pixel

Plads ud til havnen får midlertidigt byrum

Søren Kierkegaards Plads vil det meste af sommeren byde på pavilloner og grønne pletter "til reflektion".

Sidste år var den hjemsted for et midlertidigt byrum i forbindelse med Tour de France. Og til sommer skal den vise både københavnere og gæster, hvordan vi kan bygge meget mere klima- og miljøvenligt, end vi gør i dag.

Vi er naturligvis på Søren Kierkegaards Plads, den noget vindblæste og 'efterladte' plads mellem Blox og Den Sorte Diamant — lige ud til Inderhavnen.

Det er et byrum, som de fleste er enige om, ikke er ret godt, og som der derfor er lavet flere forslag til permanent at gøre bedre — blandt andet af arkitekten bag Blox og en lille dansk tegnestue.

Mens byen venter på, at der sker noget mere vedvarende, er Søren Kierkegaards Plads om sommeren ved at udvikle sig til lidt af et hjemsted for eksperimentelle byrum.

Og nu er et nyt på vej.  

Pavilloner og reflektion

For et lille år siden var her midlertidigt grønt, siddemuligheder, pergolaer og flere cykel-relaterede events. Men i år vil pladsen lægge jord til pavilloner, der skal "fremme en omstilling af danskernes boligvaner," som det hedder i ansøgningsmaterialet fra Realdania og Villum Fonden, der står bag initiativet.

Hvor anledningen sidste år var cykelløb, er det Københavns 2023-status som 'Verdens Arkitekturhovedstad', der i år definerer rammerne.

Mellem pavillonerne vil der blive etableret grønne områder, hvor både fagfolk og almindelige forbipasserende kan "reflektere over pavillonernes budskab om bæredygtigt design," som det hedder.

På overfladen vil der mellem pavillonerne blive lagt et dæk af genbrugstræ ved siden af områder med græsplæner. Levende træer bliver der også plads til — de ankommer med jord om deres rødder og vil blive nedgravet i et sandfyld.  

Det er allerede her fra den 8. juni, at man vil kunne opleve det nye byrum og sætte sig for at reflektere over dets budskaber. Og man vil kunne komme godt i dybden, for byrummet nedtages først igen den 18. august.

Permanent grøn?

Sidste år var Realdania også involveret i det midlertidige byrum i forbindelse med Tour de France, og dengang var det med et erklæret mål om, at man ville bruge erfaringerne til et videre arbejde med at finde en permanent løsning for pladsen med den prominente placering — men den noget mindre prominente udformning. 

Realdania ejer Blox, der flankerer Søren Kierkegaards Plads, og her er trafikken på Ringvej 2 en decideret feature, da vejen skærer sig igennem bygningen på sin færd fra Kalvebod Brygge og ind mod byens centrum. Men lige på den anden side af Blox skærer den også Søren Kierkegaards Plads over i to og gør det ikke til en nem opgave at indrette et velfungerende byrum her. 

Både det hollandske arkitektfirma OMA — der har udformet det ofte kritiserede Blox-byggeri — og den lille danske tegnestue Urban Power, ønsker at nå målet ved at gøre den grå plads en hel del mere grøn, end den er i dag.

OMAs forslag stammer tilbage fra dén tid, hvor tegnestuen var i byen for at holde øje med byggeriet af Blox. OMA foreslog ifølge dem selv til Københavns Kommune, at man plantede 1.000 træer på Søren Kierkegaards Plads.

Svaret fra kommunen var ifølge OMA noget i retning af "vi kigger på det," og siden er intet altså sket. Blox åbnede i maj 2018, og Søren Kierkegaards Plads er i dag ligeså grå, som den var dengang.

Det er dog svært at kun at rette pegefingeren mod Københavns Rådhus, for Søren Kierkegaards Plads er ejet af Kulturministeriet, og derfor skal der også statslige instanser i spil, hvis pladsen ikke kun midlertidigt skal have mere indbydende, grønne byrum.

Siden Blox' åbning har også danske Urban Power lagt billet ind på en omdannelse af pladsen. Her er forslaget lidt mere omfattende og indeholder et egentligt bakkelandskab, som delvist er bygget henover Ringvej 2, så trafikken i mindre grad kommer til at dominere oplevelsen på pladsen.

Men indtil videre må man altså her til sommer nøjes med en pavillonby med grønne pletter og steder, hvor man kan reflektere over det grønne og bæredygtige design, som en dag måske også kommer til Søren Kierkegaards Plads.   

Det er tegnestuerne Reværk, Leth & Gori og Lokal, der står bag udformningen af det midlertidige byrum.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Jan Koed

Kære Christian

Støj på linjen: reflektion > refleksion

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling