Guide: Glasgow
Det kolde nord er ikke kønt, men det luner
LAND Skotland / Storbritannien
BY Glasgow
INDBYGGERE 1.200.000
GRUNDLAGT 500-tallet
HØJDE OVER HAVET 66 m.
SPROG Engelsk / Skotsk gælisk
VALUTA Britiske pund
FLY TIL GLASGOW
Kun British Midland flyver direkte til Glasgow. Regn med cirka 2.600 kroner for en retur. Der er lidt håndører at spare med en mellemlanding med fx British Airways eller KLM, men det er surt sparede penge.
PRISNIVEAU
Cirkapris i centrum af byen:
Dobbeltværelse, *** hotel: 700 kr
En hovedret, mellemklasse: 90 kr
En stor fadøl: 35 kr
Én rejse med offentlig transport: 11 kr
VÆRD AT SE OG GØRE
West End
Gå en tur i Glasgows mere velhavende bydel der også huser bohemerne og de studerende. Funky caféer og esoteriske butikker findes i området omkring Byres Road. Spis og drik i brostensbelagte Ashton Lane og find brugte designperler i De Courcy’s Arcade på Creswell Lane.
East End
Lidt råt arbejderkvarter der er blevet glemt mens centrum og West End boomer. Men det er her man finder det skæve, det underlige og det som nostalgikere kalder ”det ægte”.
Barras Market
Der tales med tung skotsk accent hen over de mange boder med tøj, slik, gamle fodboldkort, pirat-dvd'er, møbler og alt andet du kan komme i tanke om. En livlig oplevelse hver lørdag og søndag i East End.
GOMA
Gallery of Modern Art ligger lige midt i centrum og viser skiftende udstillinger af normalt rigtig god kvalitet. Gratis adgang.
Lighthouse
The Lighthouse er en slags skotsk designcenter der har til huse i en totalrenoveret bygning af Glasgow-arkitekten Charles Rennie Mackintosh. Den gennemførte sammensmeltning af nyt og gammelt er et besøg værd i sig selv, men hvis man finder frem til huset i en lille gyde i centrum, bliver man også belønnet med en række skiftende designudstillinger, en permanent Mackintosh-afdeling og en fantastisk udsigt for dem der overvinder trappen op til toppen af bygningens tårn.
Omkring SECC
Scottish Exhibition and Conference Center er tegnet af Norman Foster og huser også koncerter. Herude i vest, ned til floden Clyde, ligger også BBC's nye skotske hovedkvarter og det nye tekniske museum der er en slags forvokset Eksperimentarium. Og meget mere ny arkitektur er på vej her i Glasgows svar på Ørestad.
Necropolis
De dødes by er en meget stor og noget forfalden kirkegård der optager det meste af en stor bakke i byens østlige del. Helt særlig stemning og gode kig ud over byen. Man kan også slå et slag forbi Glasgows tilsodede katedral, der ligger lige ved siden af.
Kelvingrove
Byens største og pæneste park har sin egen flod og sit eget imponerende museum. Kelvingrove Art Gallery and Museum genåbnede i 2006 efter omfattende restaurering og udstiller alt fra gamle biler til hollandsk renæssancemaleri. Ikke så fokuseret, men aldrig kedeligt.
Edinburgh
Skotlands hovedstad er lidt mindre end Glasgow, men den er et mere besøgt turistmål. Mindre kosmopolitisk, men kønnere end storebror. Den kan nås på kun 45 minutter med tog, så der er fin mulighed for en dagtur.
SPISE OG DRIKKE
Fish and chips
Well, vi er ikke i et af verdens gastronomiske kraftcentre. I hele East End, og mange andre steder i byen, står den på fish & chips – eller fish tea som det hedder når det er med tilbehør som mushy peas. De gode steder laver dog det hele fra bunden, og man kan få sin fisk grillet i stedet for friturestegt. Og så er det ikke så skidt.
Haggis serveres normalt med neeps and tatties som er hvad de lokale kalder roemos (turnips) og kartoffelmos (potatoes). Vegetarisk haggis med neeps and tatties kan varmt anbefales, særligt fra The Ubiquitous Chip i Ashton Lane.
Hvad drikker man?
Øl, selvfølgelig, men udvalget er som regel en hel del bedre end på din lokale københavnercafé. Her hedder det ikke ”almindelig eller classic?”. En ordentlig pub har mindst ti forskellige fadøl: Lager, ale og stout fra de britiske øer og udland.
UK's næstbedste shopping
Oplev et centrum meget anderledes end Københavns. Større bygninger, større gader, flere mennesker. Og Storbritanniens næststørste shoppingby har det hele. Alverdens tøjmærker finder du på Buchanan Street og gaderne omkring. De dyrere af slagsen ligger i området Merchant City.
Den L-formede, overdækkede Argyll Arcade for enden af Buchanan Street er det fortabte land for smykke- og ur-elskere.
Neds i Glasgow. Photo: CC / Dave Souza
Neds
Neds er som regel iklædt baseball-kasketter, træningsdragter og imiterede guldkæder. De er glade for alle de stoffer de kan komme i nærheden af, og hvis de er ældre en 18, mangler de som regel et par tænder. Deres store fingerringe gør det ud for knojern, men som oftest slår de kun løs på hinanden og ikke på de stakkels, pæne mennesker der bliver udsat for deres hensynsløse og højrøstede adfær.
Skotsk er svært nok at forstå, selv for englændere, men Ned-slang kunne ligeså godt være lyde fra en tilstoppet sækkepibe. Neds har også deres egen musik der er en slags up-beat hip-hop sunget af unge mænd på speed og helium, og de har tradition for små-kriminallitet som at løbe med dit fjernsyn.
Ordets oprindelse er lidt uklar, men bedre stillede skotter mener at det er en forkortelse af Non-Educated Delinquant (ikke-uddannet forbryder). Kvindelige Neds kaldes for Sengas, og hvis man har lyst til at observere en gruppe Neds og Sengas, er der gode chancer på første sal af en Glasgows dobbeltdækker-busser.
Lad det være sagt med det samme. Man skal ikke tage til Glasgow for vejret, for skønheden eller for maden. Glasgow er grå, våd og blæsende. Glasgow er ikke særlig køn, og nationalretten er haggis, indvolde kogt i mavesæk.
Så hvorfor i alverden tage på lang weekend til Skotlands største, og Storbritanniens tredjestørste, by? Jo, når man har været i Paris, Rom og Barcelona og har lyst til at opleve noget helt andet, så leverer Glasgow varen.
I Glasgow kan du gå på hypermoderne design- og arkitekturcenter kun for at komme ned på gaden og løbe ind i en skotsk, ægteskabelig diskussion foran en pub: ”Yaaa fukin’ cunt, I’m ganna slit yer fukin’ throat,” hørte KBHs udsendte en midaldrende kvinde råbe til sin mand en tirsdag formiddag. Så er dagen ligesom i gang. Læseren må selv oversætte.
Heldigvis var det tomme trusler, og kvinden valgte at fortrække i stedet for at skære halsen over på sin uduelige mand.
Minuttet efter kan du gå ind i den lokale Boots (den britiske version af Matas) og blive mødt af en høflighed vi slet ikke kender i København: ”Good morning sir, how may I help you?” Og efter den nye paraply er overdraget, og pundene lagt på bordet: ”That’s marvellous, sir. Now have a very nice day,” ledsaget af et smil så sødt at du tror på at kvinden foran dig med den fantastiske skotske accent virkelig håber at du får en god dag.
Fra socialrealisme til Armani
I Storbritannien er Glasgow stadig kendt for fodboldhooligans, vold og endnu dårligere vejr end briterne ellers er vant til, men meget har ændret sig de seneste tyve års tid. Vejret er det samme, global opvarmning til trods, men Glasgow er nu en by på vej fremad.
Efter i det 19. århundrede at have været en af den industrielle revolutions moderbyer, var Glasgow i 1960erne blevet fattig. Mangel på investeringer og nye idéer betød at byen gik glip af det opsving resten af Vesteuropa nød godt af.
Sværindustrien stod og rustede mens mindre løntunge dele af verden fik ordrerne, og i 70erne og 80erne var Glasgow en beskidt by i forfald. For britiske filminstruktører med hang til tung socialrealisme var den blevet et lille paradis på jord.
Store dele af befolkningen var på bistandshjælp, boede i socialt boligbyggeri i grå beton og drak dåseøl med den ene hånd mens de slog tænderne ud på deres koner med den anden. Udenfor regnede det. Næsten altid.
Men så skete der noget. Efter ihærdigt arbejde blev Glasgow udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad i 1990, ligesom København blev det seks år senere. Ny optimisme og nye investeringer satte gang i en blæst der har skubbet Glasgow fremad lige siden.
Der er kommet gang i finanssektoren, nye it-firmaer åbner næsten dagligt, og skibsindustrien har fået ny olie til dieselmotorerne. Huse og gader er blevet renoveret, og som tegn på byens genfundne velstand rangerer briterne Glasgow som landets næststørste shoppingby – kun overgået af London.
I hele centrum ligger velkendte Zara og Armani side om side med kiltforretninger og juvelerer, mens hippe West End omkring universitetet er tæt pakket med skæve designbutikker, second handmodetøj og pladebutikker hvor du kan finde det japanske særtryk af Beatles’ Rubber Soul som du har manglet så længe. ”It’s what we do,” sagde en lokal kvinde til KBH: ”We shop.”
Lidt som København
I det seneste tiår har Glasgow markedsført sig selv som Storbritanniens arkitektur og designby, og der er noget om snakken. Modernismens sande fader kalder Glasgowianerne selv deres bysbarn, arkitekten Charles Rennie Mackintosh (1868-1928).
I sidste halvdel af 1800-tallet var Glasgow et verdenscentrum for skibsbyggeri, og da japanske ingeniører og flådefolk begyndte at komme på lange besøg, tog de deres møbler og kunsthåndværk med sig.
Deres enkle formsprog, uden udskæringer og andre krummelurer, inspirerede den unge Mackintosh der i årene omkring århundredeskiftet tegnede både møbler og en lang række bygninger der står rundt om i Glasgow den dag i dag. Bygninger der for os ser gammeldags ud, men som på den tid var små revolutioner – uden de mange ornamenter som man var vant til på den tid.
Også i den helt moderne afdeling har Glasgow noget at byde på. Faktisk er den lidt at sammenligne med København. De er cirka lige store, flere gamle kvarterer er blevet byfornyet, og særligt ved havnefronten, eller her snarere flodfronten, er der godt gang i nybyggeriet. Og ligesom i København med skiftende held.
Mest interessant er der ude omkring Norman Fosters Scottish Exhibition and Conference Center der af de lokale ikke overraskende kendes under navnet The Armadillo – bæltedyret.
Skotsk Swahili
Tyve års lune vinde under kilten har dog langtfra tryllet hele Glasgow om til en velhaver-oase. I byens østlige og sydlige kvarterer hersker stadig socialt armod og vel noget af det nærmeste man kommer egentlig fattigdom i Vesteuropa.
Børn vokser op i bittesmå lejligheder uden mange chancer for at blive til andet end de Neds (se boks) der med mellemrum terroriserer de uddannede og velhavende i centrum og West End.
Det britiske klassesamfund lever i stor stil i Glasgow, og de forskellige kulturer lever visse steder dør om dør uden nogensinde at banke på hos hinanden.
Fra bydelen Merchant City i centrum med sine flotte pladser, karrierekvinder i jakkesæt og Bang & Olufsen-butikker, skal man blot krydse en enkelt gade for at befinde sig i East End.
Her får man tatoveringer, og her hedder aviskiosken News and Booze. Her spiser man fish & chips på restauranter der hedder Val d’Oro, og her er den skotske accent så tyk at den karseklippede Rangers-fan foran dig ligeså godt kunne have råbt på Congo-Swahili inden han ødelagde sit pintglas på din pande. Du ville stadig ikke forstå hvorfor du havde gjort ham sur.
Men det er dette misk mask af nyt og gammelt, rig og fattig, skønt og skidt der er en del af Glasgows charme. Ikke langt fra de rå football-pubs ligger gennemdesignede barer og caféer, og netop som man troede hele Glasgow var grim, drejer man om et hjørne og finder en hyggelig plads eller en spændende bygning.
Og selv om man af og til møder det rå og aggressive, så er de fleste mennesker her i det grå nord i besiddelse af en sjælden charme og lune som gør en i godt humør. Her er uprætentiøst. Man ved godt at man bor i et lidt småkoldt hjørne af verden, men man er sammen om det, så derfor er det ikke så slemt.
Man bliver glad for de små ting. Den gode restaurant eller det pludselige udbrud af gadeliv når skyerne for et par timer giver plads for solen.
MODTAG KBH’S UGENTLIGE NYHEDSBREV
