Beatpoeten og byens ethos
Alle digtene i Claus Høxbroes nye samling handler om København. Magasinet KBH spadserede en tur og drak en fadøl med ham, mens snakken kredsede om hovedstadens udvikling og troværdighed.
Beatpoeten står foran Rundetårn iført Adidas-sko med imiteret læder. En slipsenål, der er bredere end slipset og med et viltert skæg, der som tentakler sanser byen. Habitten er lyseblå og sommerlig, men overfrakken er med. Det er begyndelsen på sommeren. Vejret er lumsk og lunt. Vi går af sted.
I snart tyve år har byens indtryk viklet sig ind i Claus Høxbroes sanser og skæg. De sidste ti er de udkommet på bogform.
Han flygtede fra forstaden, hvor dagene mest gik med at orientere sig mod den hovedstad, han senere skulle dykke dybt ned i. Siden har han gået og gødet København med sit blik og sine tanker. Høxbroes seneste digtsamling, ’Kongens København’, er en platte med de indtryk, byen har givet ham gennem årene.
Turen går bagom Trinitatis Kirke via en lille smutvej ind til Nina Bangs plads.
Det er ikke nok at snakke snakken, eller bære logoet og det rette brand. Det gode bymiljø skal først og fremmest rumme ethos. Følelser og fornuft gør det ikke alene. Det er historier, oprigtighed og fortællinger, der tænder Høxbroe. Den oprigtighed er motor i hans digte. Det levede liv.
'Kongens København'
Digtsamling, 2017.
150 sider for 165 kroner, udgivet af Gentlemen’s Jockey Club.
Opdelt i bydele med hvert afsnit illustreret af Tue Bondo Arentoft.
Fostrer København stadig kultur?
Høxbroe er bevidst om, at det er nostalgisk og bagudskuende at savne Kofoeds Skole, Sofiegården og Saltlageret. Men tanken er oprigtig. Er der et miljø i byen i dag, der kan fostre et Gasolin, en Strunge eller et Sort Sol?
Høxbroe er kritisk og ærgrer sig. Han tvivler. Måske musikscenen i Nordvest ved Bolchefabrikken.
Turen fortsætter ned gennem Pilestræde, Møntergade og Gammel Mønt. Humac og Tiger of Sweden indtager de gamle bygninger på ruten. Christians IX’s Gade og Store Regnegade flyder sammen med Gammel Mønt, som de multinationale flyder ind i byens lokale lokaler.
Vi rammer Kirsten Bernikows Gade og passerer endnu en Joe & The Juice. Mere nyindretning i gamle lokaler. Vinstuen Bernikows, der blev grundlagt i 1933, er lukket. Det var det første sted i kongeriget, der udskænkede fadøl. Det brune skilt med gotiske bogstaver er der stadig.
”Der kommer sikkert en kaffebar, man kan jo heller ikke opdrive kaffe her i Indre By. Eller et sted med pulled pork, det mangler vi også så’n,” siger Høxbroe i en underspillet tone. Magasinet KBH har efterfølgende erfaret, at der kommer en kaffebar.
Snakken går om de fine bygninger i centrum af byen. De beholder deres skaller og indrettes med kontor og butik. Patineret indmad rykkes ud og erstattes af den givne sæsons Ikea eller Ilva. Han ærgrer sig.
Stået for længe i regnen
Mange af Høxbroes digte sværmer om det rå, rådne, umiddelbare og grove i København. Det, der trives efter midnat, som glitterbrochuren fra Wonderfull Copenhagen ikke praler med.
”Jeg kan godt lide ting, der har stået for lang tid i regnen,” opsummerede han det forleden i Jyllands-Posten. Men det er ikke kun skellet mellem det grove og det fine, det overpissede og det polerede. Det er ikke kun det smadrede København, der giver skrivekløe og har ethos.
Vi svinger ud mod Kongens Nytorv og Høxbroe fremhæver Det Kongelige Teater, men også Danske Bank ved Holmens Kanal som prægtige. Vi går fra gadens trummerum og lumre temperaturer ind i den kølige bank. Vagten hilser høfligt og pligtopfyldende.
Der er søjler i marmor, og lamper med matteret glas sender lys ud mod de blanke sten. Rummet er mondænt og bastant. Tunge sten og finans. Trappen skinner gyldent, og et gelænder hviler på massivt jern formet som blomster. Som folk vander og holder deres blomster, er gelænderet tydeligvis passet og poleret. Bankens elevator er i bladguld, og rummet kan bære det, uden at det virker for meget.
Ude på gaden traver vi over mod Børsen, der også får pæne ord med på vejen.
Udvikles eller afvikles?
I den friske luft går kursen mod de folkevalgte, Hofteatret og Christiansborgs Ridebane. Herfra udgår tanker og visioner om byfornyelse, byliv og det, der skal give fællesskab.
Vi skulle have været et svinkeærinde i Tårnet ved Christiansborg. Set udsigten fra magthavernes perspektiv. Men måtte opgive.
Et skilt proklamerede at udsigten var i stykker. Ikke elevatoren eller trappen derop. Måske symptomatisk for snakken om byens udvikling.
”Tag så’noget som Sjællandsgadebadet,” siger Høxbroe, der synes, badet viser, hvad godt miljø kan. Rum, man samles i som mennesker. Kultur, integration og fællesskab samles i den simple gerning at vaske sig.
”Men Kommunen kunne ikke finde en kasse der kunne passe, så nu drives det af frivillige... Frivillige!”
Stemmen er på overfladen som den Cool Cat, han har tatoveret på sin hånd, iskold og tjekket. Men ligesom Cool Cats spiller jazz med blå toner, kan man også fange indignationen i hans stemme. En ærgrelse. Fordi Sjællandsgadebadet hverken var en forening, et bad, et integrationsprojekt eller et kulturhus, kom de på kant med kommunen. Et eksempel på det man ønsker, byen skal kunne, men som af bureaukratiske årsager tabes på gulvet.
Kanal Cafeen lader ikke som om
På den anden side af Marmorbroen besøger vi Kanal Cafeen. Blandt kinesiske turister, der digter eventyr med deres selfiestænger. Historier med smørrebrød i mundvigen og Lego til børnene. Vi får øl med kondensvand drivende ned af glasset.
Digteren finder ikke turisterne narret. Stedet har ethos. Den gamle telefon med det karakteristiske dddrrriiing og gammeldaws drejeskive, hænger stadig på væggen. Og er ikke staffage. Man lader ikke som om.
Væggene viser billeder af unge kraftkarle med fortjenstmedaljer. Ungersvendene i trikot og sirlige overskæg pryder gulnede sort/hvid fotos. Et af billederne er dateret 1904. Der er diplomer fra Københavns Atlet Union. Der er langt til samtidens fitness-dyrkelse på Instagram.
Imens kinesiske turister svælger i dansk kulturs take på sursød (asier og rødkål), sirligt anrettet på lærreder af brød og smør, sætter vi os til rette ved et bord med dyb vinrød dug.
Høxbroe undrer sig over at autenticitet sælger, når han ser, hvad man gør med det autentiske i København. Folk vil gerne bo med historie, men alligevel flår man indmaden og historien ud af bygningerne. Hvis det fortsætter risikerer København at blive en kulisseby, ”li’som Matador på Bakken”.
Et bjerg af coke på Dr. Alban
Som et eksempel på denne beklagelige dynamik, på noget der måske har sejret sig ihjel, nævnes Distortion. Først er det forbudt og rådhuset vil ikke røre det med en ildtang. I dag er det en turistattraktion og med på de bonede gulve. Høxbroe fremhæver igen oprigtigheden i projektet, inden det blev allemandseje, lysten til at nyde elektronisk musik.
”Det er derfor Amager stadig har så meget kant.” Samtalen skifter. Man vil aldrig kunne afholde Distortion på Holmbladsgade, de lokale ville komme ud og bestemme, hvor skabet skulle stå og sætte Kim Larsen på anlægget. Der findes voksne mennesker der aldrig har forladt øen: ”Hvorfor skulle jeg dog, Ama’r har alt.”
En ny gnist springer. Da den første cocktailbar åbnede på Amager, deltog Høxbroe. Der var masser af folk med vest på, og drinksbestillingerne blev holdt konservative. Der blev drukket rom og cola, og brandbil med udrykning. ”Så gik der et bjerg af coke rundt, ikke på en sølvbakke, men en cd. En cd med Dr. Alban, I kid you not”.
Glassene er tomme, og kondensen forsvundet. Vi rejser os og betræder endnu engang byens brosten.
Har du tag i København eller har København tag i dig?
Høxbroe tror, at boligprisernes himmelflugt gør folk ufrie. Han skrev for nogle år tilbage et digt. En afskrift af en boligannonce. Smurte tykt på og satte prisen på boligen mere end hvad virkeligheden var. Boligens pris var i digtet 8 mio. kr. I ’Kongens København’ er digtet med igen, men prisen er justeret troværdigt, da selvsamme bolig har været handlet igen. Denne gang var prisen 18.275.000 kroner.
”Jeg har altid sagt, at jeg ejer mine ting, og at de ikke ejer mig,” og Høxbroe føler også, at han ejer byen. Men han oplever i stigende grad at byen kommer til at eje folk. De dyre boliger og jagten på friværdi.
”Man spørger folk om det rart at spise i deres hjem, om de kan lide at bo der, men svarerne er altid noget om hvor god en investering, der er gjort.”
Priserne er høje og folk pendler til brokvarterne for at opleve noget. Det, der gør, at man bor og ikke bare overnatter – restauranter, cafeer og barer – mangler de nye bydele. Det derfor brokvartererne trækker, ”i alle de nye bydele, er der jo ikke kommet et eneste nyt spillested.”
Ørestaden står som skrækeksemplet. Ørestads-kapitlet i ’Kongens København’ er også det korteste, med blot to digte.
Claus Høxbroe
Beatpoet, født 1980.
Gik direkte fra folkeskolen i Herlev i gang med poettilværelsen.
Har flyttet adskillige gange og boet i de fleste af Københavns bydele. Har levet et år som hjemløs, men også boet et halvt år på byens hoteller.
Har udgivet digte siden 2006, 11 digtsamlinger og 8 spoken word plader.
Fik Dan Turell Prisen i 2011.
Kan følges på claushoxbroe.dk, Facebook og Instagram.
Altaner til at kaste sig ud fra
Byudviklingen skaber færre og færre af de solløse sidegader, og Høxbroe har sværere ved at finde de karaktertræk i København, der gjorde, han forelskede sig i byen. Byen må ikke blive et sted hvor man kun møder sig selv.
Carlsberg Byen og 2150 Nordhavn giver Høxbroe heller ikke meget for. Det er ikke boliger til alle og inklusion, men altaner man kun bruger til at kaste sig ud fra. Han tvivler på, at der kan skabes kunst, kultur og puls i de nye bydele. Han plæderer ikke for lokum i gården, men at man bygger med respekt, særligt i nærheden af de kvarterer, der har ethos.
Vi går af Nørregade mod Københavns Universitets festsal og Vor Frue kirke. Ved Skindergade skimtes den tredje Joe and the Juice på en lidt over tre km lang rundgang. Høxbroe finder trøst i at renovationen af pladsen ved universitet er med brosten. Brosten bibeholder byens ethos.
Vi passerer Ole Rømers bolig på Store Kannikestræde. Interviewet skal til at slutte. Ole Rømer, der som den første i verden beviste, at lys havde en hastighed. Lyset var der ikke med det samme. I Rømers ord tøvede lyset. Fysikken tager fusen på en.
MODTAG KBH’S UGENTLIGE NYHEDSBREV
