pixel

90% har ingen tanker om at flytte ud af byen

Efter mere end et år i coronaens tegn er der gjort status. Hvordan har pandemien påvirket den måde vi bor, lever og arbejder på?

De færreste slipper upåvirkede fra en pandemi. Det seneste års restriktioner, hjemmearbejde og nedlukkede social- og byliv har påvirket mange danskeres livskvalitet i negativ retning — uanset hvor de er bosat i landet.

Knap halvdelen af befolkningen melder således om ringere trivsel det seneste år, og det er især i hovedstadsområdet og blandt folk i etagebyggerier, at livskvaliteten har taget et dyk.

Det er nogle af konklusionerne på den nye undersøgelse 'Corona og det byggede miljø', som Gallup har foretaget for Realdania og datterselskabet Videncentret Bolius.

Undersøgelsen er baseret på 7.000 danskeres svar på, hvordan corona har påvirket deres livsglæde, og hvilken betydning deres boligform har haft for året der gik.

Boligens betydning

Blandt mange faktorer peger undersøgelsen på, at det antal kvadratmeter, man har haft til rådighed under krisen, har været afgørende for livskvaliteten og for, hvordan man opfatter sin bolig — både på godt og ondt.

Mange — især i yderområderne og forstadskommunerne — er faktisk blevet gladere for deres bolig under corona (25,4% på landsplan), mens 6,8% på landsplan er blevet mindre glade for at bo hvor de bor. Blandt dem er flest københavnere (14,1%) og folk i mindre boliger.

Det er nok ikke så overraskende i en periode, hvor hjemmets begrænsede kvadratmeter for mange også har skullet agere klasseværelse og hjemmearbejdsplads.

Der er så yndigt ude på landet

Af samme årsag er det nok også forståeligt, at flere har gjort sig overvejelser om at rykke teltpælene op i året der gik.

Undersøgelsen viser, at det er i hovedstadsområdet, at de fleste har overvejet at flytte i forbindelse med corona — mere præcist 10%.

Det gælder især den mest mobile gruppe på mellem 25-49 år, der med udsigten til digitalt arbejde har fået nemmere ved at rykke udenbys.

Overvejelserne ligger godt i tråd med, at en stor andel af befolkningen i de største byer (41,4-52,6%) mener, at små byer og landdistrikter er blevet styrket af corona-krisen. 

50% af de 25-49-årige på landsplan mener, at det nu er blevet mere attraktivt at bo i mindre byer eller på landet.

Betyder det så et ændret syn på 'byen', at den har været forandret under krisen?

Det afhænger af øjenene der ser. Godt 41% af de 25-49-årige i de fire største byer mener, at coronakrisen har gjort det mindre attraktivt at bo i byen, mens 20% i samme aldersgruppe synes, at byen er blevet mere attraktiv.

For resten har corona ikke ændret på deres opfattelse af byen.

Corona giver trang til forandring

Men uanset, hvor man er i landet, sker der noget med folk, når de skal være hjemme hele tiden.

Således har hver anden dansker sat gang i et indretnings- eller ombygningsprojekt — og det er særligt indretning af hjemmekontorer, der kommet gang i.

Det gælder især for dem, der har arbejdet helt eller delvis hjemme i perioden. Her har hver femte også overvejet at flytte, mens det kun gælder for tre procent af dem, der har brugt tiden på deres arbejdsplads.

Summa summarum har coronakrisen fået flere danskere til at genindrette og genoverveje deres bolig — i hovedstaden såvel som på landsplan.

90% vil ikke forlade København

Det kan lyde voldsomt, at ca. 40% af de 25-49-årige i storbyerne mener, at byerne er blevet mindre attraktive at bo i under krisen.

Men det er altså fortsat en ganske lille andel af byboerne set samlet, der rent faktisk har overvejet at flytte.

Hovedstaden er med sine 10% altså topscorer — men det betyder også, at hele 90% ikke har haft nogen tanker om at flytte ud af byen i et år, hvor bylivet ellers kun har været en skygge af sig selv.

Det er med urbane briller vel ikke så ringe endda. Og så må vi se, om ikke de fleste flytninger bliver ved tanken, når våren igen går gennem byens parker og pladser.

 

 

 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling