Københavnerøsters i havnen
Ka' de li' østers? Så er det snart muligt at slubre en ægte københavnsk én af slagsen i sig. Et større parti af Limfjordens eftertragtede slimklatter er blevet sat ud i Københavns havn, som er blevet ren nok til at kunne bruges som undervandskøkkenhave med østersbanker.
Det er foreningen Maritime Nyttehaver, der efter et par års eksperimenter med et lille levende laboratorium i farvandet gør eventyret til virkelighed med 600 af de flade limfjordsøsters.
Den såkaldte bølgemark, hvor der også er sået en mindre flok blåmuslinger, ligger på havnebunden ved den nye promenade Kalvebod Bølge ved Langebro, over for Havnebadet.
Når det første kuld på 100 københavnerøsters høstes til vinter, kan der dårligt blive en halv til hver af foreningens medlemmer, men på sigt er drømmen, at den lokale produktion kan forsyne sin egen lokale østersbar.