Her er du lige midt i dramaet

Lige over Irma City på Nørrebrogade 3B ligger Københavns nyeste teaterscene. Som slet ikke er en scene, men en lejlighed. På første sal inviterer Mammutteatret 40 publikummer af gangen til ’Selskab’ – men hvilket selskab, og hvem der kommer, er hemmeligt. Indtil man ringer på dørklokken.

'Selskab' er en trilogi af tre uafhængige forestillinger, og da teatergængerne i januar træder indenfor til den første, 'Fars stuer', får de straks udfordret deres teatervaner, når skuespillerne udbryder: ”Velkommen! Skal jeg tage din frakke? Kunne du tænke dig et glas rødvin – måske har vi også cola i køleskabet?”

Rundt omkring i lejligheden bliver publikum placeret ved bordene, som gæster til en fin middag og fluer på væggen til et familiedrama om stor grådighed og misundelse.

Store dramaer i lille skala

Da magKBH besøger lejligheden, som til daglig tjener som Mammutteatrets kontor, er forberedelserne i gang til den anden forestilling i rækken og restaurant-scenariet fra ’Fars stuer’ ved at blive forvandlet til et seminar med grå klapstole på rad og række.

Her fortæller skuespiller, kunstnerisk leder og stifter af det eksperimenterende nomadeteater Tina Gylling Mortensen om Mammutteatrets ønske om at gå uden om scenen:

»Vi havde et behov for at gå ned i en mindre skala, men uden at historierne blev mindre, og vi havde lyst til at bryde den fjerde væg ned sammen med publikums teaterrutiner. Man kan sige, at vi er i den samme virkelighed – der er ikke noget der hedder scene og publikumspladser. Du er ikke beskuer, men bliver placeret midt i historien. Vi vil gerne tage det meget teatralske ud, så det bliver ligesom at være her rigtigt. Det er de store dramaer, vi vil fortælle, men nogle gange er det også de små ting, som sætter det i gang, så her gør vi det på en mere nænsom måde, hvor dramaet kommer snigende.«

Rosenkålstatar på menuen

I ’Fars stuer’ har tre børn overtaget deres afdøde fars lækre loft-lejlighed. De beslutter sig for at vente med at sælge lejligheden, til priserne stiger, og i deres griskhed efter at tjene så mange penge som muligt, åbner de i mellemtiden en restaurant med ny nordisk mad. Planen er, at kokken Eddie-spaghetti skal servere en otte-retters menu for publikum i løbet af aftenen.

Menuen står blandt andet på rosenkålstatar kogt på torsk med nordatlantiske pickles drysset med rugbrødsstøv og lidt rødbede på toppen. Derudover får publikum også serveret kold polenta kogt på havre med fynske krydderurter.

»Det var simpelhent så sjovt at se publikums reaktion”, fortæller Janne Schnipper, som er pressechef på Mammuteatret:

»Alle sad og kiggede på den her polenta, som mest af alt lignede kold havregrød, og de kiggede rundt på hinanden og var tydeligvis forvirrede. De er bevidste om, at det her er et teaterstykke, og teater er noget, som vi leger. Men i det sekund, der bliver serveret noget mad, så kommer man i tvivl – er det også noget vi leger? Er det virkeligt? Og så kom der snak! Ved alle bordene var der diskussion om, hvilken gaffel man skulle bruge. Det var sjovt at se den her splittelse mellem teater og virkelighed. Maden smagte faktisk rigtig godt.«

»Der er en intim og højtidelig stemning forstået på den måde, at vi kommer så tæt på hinanden. Det gør, at alle vågner op. Der er en parathed både hos publikum og hos os skuespillere, som hele tiden skal være klar til at improvisere,« supplerer Tina Gylling, som selv spillede en af døtrene.

Publikum leger med

I 'Fars stuer' breder selskabsstemningen sig hurtigt blandt publikum, som hilser ved bordene og går i gang med at fortælle om sig selv. Der er endda én som råber: ”Hey - vi mangler noget hvidvin herovre”.

Men efterhånden som aftenen skrider frem, bliver stemningen mindre munter. Det viser sig, at aftenen er usædvanligt dårligt planlagt, og arvingerne har svært ved at enes. Lillebror Rune har booket for mange gæster, så de er nødt til at finde børnebordet frem, og pludselig opdager de, at noget af sølvtøjet er forsvundet.

Lillebroren har endda solgt et af familiens malerier uden at fortælle det til de andre, fortæller Tina Gylling:

»Der var nogle fra publikum, som begyndte at blande sig i dramaet om billedet og næsten fik spillet sig selv op i et hjørne. En fra publikum spurgte Rune, hvor meget han havde fået for billedet, hvilket Rune fortalte. Personen sagde så bagefter til mig: ”Jeg ved godt, hvor meget han har fået for det”. Og jeg spørger: ”Hvor meget?”, hvorefter en anden fra bordet svarer og lyver om prisen: ”80.000 kr.”. Jeg råber til Rune: ”Har du fået 80.000 kr. for det billede?!”, og Rune går over til bordet og konfronterer dem: ”Hvem har sagt det?!”. Pigen som løj om prisen peger flovt over på en anden ved bordet. Der var også en som spurgte, om han kunne købe min fars stol!«.

Må vi klappe?

’Fars stuer’ ender med, at det til både arvingerne og publikums store chok viser sig, at lejligheden slet ikke tilhører børnene – den er allerede solgt!

En advokat træder ind i stuen, og stemningen bliver trykket, da han afslører, at børnenes far har oprettet en fond, hvor alle hans penge går til en skole for gadebørn i Lima. De tre arveløse arvinger begynde at rive enhver ting af værdi ned fra væggene – storebror Niller napper puderne fra stolene – og så løber de alle tre ud af stuen og efterlader publikum med advokaten og en pinlig tavshed:

»Nu er publikum i den situation, at de er vant til at klappe. Men her sidder bare de helt stille, ladt tilbage«, fortæller Tina Gylling.

»Indtil advokaten siger: ”Jaah, der sker jo tilsyneladende ikke mere her, så nu må I gerne gå.” Kokken, Eddie-Spaghetti, udbryder til en af de andre: ”Fuck det her, nu tager vi på Harbo Bar!” Det er en café på Blågårdgade lige rundt om hjørnet, og der er rimelig mange fra publikum, som er gået derned bagefter og har ledt efter os. De er ikke blevet vildt ulykkelige, når vi så ikke er dukket op, men det viser, at publikum tager det her alvorligt.«

Det første selskab 'Fars stuer' spillede 16.-25. januar. Andet selskab 'Seminariet' spiller 6.-15. februar og tredje selskab 'Sidste nat' 2.-12. april.

Se mere og køb invitationer hos Mammutteatret