pixel

To nye byggerier udfylder tomrum ved Amagerbrogade

Nedrivning af 'barak' på Amagers hovedgade har efterladt et stort hulrum. Nu skal det formentlig fyldes ud af nye familie- og ungdomsboliger.

amagerbrogade, kurlandsgade, facader, nybyg

Lige over for Sundby Kirke på Amagerbrogade har beboerne længe måtte leve med ét stort tomrum. Det er knap 100 meter langt, har spredt sig et godt stykke ind på matriklen og har også lagt et pænt stykke af Kurlandsgade øde hen.

Det tomme byggefelt på Amagerbrogade har i nu godt et år fremstået forladt og uden en klar fremtid foran sig. Førhen havde den — for mange lokale amagerkanere — ikoniske 'Barakbygningen' adresse på Amagerbrogade 84 og har blandt andet haft Merry Teatret, diskotekerne Hollywood og DC3 samt Jensens Bøfhus som lejere. Barakbygningen blev revet ned i midten af 2021.

Lige om hjørnet på Kurlandsgade har et andet hul i samme karré længe fremstået som en anonym sætteplads for byggeaffald og håndværkerbiler i forbindelse med den øvrige ejendomsudvikling i Sundholmkvarteret.

Men bag kulisserne er der blevet udarbejdet en vision, der skal udfylde begge tomrum. Og hvis planen holder, bliver det familier og ungdommeligt liv der vil indtage gruspladserne på Amager.

Bliver tegningerne godkendt af myndighederne, skal der opføres to nye bygninger på de tomme byggefelter — og dermed vil hullerne langs Amagerbrogade og Kurlandsgade endeligt blive lukket.

Visionen for den nye ejendom ud mod Amagerbrogade er, at en fire etager høj bygning skal indeholde to butikker i stueetagen og 11 familieboliger på de øvrige etager. Alle boliger får adgang til altan mod gården — og via trappe og elevator adgang til en fælles tagterrasse.

Den anden bygning ud mod Kurlandsgade er planlagt til at rumme 14 ungdomsboliger fordelt i et byggeri der trapper fra to op til tre etager. En fælles tagterrasse vil få plads på den laveste del af bygningen.

Infill på to sider

Infill-bygninger er som regel mindre, enkeltstående byggerier, der udfylder et mindre hul i en eksisterende karré. I dette tilfælde skal de to kommende infill-ejendomme altså lukke to huller i den samme, store karré, der på langsiderne strækker sig 270 meter.

Som infill-byggerier bliver begge de nye ejendomme tilpasset naboerne i forhold til skala, proportioner og materialer. Bygningen langs Amagerbrogade bliver beklædt med tegl og får 16 vinduesfag, der vil præge facaden fra første til fjerde etage. I stueetagen ud mod den amar'kanske færdselsåre vil facaden få større butiksvinduer.

Bygningen langs Kurlandsgade tænkes også at blende ind i de lokale omgivelser med sin teglfacade. Ud mod gaden vil franske altaner præge facaden, og i stueetagen vil der blive reserveret plads til den eksisterende rampe, der fører ned til en parkeringskælder.

Afhængig af dispensation

Hvis man nu sidder og venter på en slutdato for nybyggeriet, ja, så må man væbne sig med tålmodighed. Det samme har bygherren gjort lige siden ansøgningen om byggetilladelse blev sendt afsted til behandling hos Teknik- og Miljforvaltningen i december 2019.

Projektet ligger fortsat til kommunal vurdering, fordi der er detaljer i planerne, der afviger fra lokalplanen for området — og derfor kræver en endelig byggetilladelse, at der bliver givet en dispensation.

Blandt andet skal der dispenseres fra et krav om, at nye bygninger i Kurlandsgade skal opføres med skrå tagflader. Planerne for ungdomsboligerne indeholder nemlig flade tage med tagterrasse og plantebede på toppen.

Og så skal der ses bort fra et krav i lokalplanen om, at højden på nyt byggeri ikke må overstige afstanden til bygninger på den modsatte side af gaden. Ungdomsboligerne vil rage lidt over 16 meter op, og da der er en afstand på cirka 12 meter til bygningen på den modsatte side af Kurlandsgade, vil ungdomsboligerne altså være fire meter for høje.

Københavns Kommune er dog positivt stemt overfor nybyggeriet, da bygningerne medvirker til at afslutte karréstrukturen langs Amagerbrogade og Kurlandsgade. Og derfor erklærer forvaltningen, at man som udgangspunkt er villig til at give dispensation. En byggetilladelse kan derfor være undervejs — p.t. er forvaltningen ved at færdigbehandle sagen på basis af en høring i lokalområdet.

Bag de to nye ejendomme står ejendomsudvikleren Copi Group. Arkitekterne hos Leth & Gori har stået for det kreative.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Ulv
Et attraktivt område for familier og unge - særligt hvis man også genopretter, ensretter, og gentrificerer Tingvej og Frankrigsgade - så kunne man måske endda opnå byværdi a lá det bedste fra Nørrebro.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling