Solskærm på Nordhavnsportalen
Nordhavnsvej åbner først om to år, men dens design-solskærm er på plads.
Selvom det bare er en vejtunnel, kan man jo godt inkludere lidt lækre detaljer. Og nu har rekorddyre Nordhavnsvej fået sit arkitektoniske blikfang sat på.
Det er en stor, specialkonstrueret solskærm, skabt af aluminiums-kuber i varierende størrelser, som sidder for enden af tunnelen. Ud over at give et glimt af fikst design, sikrer den en glidende overgang mellem lys og mørke, så bilisterne ikke bliver blændet, når de kører gennem fremtidens portal til Nordhavn.
Dagslysskærmen med de karakteristiske kuber kan du dog først drøne under i slutningen af 2015, når det største vejprojekt nogensinde i Københavns Kommune står færdig efter fem år og to milliarder kroner.
Nordhavnsvej, der skal redde Østerbro for tung trafik ved at koble boomende Nordhavn direkte på Helsingør-motorvejen, bliver blot 1,65 kilometer lang, men skriver sig ind i rekordbøgerne på grund af de godt 600 meter, der føres i den teknisk komplicerede tunnel under Svanemøllen-området.
Dagslysskærmen er udformet i samarbejde mellem Rambøll og Schønherr Landskab.