pixel

Ny 'landsby' med studieboliger klar til indflytning i 2021

Næste skridt på vejen mod iværk­sætteres mål om 2.000 betalelige studieboliger tages på indre Amager.

cph village III amager fælled indre byrum

Snart får de studerende på Bikubenkollegiet nye naboer.

Den tredje udgave af CPH Villages midlertidige 'landsbyer' for studerende kommer nemlig til at ligge klos op ad det store, kubeformede kollegie på hjørnet af Amagerfælledvej og Njalsgade.

Når de knap 100 nye beboere kan flytte ind i den nye landsby til studiestart 2021, kommer de til at slutte sig til godt 350 andre studerende med bopæl i en CPH Village.

For siden efteråret 2018 har der boet 176 studerende i containere på Refshaleøens kajkant — og på godsbaneterrænet mellem Vesterbro og Sydhavn er en klynge træhuse lige på nippet til at slå dørene op for yderligere 200.

Med sin placering lige ved Københavns Universitets Søndre Campus og IT-Universitetet får CPH Village III dog nok den mest fordelagtige placering af de tre. 15.000 studerende har deres daglige gang lige uden for døren her i Ørestad Nord omkring Njalsgade.  

Fællesskab med udekøkkener og fælleshus

Med en tredje etage bliver studieboligerne på Amager nummeret højere end de to forgængere — men ellers er stilen ikke fremmed.

Det er arkitekterne hos Vandkunsten, der har designet den lille by, og de små lejligheder vil med deres flade tage og lodrette spær mellem etagerne minde en hel del om de containere, som den første CPH Village på Refshaleøen er bygget af. 

Men ligesom landsbyen i Jernbanebyen kommer den tredje landsby til at bestå af huse af flytbare og genanvendelige træmoduler med store vinduespartier.

På den måde kan bygningerne skilles ad og genopføres et nyt sted, når deres tid udløber. 

Dét gør den om 10 år, hvorefter man nok kan forvente, at et mere permanent byggeri vil vokse frem på grunden, som i dag er en parkeringsplads.

Bygningerne i den tredje landsby bliver forbundet med træbelagte gangstier, og indvendigt omkring trappesatserne er der lysindfald fra glastag og plads til, at de studerende kan bruge området foran deres hoveddør som et ekstra opholdsrum.

Udover at skabe studieboliger, der kan betales med en SU — lejlighederne kommer til at koste godt 4.400 kr. — er formålet med studielandsbyerne også at lægge op til fællesskab mellem beboerne.

Landsbyerne har et fælleshus — og såkaldte community officers er ansat til at hjælpe fællesskabet på vej. I CPH Village III vil de studerende også have mulighed for at mødes i deres fælles udekøkkener og omkring de tilhørende plantekasser, hvor de kan gro deres eget grønt.

Der er stor efterspørgsel på de midlertidige studieboliger. Siden lanceringen af den første studieboligby har over 8.000 studerende skrevet sig på ventelisten til de 350 boliger i en CPH Village — en overbelægning på mere end 2.000%.

Men CPH Village stopper ikke ved de tre landsbyer. Flere er på vej.

Iværksætterne bag har ambitioner om at lave boliger til i alt 2.000 studerende i København inden udgangen af 2023.

Frederik Busck og Michael Plesner, der mødte hinanden på Københavns Universitet, har blandt andet grunde i Ydre Nordhavn, Nordvest og Kløverparken i spil til deres fortsatte kamp mod mangel på studieboliger i hovedstaden.

CPH Villages placeres især i såkaldte perspektivområder — de dele af byen, hvor den videre udvikling af København først er planlagt til et godt stykke ude i fremtiden, og hvor der derfor kan findes plads til midlertidige løsninger.  

CPH Village III er udviklet sammen med Freja Ejendomme — statens ejendomsselskab.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling