pixel

Ensomt kontorhus melder sin ankomst på Svanemølle­holm

Med første spadetik på advokatdomicil får kommende kontor- og boligø i Nordhavn endnu en beboer. Men hvor bliver naboerne af?

Nordhavn Henning Larsen

Set fra gadeniveau kan det virke, som om udviklingen af Nordhavn går forrygende hurtigt. 

Men når man kommer op i helikopterperspektiv, står det hurtigt klar, at kun en brøkdel af den nye kæmpebydel reelt er færdigbygget eller under opførelse.

Mens Århusgadekvarteret kun næsten er færdigt, og der stadig projekter undervejs på Orientkaj, venter udviklingen af Levantkaj fortsat på den snarlige flytning af containerhavnen.

Og endnu længere mod nord skal vi tælle i årtier, hvis vi vil sætte tidshorisont på, hvornår byggekranerne rykker ind.

Ikke desto mindre flyder udviklingen langsomt men sikkert nordpå, og 2. december tog den endnu et lille skridt, da første spadestik blevet taget til et nyt kontordomicil til advokatfirmaet Bruun & Hjejle.

Grønt byrum ved kanalen

Domicilet, der er tegnet af det hæderkronede arkitektfirma Henning Larsen, bliver som tidligere beskrevet opført ud til Nordhavns store indfaldsvej Sundkroggade på den kommende kontor- og boligø Svanemølleholm, som allerede rummer Nykredit og AP Pensions nyopførte hovedsæder.

I sammenligning bliver det kommende Bruun & Hjejle-domicil en beskeden sag på seks etagers højde og med et etageareal på godt 14.000 kvadratmeter — svarende til omkring 165 københavnske gennemsnitslejligheder på 84,6 kvadratmeter.

Selv om der altså er fundet en lejer i form af Bruun & Hjejle, vil bygningens indre blive fremtidssikret, så det på et tidspunkt vil kunne rumme flere lejere.

Byggeriet er designet som en hestesko omkring en lav, indre ’udestue’ med en taghave ovenpå.

De store vinduespartier vil blive blive omgivet af mørkegrå facadebeklædning, og at dømme efter Henning Larsens opdaterede visualiseringer af projektet vil dele af facaden blive begrønnet — ligesom der vil blive anlagt et åbent, grønt byrum langs bygningens sydside og to tagterassser oppe i sjette sals højde.

Langs byrummet på sydsiden vil der på lidt længere sigt blive anlagt en af de kanaler, som skal sikre, at Svanemølleholm med tiden vil kunne leve op til sit navn og reelt blive en ‘holm’ — altså en ø. 

Park, kontoer og boliger

Svanemølleholm udgør sammen med Trælastholm Nordhavn-halvøens vestlige ‘ryggrad’ ind mod Østerbro, hvorfra de mange moler strækker sig ud i Øresund.

Svanemølleholm skal efter planen rumme en stribe kontorbyggerier langs Sundkroggade samt boligbygger ud mod Skudehavnen mod øst. Derudover er der et lille grønt område ved navn Kranparken på vej på øens vestlige side.

Det kommende Bruun & Hjejle-hovedsæde skulle oprindelig have været domicil for en anden advokatvirksomhed, Lundgrens, som dog endte med at ændre planer.

Og noget kunne tyde på, at bygherren Industriens Pension var heldige, da det lykkedes at finde en ny lejer på kort tid. 

Afmatning i kontorsalg?

Lige syd for den kommende kontorbygning — på den anden side af den kommende kanal — venter en kontorbyggegrund på Træslastholmen nemlig stadig på en interesseret køber efter at have været på markedet i halvandet år.

Også nabogrundene ud til Sundkrogsgade mod nord venter stadig på interesserede købere, og dermed kunne noget tyde på, at sulten efter moderne kontorbygninger i denne del af byen er knap så stor, som den måske har været — eller har været forudset.

Bruun & Hjejles advokater kan dermed se frem til at være relativt alene ude på denne del af Svanemølleholmen, når de til sin tid sætter sig til rette ved deres nye skriveborde.

Dét sker efter planen i begyndelsen af 2027.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

kimlaursenprivate

Måske om København har nået mætningspunktet for kontorbyggerier i vores storby? Mange lejemål står tomme

-Omvendt har vi stor mangel på boliger, til de mange indbyggere der ønsker at bo i København

Kunne man måske tænke modeller ind at kontorer fylder i stueetagen, og boliger fylder arealet ovenover, i de nye byggerier vi bygger?

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling