Grøn tagterrasse til Nordens største kollegie
Øresundskollegiet på det nordlige Amager har fået en fondsbevilling til at omdanne sin forsømte og nærmest ubrugte store tagterrasse til et grønt samlingspunkt.
Man kunne formentlig lave en lang liste over Øresundskollegiets herligheder — bare tag beliggenheden på det nordlige Amager, få minutter på cykel fra såvel stranden og Fælleden som det pulserende liv i Indre By.
Én ting, der dog næppe kommer med nogen liste, er arkitekturen. Der er en umiskendelig stemning af østblok over kollegiets centrale klynge af 11 fuldstændig ens højhuse med harmonikaagtige facader i glas og rå beton.
Indtrykket forbedres ikke synderligt af udeområderne, der er præget af åben plads med flise- eller asfaltbelægning.
Det er med andre ord ikke så underligt, at beboerne har en drøm om at gøre Øresundskollegiet til et mere grønt og bæredygtigt sted — ikke mindst ved at få skabt bedre og mere sammenhængende udearealer.
Dén drøm er nu kommet et skridt nærmere med en bevilling på godt 2,8 millioner kroner fra Villum Fonden.
Pengene skal blandt andet bruges til at forvandle kollegiets eksisterende tagterrasse til et grønt og indbydende samlingspunkt for beboerne.
Den 1.300 m2 store tagterasse ligger på taget af en lang, lav fællesbygning, der forbinder otte af kollegiets bygninger.
Tagterassen bliver kun brugt meget lidt i dag, men det håber man at kunne lave om på ved blandt andet at etablere en bred trappe til gårdrummet nedenunder og ved at forsyne selve terrassen med grøn beplantning, plads til for eksempel køkkenhaver og områder, der indbyder til ophold.
Den endelige udformning af tagterrassen skal besluttes i samarbejde med kollegiets beboere, klubber og udvalg.
Omdannes til almene ungdomsboliger
Tegnestuen Arki_Lab er byggerådgiver på projektet, der forventes at stå færdigt næste sommer.
Øresundskollegiet skal i en nær fremtid omdannes til almene ungdomsboliger under boligforeningen PAB.
Dermed kan Københavns Kommune anvise boliger til socialt udsatte unge på kollegiet, og håbet er, at opgraderingen af udeområderne kan være med til at sikre en bedre integration af disse unge blandt de øvrige beboere.
Øresundskollegiet er opført i årene 1970-1974. Med sine over 1.500 beboere er det ikke bare Danmarks men hele Nordens største kollegie.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!