pixel

Nu starter byggeriet på 'Svanemølle­holm'

Første spadestik tages til to nye domiciler på Nordhavns næste ø. Arkitekturen overrasker nok ikke mange, men bygningerne vil invitere de lokale indenfor.

nykredit svanemølleholm domicil nordhavn

I Nordhavn tager man nu hul på udbygningen af den næste bydel. 

Den 15. maj skydes byggeriet af 'Svanemølleholms' første — og højst sandsynligt største — kontorbyggerier nemlig i gang. Her vil AP Pension og Nykredit i fremtiden have deres domiciler.

Lokalplanen, der dedikerer det meste af den nyudgravede, firkantede ø til erhvervsbyggeri, blev vedtaget sidste år. Og nu er byggeriet altså på nippet til at gå i gang.

Og små bliver de ikke, de nye domiciler. De to bygninger kommer til at optage 2/3 af havnefronten på den nye kontorø med et tilsammen næsten 200 meter langt 'ansigt' ud mod vandet. I alt 57.000 kvadratmeter er fordelt på 7 etager over jorden.

Domicilerne kommer kun til at ligge et par hundrede meter fra Orientkaj metrostation, men der er planer om inden længe at bygge to store P-huse bag dem.

Hele projektet forventes at løbe op i små 1,6 milliarder.

Arkitektonisk er der tale om efterhånden velkendt domicilbyggeri i glas og stål, og domicilernes dominans mod vandet har ikke rimet med visionerne hos bl.a. Østerbro Lokaludvalg, der gerne havde set boliger i stedet.

Kontor med grønt

Til syvende og sidst er omkring 70% af Svanemølleholms nye byggeri dog udlagt til erhverv, men der bliver også plads til andet end nye bygninger.

Ved siden af de to nye domiciler vil et grønt byrum i form af den offentlige park Kranparken nemlig tage form.

Parken får ligesom domicilerne udsigt til Svanemølleværket og kommer til at udfylde den sidste del af Svanemølleholms havnefront. I alt skal 429 nye træer plantes i området.

Foran domiciler og park bliver der anlagt en offentlig, bred promenade. Her vil man i fritiden kunne gå sig en tur langs vandet med kontorer og park til den ene side — og udsigt til Svanemøllehavnens lystbåde på den anden.

Folkekøkken og tagterrasse

De to nye byggerier har ifølge bygherren ambitioner om at være mere for området end blot kontorer bag glasfacader. Tanken er at tilbyde noget, man ikke normalt forbinder med hverken pensionskasser eller prestigebyggerier — blandt andet er der planer om et folkekøkken, taghaver og en offentlig café.

"Vi mener, at det er vigtigt, at folk i området har mulighed for at bruge de ejendomme, som er en del af deres nærmiljø, og en af de måder, vi kan sætte handling bag ordene, er at åbne ejendommene på Svanemølleholm for offentligheden," udtaler AP Pensions direktør Peter Olsson til branchemediet Byens Ejendom. 

Det bliver dog ikke lige foreløbig, at man kan gå en tur i parken, spise i folkekøkken eller slikke sol på tagterrassen — de næste år vil området nemlig være en stor byggeplads.

Begge de nye domiciler ventes at stå klar til brug i 2023, men byggeriet af Nordhavnstunnelen, der skal anlægges lige ved siden af, skydes i gang næste år og forventes først at være færdigt i 2027.

I hvert fald de næste seks år vil store dele af området derfor være præget af byggemaskiner. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Nordhavns kommende 'ø på halvøen' er godt i gang med at rejse sig. Domiciler, en energicentral og en park er allerede på vej — og senere kommer nye boliger til.

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling