kilometer vej. Det er cirka dobbelt så meget som på Frederiksundsvej.

Tallet for Nørrebrogade er godt 20, mens H.C. Andersens Boulevard scorer lige knap 29.

Det vil sige, at der på "boulevarden" forbi Rådhuspladsen i byens hjerte sker næsten ligeså mange personskader pr. kilometer som på tilkørslen til Hillerødmotorvejen. Krydset H.C. Andersens Boulevard / Tietgensgade er det farligste i hele byen med 42 registrerede ulykker og 10 tilskadekomne, og dét er Politiets tal, som man altså kan gange med 10 for at finde et mere retvisende tal. 

Udregner vi tallene for alle 17 gader og sætter dem op på en opdateret "top-10", træder særligt tre gader frem og udgør en helt klar "top-3". 

Den ene er altså bindeleddet mellem en motorvej og byens gadenet, men H.C. Andersens Boulveard og Torvegade er begge meget centrale gader gennem byens allerinderste.

I byens kerne finder man naturligvis en del gående og cyklende, så man kan på forhånd forvente nogle ulykker i møderne mellem blød og hård trafik i form af biler og busser. Men billedet er overordentlig tydeligt — de to gader oplever f.eks. tre gange flere ulykker pr. kilometer end Østerbrogade, der også har et livligt mix af trafikformer og handelsliv i stueetagerne. 

Hvad gør man?

Sammen med opgørelsen oplyser Københavns Kommune, at man er ved at kigge på nogen af problemerne.

På Frederiksundsvej er man netop nu ved lave en analyse, der skal munde ud i konkrete initiativer for at reducere antallet af ulykker.

Hareskovvejen hører under staten, og ikke kommunen, og her regner man med, at hastighedsbegrænsningen dette efterår sættes ned med 10 km/t.

På Jyllingevej blev der på Københavns Kommunes nylige budget for 2023 afsat penge til at sænke hastighedsbegrænsningen fra 60 til 50 km/t og ombygge to kryds, så her kan man forvente snarlige forbedringer.

Men Jyllingevej befinder sig slet ikke på top-10 over de værste gader i byen pr. kilometer.

Embedsmændene i Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at man også er ved at gennemgå særligt farlige kryds andre steder i byen — med henblik på at forbedre forholdene i fremtiden. Der vil dog politisk skulle afsættes penge til at gå i gang med arbejdet, da ombygning af kryds som regel er relativt store udgiftsposter, der ikke kan klares inden for det almindelige driftsbudget.

Torvegade har staten allerede givet tilsagn om at hjælpe Københavns Kommune med penge til at forbedre forholdene for cyklister, men partierne på Københavns Rådhus afsatte på Budget 2023 ikke de kommunale midler, der også skal til for at udløse udbetalingen fra staten og komme i gang med arbejdet. Projektes fremtid er derfor uvis, men man kan forvente, at sagen igen vil blive diskuteret til den såkaldte 'overførselssag' til foråret, hvor der også fordeles kommunale midler til projekter.

H.C. Andersens Boulevard er der ingen konkrete planer om at ændre på — men masser af drømme. Blandt andet har Københavns Kommune sat gang i en såkaldt foranalyse af at grave hele boulevarden ned under jorden. Men lignende analyser er blevet lavet tidligere, og tanken er før blevet afvist som værende for dyr at gennemføre.

Inden udgangen af året kan man forvente nyt i dén sag, men at afsætte milliarder til en tunnelføring af H.C. Andersens Boulevard, er med stor sandsynlighed ikke en by-nyhed der ligger lige om hjørnet.      

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

m.havnsoe
Frederikssundvej topper når det gælder farlige veje/gader, men så mener man, at man får et mere retvisende billede, hvis man tager hensyn vejens længde, og så ryger Frederikssundsvej længere ned på listen. Nu er det lige det, at Frederikssundsvej er meget, meget lang. Går helt fra Nørrebro Station til Herlev, og jeg vil vædde på, at langt de fleste af ulykkerne sker på det smalle stykke fra Nørrebro Station til Tuborgvej. Senest igår med en meget alvorlig ulykke, og det er kun lidt over en uge siden, at der var en anden meget alvorlig ulykke. Jeg bor selv på en sidevej til Frederikssundsvej og kan ved selvsyn se, hvordan der køres råddent og hvor der køres stærkt også med helt tung trafik. Der bør virkelig gøres noget. Mvh Mogens Havnsøe

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordvest
Overdækning af Helsingørmotorvejen til et grønt byrum, der byder velkommen til København.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling