pixel

23 københavnske sungne situationer

Nørrebro Teaters 'København' er byen fortolket som teaterkoncert – magKBH fik en forsmag til prøverne.

kbh magasin

Fakta

'København'

21. september - 10. november på Nørrebro Teater

Instrueret af Rolf Heim med musikalsk ledelse af Niels Søren Hansen.

Medvirkende: Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Tom Jensen, Trine Pallesen og Jannie Faurschou.

Fakta

Playlisten

Disse 23 sange om København er med i 'København':

'Byens Lys' – Poul Henningsen

'Picnic på kastellet' – Magtens Korridorer

'Ja, kors hvor har det regnet på Dalgas Boulevard' – Ove Sopp

'Akvarium' – Anne Linnet

'Jacobsen' – Erika Voigt

'København' – Ulige Numre

'Forelsket i København' – Bent Fabricius-Bjerre

'Bor her' – Raske Penge

'Øster Søgade' – Marie Key

'Malene' – Sys Bjerre

'Manden paa Risten' – Carl Alstrup

'Vesterbro står stille' – Rasmus Nøhr

'Lyset over Nørrebro' – Magtens Korridorer

'Åh hvilken herlig nat' – John Mogensen

'Christianhavns Kanal' – Kim Larsen

'Sønder Boulevard' – Thåstrøm

'Det Var En Yndig Tid' – Katy Bødtger

'Mørket falder på' – Pede B

'Nu går våren gennem Nyhavn'

'Nyhavnsnætter' – Sigfred Pedersen

'Copenhagen Dreaming' – Loveshop

'Gammel Kongevej' – Szhirley

'Gennem byen sidste gang' – Dan Turréll

»Hele Vesterbro står stille ...«

Laus Høybye sidder på en seng midt på scenen, mens han synger starten på omkvædet af Rasmus Nøhr-sangen. Cecilie Stenspil bevæger sig over scenen i retning af sengen. Fra sengekanten trækker hun slipset af Lars Høybye og åbner knapperne i skjorten. Så laver hun en bukseåbnene bevægelse og lægger sig oven på ham. Hun lægger hånden på hans ansigt og presser det ned mod sengen, mens de fortsætter med at synge i duet:

»… Når du rør’ ved mig Jeg vil nødig spille skurk Men heller ikke slippe dig«

Instruktør Rolf Heim rejser sig fra de røde tilskuerpladser og bremser scenen:

»Du fører an, du styrer. Hver gang han vil mere, så stopper du,« siger han henvendt til Cecilie Stenspil. Laus Høybye rømmer sig lidt og forsøger at bevæge sig under vægten af hånden på hans ansigt.

»Det er altså et overgreb det her,« mumler han.

img_4646_.jpg

Kærlighed i storbyen

Nørrebro Teater på Ravnsborggade ser lukket ud. Men bag en gitterport, gennem baggården og op ad trapperne, varmer teatret op til en ny sæson. Prøverne er i fuld gang til den nye teaterkoncert fra holdet bag de Reumert-belønnede teaterkoncerter tilegnet Nick Cave og Leonard Cohen. Denne gang handler sangene om vores egen by, København.

»Hun er en moderne, kvindelig Don Juan, sådan en som findes i storbyer. Hun vil kun have én ting: Sex. Og han vil gerne have kærlighed,« fortæller Rolf Heim om den sang, der prøves på. Scenen starter forfra, Cecilie Stenspil griner og mumler tekstens når du rør’ ved mig, mens hun har lidt problemer med at åbne knapperne i skjorten.

»Vi har forsøgt at iscenesætte sangene på en måde, så man får et andet billede af teksten, end det man lige umiddelbart kan høre. Rasmus Nøhrs sang, 'Vesterbro står stille', handler om en mand, som er ude og score kassen. Men her, i vores iscenesættelse af sangen, er det i virkeligheden kvinden som styrer. Det giver en følelse af sorg og ensomhed for dem begge,« siger Rolf Heim.

»Rasmus Nøhrs version er ikke nødvendigvis særlig sørgmodig. Men den her fortolkning er med til at give luft og plads til teksten. Og det har været et vigtigt formål for os i arbejdet med sangene – at få teksten i fokus,« indskyder manden bag teaterkoncertens musikalske arrangementer, Niels Søren Hansen.

img_4924_.jpg

Alle søger efter en anden

Rolf Heim er ikke selv opvokset i København. Han er født i Schweiz, men flyttede til Norge for at arbejde som skuespiller. Siden tog han turen til København, hvor han begyndte at arbejde som instruktør og nu kender byen på godt og ondt:

»Man møder mange mennesker i storbyen. En gang imellem møder man også nogle mennesker, som man bliver helt betaget af.«

Han refererer til Szhirley-sangen 'Gammel Kongevej', som også er med i teaterkoncerten. Szhirley synger om det flygtige møde med kærligheden på en gåtur. Efter mødet leder hun efter videre efter den i Københavns gader, men personen forsvandt lige så hurtigt, som han dukkede op.

»Selvom de får ens navn og telefonnummer, så ser man dem aldrig igen. Der er for mange mennesker i byen. I en scene i forestillingen oplever alle karatererne det samme som Szhirley. De søger efter en person, som de ikke kan finde igen. Det giver en fornemmelse af den her storbytåge, hvor det tit er ensomt at være. Det er nemt at møde nye mennesker i byen, men det er også nemt at miste dem igen.«

img_4949_.jpg

100 års musikhistorie

Udover Rasmus Nøhr og Szhirley indeholder playlisten til 'København' også musik fra blandt andre så forskellige navne som Poul Henningsen, Loveshop og Raske Penge. I fællesskab gravede Rolf Heim og Søren Hansen ned i 100 års musikhistorie om København for at finde 23 sange, der kunne beskrive byen:

»Vi havde ét krav: Både tekst og musik skulle være gode,« fortæller Rolf og fortsætter:

»Når man skal vælge sangene ud fra en tematik og ikke en kunstner, som da vi arbejde med 'Cohen' og 'Cave', så er der pludselig rigtig meget at vælge imellem. Vi ledte efter sange, hvor både tekst og musik kunne noget dramatisk, samt sange med en storbytematik. Men det var noget af et puslespil. Der var ikke lige 30 fantastiske sange, som bare kunne det hele. Så vi prøvede rigtig mange forskellige ting af for at finde ud af, hvad sangene kunne, og hvad de ikke kunne.«

img_4909_.jpg

En musikalsk bytur

Instruktør og musikleder var enige om, at de 23 sange, som endte med at komme med i 'København', ikke skulle rumme en analyse af København.

»Det har aldrig været vores ambition af favne hele København. Teaterkoncerten er sammensat af situationer i København, så det bliver mere til en collage,« siger Niels Søren Hansen.

Rolf Heim får det sidste ord og tilføjer om idéen:

»Vi har undersøgt, hvad er det for noget musikalsk materiale, der findes om menneskene i København, og hvad er det for et musikalsk land, man kommer ind i. For publikum bliver det som at tage på en musikalsk bytur med københavnerne.«

img_4894_.jpg

'København' spiller på Nørrebro Teater i perioden 21. september - 10. november.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling