Hvilken stamme tilhører du?

Fakta

'Københavnerne'

En bog om 11 kvarterer i København og om de københavnere, som bor der: Sydhavnen, Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, Nordvest, Østerbro, Christianshavn, Amager, Ørestad, Islands Brygge og Indre by.

Skrevet af Pernille Stensgaard med fotografier af Anne Prytz Schaldemose.

400 sider til 350 kr. Udgivet på Gyldendal.

Hvad er forskellen på en nørrebroer, en amagerkaner og en nybygger i Ørestaden, og hvem er de rigtige københavnere? Pernille Stensgaard er forfatter til flere bøger om København, og i sin nyeste, 'Københavnerne', udforsker hun sammen med fotograf Anne Prytz Schaldemose stammeritualer, pralehistorier og små løgne i 11 af Københavns kvarterer.

Byen forandrer sig. Københavnerne snakker allerede anderledes, hvis du spørger Pernille, som skrev sin første bog om københavnerne i 2002. Hun fortæller, at der er mere end ét København:

»Det viser sig, at København består af en masse små byer, som er en slags stammefællesskaber, hvor folk definerer sig meget kraftigt sammen og lidt mod de andre. Det kan man også se rent statistisk i indkomst og uddannelse. Udefra tænker man måske – og hva’ så, det er da lige meget. Men det er det bare overhovedet ikke, når man snakker med folk.«

Glemt, rig, hip eller farlig

I 'Københavnerne' starter rundturen i en glemt bydel i den sydvestlige del af af København. Her ligger Sydhavnen og putter sig i det lavtliggende terræn, langt ude af de andre københavneres bevidsthed. Ti minutter derfra er der højtloftede, næsten parisiske tøjbutikker på Frederiksberg, og på vejen midt i mellem rig og fattig ligger hippe og retro Vesterbro. Her er trashy smart – lidt for smart, hvis du spørger nørrebroerne, som lever livet farligt!

I nærheden af Indre By gynger husbådene i den 400 år gamle pæleby Christianshavn. Ikke langt derfra finder man nye og moderne Islands Brygge – og Amager, som aldrig bliver det.

Pernille Stensgaard bor i Indre By på en sidegade til Nørre Farrimagsgade i en høj, hvid bygning fra 1870'erne. Dengang huset blev bygget, var Nørre Farrimagsgade en fin gade med fine folk. I forfatteren Herman Bangs øjne var København en by i udvikling og fordærv, opblæst af en højkonjunktur, og Nørre Farimagsgade var lige i øjet på den udvikling – pralende nyrig og overpyntet med stuk.

Fra stuk til slum til stilsikker

Alting er forandret siden. I slutningen af firserne overtog Pernille sin nye lejlighed fra en ældre dame. Gulvene blev lakeret og de cerutfarvede vægge malet hvide. Rundt om hjørnet på Nansensgade lå en kinagrill, en slagter, en farvehandler og et værtshus. På gaden stod proletarerne og fordrev tiden med ingenting, og i Ørstedsparken, hvor Herman Bang og det fine borgerskab engang promenerede, kunne man nu skue gennem hegnet til et skjult bøssesexliv, der udfoldede sig blandt buskadserne og under broerne i parken.

I dag, 25 år efter Pernille flyttede ind i sin lejlighed, er værtshuset det eneste som overlevede udskiftningen af københavnere i området. Proletarerne blev erstattet af veluddannede unge par. I stedet for en slagter fik Nansensgade en forretning med oliven i alle mulige farver og størrelser, med eller uden sten. De nye lokale ville hellere have sushi end den usexede lugt af friture og grillkylling fra grillbaren, så det fik de. Farvehandleren lukkede og blev erstattet af en sydamerikansk cocktailbar og en fin skobutik.

Nansensgade er gået fra at være fin på den, til slum, til stilsikker. Nu er de næsten 900 nye københavnere, som flytter til byen hver måned, ved at skubbe helt almindelige mennesker ud af deres små toværelseslejligheder og ud over kanten af Sjælland. Vesterbro og Nørrebro skændes om, hvem der huser færrest jyder og dermed er de rigtige københavnere.

Boom i børnebyen

Nogle af de nye københavnere flytter til nye kvarterer som Sluseholmen, Islands Brygge eller Ørestad. I Ørestad mødte Pernille et ungt par, som troede, at deres møde med Ørestad ville blive et møde med enlige karierremænd i jakkesæt. Men det var langt fra det rigtige billede på bydelen, fortæller Penille:

»Kort tid efter familien flyttede til Ørestad, blev de inviteret til fastelavnsfest i bebyggelsen. Der kom 80 små udklædte børn til fastelavn! Om natten klokken 22 åbner online-tilmeldingen til børnegymnastik for de 0-4-årige, dem er der uforholdsvist mange af i Ørestad, og i løbet af fem minutter er alle billetterne revet væk. 8tallet har en fast tilknyttet naturvejleder.«

Den største nyhed om København er ifølge Pernille, at familierne bliver boende, når de har fået et barn. Den nye konflikt mellem grupper kommer derfor til at stå mellem unge barnløse par med gang i den, og unge par som har fået et barn og nu gerne vil bede om lidt nattero.

Skod på den skønne måde

På Vesterbro er udsigterne nogenlunde de samme som i Ørestad. Her er der kun 1.000 mennesker over 70 år i hele kvarteret. På Istedgade mødte Pernille en ung far, som efter 10 år på Vesterbro blev forbavset over sit eget kvarter:

»Han var en ung og veluddannet far, etnolog. Første dag i hans datters udflytterbørnehave, undrede han sig over, at ni ud af ti af mødrene læste Ph.D. Han konkluderede, at hvis man tilhører gruppen af overskudsforældre, så oplever man aldrig rigtig afmagt. Man kan altid kringle tingene på en måde, så ens børn kommer sammen med andre børn på samme niveau. Det er sjovt med forskellige typer på gaden, men ikke i din egen opgang, og dit barn skal i hvert fald ikke gå i skole med for mange besværlige typer.«

Omkring to kilometer fra speltbrødsmadpakker og krongevirer på caféerne i slutningen af Istedgade, er der besværlige typer nok, i hvert fald statistisk set. I Sydhavnen er over halvdelen af beboerne på overførselsindkomst. De unge smarte københavnere efterlyser skod, men Sydhavn, som kun rummer én villa, er alligevel ikke lige så eftertragtet som sin nabo, Vesterbro. Det bliver lidt for autentisk, forklarer Pernille:

»De unge leder hele tiden efter en balance. Der må ikke være for mange ligesom dig selv – så begynder du at gå i panik og siger ”nu er det blevet for pænt på Vesterbro” – men der må heller ikke være for få. Så savner du dit publikum, dem som kan anerkende dig og se, at du kan noget med spejlreflekskamera, islandsk musik og din cykel.«

Dét er folk i Sydhavn godt tilfredse med! ”De nye” og ”de rige” må for deres skyld gerne blive i Slusehomen på den anden side af Sydhavnsgade. I Sydhavn er man nemlig glade for at være fri for det kapløb, som finder sted i nabobydelene. Man skal helst ikke være for fin på den eller stikke for meget op i det flade landskab, siger Pernille.

Pralehistorier og små løgne

Når folk i Sydhavnen taler om ”de rige” i Sluseholmen, så er det en lille løgn som styrker fællesskabet:

»Det er jo begrænset, hvor rige folk i Sluseholmen i virkeligheden er. Der er tale om unge par i 30’erne uden boligsikring og med to jobs«, fortæller Perniller og fortsætter med de små løgne:

»Nørrebro påstår hele tiden at Vesterbro er styrtende rig, ikke har nogle problemer og ikke ved, hvad der er farligt. Men hvis Nørrebro har deres bander, så har Vesterbro deres prostituerede og deres heroin. På Islands Brygge siger de, at den dag Frank Jensen flyttede til Bryggen, begyndte fejemaskinerne af virke ordentligt. Det er svært at sige, det er løgn, men det er også svært at sige, det er rigtigt.«