Containerhus på Jagtvej 69?
Efter et årtis ingenting skal gabet efter Ungdomshuset lappes med en stor nyskabende containerbebyggelse for unge hjemløse.
Hullet mellem Jagtvej 67 og 71 må være Københavns mest triste 10-års fødselar, men nu kan der være en gave på vej til den forsømte grund, så den igen kan tage del i byen og blive ly for mennesker, der ikke har andre steder at tage hen.
Det er hjemløseprojektet Vendepunktet, der vil lukke hullet på Nørrebro med en større midlertidig bebyggelse sat sammen af containere med ungdomsboliger og urbane nyttehaver. Containerhuset skal udgøre en hel lille landsby, hvor unge hjemløse kan få hjælp til at finde en dagligdag og komme tilbage på sporet.
Vendepunktet, der i forvejen driver vinterherberg på Vesterbro, har også et byggeforslag klar, tegnet af arkitekten Erik Juul sammen med WE Architects. Deres hjemløselandsby strækker sig omkring et gårdrum som en aflang karré af container-moduler, der stables fra to og op til seks oven på hinanden på det højeste punkt ud mod Jagtvej.
I alt små 1.000 etagemeter med 24 boliger til permanente og akutte behov – foruden café, værksteder og aktiviteter som alle de mange små køkkenhaver på tagene og andre flader, hvor naboerne også inviteres til at være med til at dyrke frugt og grønt.
Æblemost og køb af tid
De unge hjemløse skal kunne bo i containerhuset i seks-tolv måneder med behandling og aktivering, blandt andet i det æblemosteri, som Vendepunktet planlægger at lægge ud med og opføre resten af bebyggelsen omkring.
Vendepunktet har endnu hverken hele finansieringen eller alle tilladelserne på plads, men håber ifølge TV 2 Lorry, at mosteriet vil være en realitet allerede i sensommeren 2017. Dermed er det også den mest konkrete plan for en fremtid på Jagtvej 69, siden frikirken Faderhuset købte Ungdomshuset og fik det ryddet for ungdom 1. marts 2007.
Adressens nuværende ejer Procasa, der overtog i 2010, er nemlig med på idéen og vil gerne stille grunden gratis til rådighed for hjemløse-containerbyen i en årrække. Så får udviklingsselskabet selv en håndfuld år mere til at ruge på de ungdomsboliger, som det købte Jagtvej 69 for at bygge, men har haft svært ved at realisere. År der tager hul på en normalisering af stedet og får den traumatiske nedrivning endnu længere på afstand – og den kommende metrostation skråt overfor på Nørrebros Runddel i drift.
At bygge mere eller mindre midlertidigt med containere er en af de hotteste trends i arkitekturbranchen for tiden. Bjarke Ingels bud på fremtidens husbåd er fortøjet i København, hvor også Arcgency har opført to container-kontorhuse i Nordhavn. Containerne er som byggemateriale robuste, bæredygtige og fleksible, så for eksempel hjemløselandsbyen kan pilles ned og genopføres igen et andet sted, når dens tid på Jagtvej 69 er løbet ud.