Skåne vil have tunnel under Øresund
Københavnere med skandinaviske tilbøjeligheder vil kunne skære en time af turen nordpå
Har man investeret i en ødegård mellem svenske elge og fyrretræer, kan der være godt nyt på vej.
Det samme gælder, hvis man holder af at placere sine børn og slalomstøvler på bagsædet og køre mod de norske fjelde.
I dag må man som københavner bevæge sig sydøst på mod Malmø, hvis man vil køre over vandet til resten af Skandinavien.
Men om rundt regnet ni år vil man måske i stedet bare kunne køre stik nord ad Strandvejen, under Øresund lige før Helsingør, og så videre nordpå.
Sveriges 'Region Skåne' presser nemlig nu på for hurtigt at få gang i den HH-tunnelløsning, der har været på tale i nogle år.
HH står selvfølgelig for Helsingør-Helsingborg — en rejse man i dag må tage ombord på en færge.
Med en tunnel som afløsning for færgeforbindelsen, vil rejsetiden mod nord kunne forkortes mærkbart.
Gevinst til mere metro
Sidder man i dag i sin Toyota Aygo på Trianglen på Østerbro og bliver grebet af en trang til at komme til Halmstad på Sveriges vestkyst, ja så skal man afsætte omkring 2 timer og 20 minutter til køreturen via Malmø.
Men hvis man i stedet ved Helsingør kan dykke ned under Øresund i sin lille familiebil, kan turen anslået klares på under halvanden time — en besparelse på næsten en time.
Hvorfor er det Skåne, der gerne vil have flere forbindelser til Danmark? Carl-Johan Sonesson fra Region Skåne forklarer til svensk TV:
»Vi ser at lignede projekter, som Øresundsbroen, Fehmern-forbindelsen og Storebæltsbroen efter noget tid giver en vældig stor gevinst tilbage.«.
Og han fortsætter:
»Og der synes vi, at det er rimeligt, at Region Skåne også kan være medejer (af en ny forbindelse, red.), for det vil jo primært være skåninge eller sydsvenskere der bruger en fast forbindelse. Og derfor vil vi også gerne have en del af den gevinst og bruge den på nye investeringer.«
En af de investeringer, som Region Skåne gerne vil gøre, er i en fremtidig metroforbindelse mellem Malmø og København, som nogle spår kan åbne i 2035.
Region Skåne vil i gang med byggeriet af HH-forbindelsen allerede i 2024 — og altså være færdige i 2030.
Om man kommer i mål med dén tidsplan afhænger af, om Folketinget og Rigsdagen tager en beslutning i den indeværende mandatperiode, forklarer Sonesson.
En svensk-dansk analyse af mulighederne har været undervejs i noget tid, og resultatet er nu lige på trapperne. Når dét er lagt frem, skal de to regeringer vurdere, om man vil gå i gang med endnu en fast forbindelse til broderfolket.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!