Vejen til verdenssucces

Sharin Foo sad over for direktøren for Columbia Records. Hans kontor var hævet 50 etager over New York. Og på bordet foran hende lå en forgyldt pladekontrakt, klar til hendes underskrift.

I seks uger var Sharin Foo og Sune Wagner, der tilsammen udgør rock-duoen The Raveonettes, blevet installeret på de dyreste hoteller i L.A. og New York. Med alt betalt. 18 af verdens største pladeselskaber ville have dem i hus og havde overbudt hinanden i vildskab for at få duoen på kontrakt.

”Det var helt vildt,” ler Sharin. ”På et tidspunkt havde selskabet BMG ansat en kvinde til at følge os rundt overalt for at sikre sig at vi ikke skrev under med andre selskaber.”

Men nu havde de besluttet sig for Columbia, og her sad de så. Direktøren havde Bob Dylans guitar stående, de havde lige spillet et nummer for ham på den, og han havde straks klasket kontrakten på bordet.

”Og netop som vi sad der, ringede Capitol Records eddermame: ’Vi er ligeglade hvad de gi’r. Vi vil have jer!’.”

Men Sharin og Sune skrev under med Columbia. Og dér begyndte det vilde liv som rockstjerner. Men før vi når så langt – hvordan var danske Sharin overhovedet endt dér på musikverdens tinde? Lad os begynde hvor det hele startede: I en lille landsby i Kina langt uden for lands lov og ret.

Ånder og døde geder

”Min farfar var kineser,” siger Sharin da vi sidder i det rustikke køkken i managerens lokaler midt i København. Her dufter forførende af røgelse, og Sharin, som lige er tre dage i Danmark, sidder med sit platinblonde hår, iført en stor, lyserød strikket trøje og putter sig genert, trækker ærmerne ud over hænderne.

”Han boede i den mindste, mindste landsby nede i Sydkina, og siden jeg var tre, har jeg været meget derude,” siger hun.

Faktisk boede der kun tre familier i landsbyen. For at nå derud måtte Sharins forældre rejse i evigheder og til sidst vandre fem kilometer med okser som pakdyr og med Sharin i hånden. Der kom den lille, platinblonde pige så trissende gennem en kinesisk landsby.

”Der var alt mulig eksotisk! Der var tre-dages-fester hvor landsbyerne var samlet, og der var kinesisk dukke­teater og kloge koner der havde kontakt med ånde­verdenen, og masser af røgelse og bæ og en hel ged der var død og lå på et bord og blev ofret til forfædrene. Og så var der en mand fra nabolandsbyen som manglede halv­delen af sin fod fordi en giftslange havde bidt ham.”

Det var derude Sharin fik de indtryk og den udlængsel der senere skulle lede hende ud på hendes rock-rejse.

Hippie-kolonien

Den anden halvdel af Sharins unge liv foregik i Danmark. Det var nu ikke fordi det var mindre alternativt.

”Jeg voksede op blandt en lille gruppe københavnere der var flyttet langt, langt ud på landet i Jylland for at danne en slags koloni. Der dyrkede de økologiske grøntsager og spillede teater og lavede forskellige hippie-agtige ting. Engang klædte mine forældre sig ud i kornsække og fyldte dem med hø der stak ud alle vegne, og så tog de Grenå-færgen mod København for at deltage i en demonstration mod atomkraft.

De lavede også enormt meget cirkus og rejste rundt med det. Og så var der altid musik i mit hjem. Min far var ægte spillemand. I Djursland Spillemændene.”

Koloniens musik satte sig i Sharins sjæl. De voksne lavede også en lilleskole hvor de underviste deres børn. Så sad Sharin, hendes kusine, fætre og venner samlet artigt i lokalet. Og sådan fik Sharin sin skolegang, alt var trygt og godt, indtil familien igen flyttede til Sjælland.

”Det var meget intimiderende pludselig at møde de her store flokke af vilde, larmende københavnere. Jeg var 15 år og fra det her meget isolerede miljø på landet. Og så var jeg meget genert, så jeg gik meget for mig selv. Men jeg flyttede nu hjemmefra da jeg var 16 fordi jeg gerne ville ind til byen.”

Der boede hun så helt alene midt i København, mens hun tog hf og lærte nye folk at kende. Så besluttede hun at tage på rytmisk højskole i Vig, og der skete det.

Telefonopkaldet

”Pludselig blev jeg konfronteret med mennesker der var meget mål­rettede og som ville på konservatoriet. Og så tænk­te jeg: ’Jeg vil da også på konservatoriet!’.”

Sharin traf sit valg. Hun ville spille musik og leve af det, og hun havde evnerne. I hvert fald kom hun ind på konservatoriet i første hug selv om hun var ’vildt nervøs’. Alt kørte efter planen.

”Men jeg følte mig enormt utilpasset i alle årene på konservatoriet. ­Jeg var bare ikke til alt det sangekvilibristiske og tekniske. Jeg var til Bob Dylan og Velvet Underground og god gammeldags rock ’n’ roll. Musikken blev simpelthen for seriøs og ordentlig og sat i skema.”

Hun ser væk, smiler let.

”Og så var jeg heller ikke særlig god til at studere. Jeg kunne ikke administrere friheden, så jeg … hoppede ligesom over hvor gærdet var lavest. Skal vi ikke sige det sådan,” siger Sharin Foo og fortsætter:

”Hvis jeg skal være helt ærlig. Da jeg stoppede på konservatoriet, tænkte jeg: ’Jeg tror slet ikke, jeg skal spille musik.’ Jeg havde tabt nerven. Jeg var træt af musik.”

I stedet fik hun kontorarbejde i musikbranchen, mens hun og to andre piger lavede et pigeband.

”Det skulle bare være skægt og enormt skraldespandsagtigt,” siger hun. Til en fest hos Sharin gav de tre piger sig til at spille, mens Sune Wagner, en uskolet enfant terrible-musiker der havde haft en pladekontrakt i USA, drak tæt og lyttede med. Dagen efter ringede Sharins telefon. Det var Sune.

”Han foreslog at vi skulle prøve at spille sammen, og kort efter spillede vi vores første koncert ude på Loppen.”

That’s it. Det er ovre

Det var i 1999, og Sharin mærkede på stedet at det fungerede. Hun og Sune gik sammen i et band og kastede sig over arbejdet. De lavede hjemmeside, skød pressefotos og lavede en demo – i et studie de lejede for deres egne sparepenge. Kort efter fik de en idé.

”Vi følte virkelig at vi havde opfundet den dybe tallerken! Og vi vidste at den legendariske journalist David Fricke ville komme til SPOT-festival i Århus. Han havde spottet Blondie og Ramones som vi var meget inspireret af, og vi tænkte at hvis han hørte os, måtte han bare kunne lide os. Så vi skulle bare med på den festival!”

Problemet var bare at duoens bookingbureau ikke kunne få dem ind. Så de fyrede bureauet, fandt et nyt, og kort efter sad de i Sharins Skoda på vej mod Århus med nervøsiteten pumpende i maven.

”Vi skulle spille, og det var jo kun vores tredje live-koncert sammen. Det var ret nervepirrende.”

David Fricke var vild med duoen og omtalte dem i det legendariske musikmagasin Rolling Stone. Nyheden skød gennem musikbranchen, og da Sharin og Sune kort efter skulle spille på Lille Vega, vidste Sharin at direktører fra 18 internationale pladeselskaber stod blandt publikum. Hun gik på scenen som et levende nervevrag.

”Er du sindssyg. Jeg ønskede mig SÅ meget væk fra den scene. Jeg ville ikke, og da jeg gik ind, prøvede jeg at transmogriffe mig væk.”

Oven i det kom de tekniske katastrofer rullende. Én efter én. Duoen var uerfarne og kendte ikke rigtigt deres guitarpedaler. Som begyndte at gå ud. Først én, så endnu én. Mens 18 pladeselskaber stod og så til.

”Da den koncert var slut, vidste vi: ’That’s it. Vores karriere er slut, det er ovre’.”

”Det var helt vildt”

Sådan gik det nu ikke helt. Selskaberne hørte det klokkeklare talent bag den manglende erfaring, og i Rolling Stone blev duoen udnævnt til en af de ti grupper i verden, man forventede sig mest af. Efter det kimede selskaberne dem ned, og Sharin og Sune blev fløjet til L.A. og endte på et af de dyreste hoteller med rooftop jacuzzi og Hollywood-udsigt.

”Det var en magisk aften. Jeg kan huske at vi rendte rundt med sådan en fri bar på hjul på hotelgangene.”

Og sådan fortsatte de i seks uger, mens verdens største pladeselskaber overbød hinanden.

”Det var helt vildt. Vi var ikke engang begyndt at spille for publikum endnu. Men til en dinner med BMG råbte direktøren pludselig: ’Nu skal vi have champagnen på bordet!’ De ville bare have os til at skrive under. En anden gang sad vi til møde med en direktør på vores hotel. Vi var bagstive, og han gav sig til at snakke højtravende om filosofi og kærlighed for ligesom at vinde vores hjerter.”

Til sidst besluttede duoen sig for Columbia Records og skrev under på en af dansk musikhistories største kontrakter. Så flyttede de til USA, udgav cd’en Chain Gang of Love, og så lettede de.

”Vi turnerede, turnerede og turnerede i fjorten måneder. I Japan, Australien, Europa, og USA. Nogle gange spillede vi 11 dage i træk. Det var virkelig intenst og en komplet eufori. Vi følte os totalt uovervindelige og var sikre på at vi skulle blive det største band i verden.”

Sex, drugs & rock ’n’ roll

Det var det vilde liv, interviews i David Letterman og optrædener med bands som Depeche mode. To år efter kom de med en ny plade, koncerterne var udsolgte, og duoen spillede 260 live-shows på et år.

”Til sidst havde vi været USA rundt otte gange. Det var et konstant arbejdspres. Vores agenter pressede os ud i at spille så meget som muligt, og når vi ikke spillede, festede vi vildt meget.”

– Hvordan er livet så on the road?

”Man kører om natten, og hver morgen vågner man op i en ny by. Hvis man har noget energi, står man op og tager et bad, og så kan man gå på opdagelse indtil klokken fire hvor man laver lydprøve. Og så, ja, så skal man ligesom komme i stemning ...”

Vi sidder lidt og ser på hinanden.

– Stemning?

Hun nikker og holder masken. Så løber et smil over hendes læber, lynhurtigt.

– Hov, hvad var det for et smil?

”Jamen stemning, ik? Altså, vi får lige en vodka-cranberry. I gamle dage drak vi rigtig tæt og var tit godt lakkede til, når vi gik på. Og når man så står på den scene, får man et kick lige meget hvor træt man er fordi man er så spændt. Jeg er altid nervøs når jeg går på. Så når vi var færdige, har vi så meget adrenalin i kroppen at vi er nødt til at gå ud at feste. Der var gerne Raveonettes-afterparty på en klub hvor vi tog hen og dj’ede og drak videre, indtil der var bus-call. Der skal man være tilbage på bussen, ellers kører den. Og så vælter man altså ind i sin køje engang mellem to og fem, indtil man vågner næste morgen i en eller anden baggård til en ny klub i en ny by.”

Udbrændt

– Hvordan kunne du blive ved med at have energi til det?

”Det havde jeg jo heller ikke. Men vi holdt den nu godt kørende længe. Det skulle vi jo, vi skulle jo ind på den scene. Men med tiden blev vi nødt til at drikke og få noget stimulans for at få energi til at og være på i spotlightet aften efter aften. Dér gik det galt. Når jeg tænker på det nu, kan jeg slet ikke forstå de mængder alkohol vi kunne indtage … Det var ikke specielt sundt. Men det var nu ret sjovt.”

– Det lyder lidt opslidende?

”Ja, det var voldsomt. Vi brændte vores lys i begge ender, og vi brændte helt klart ud efter det. Vi fik en stor nedtur.”

I tour-bussen blev gnidningerne større. Kokain var blevet en hverdagsting for Sune Wagner. De endeløse turneer blev monotone, begejstringen sygnede hen, og til sidst følte Sharin ikke at hun var til stede når hun stod på scenen.

”Der er grænser for hvor meget man kan holde til at feste. Livet på den bus, hvor man lever på landevejen, blev også hårdt. Jeg var ene pige og fik brug for fred og at få et liv – altså en base og venner. Jeg savnede også at have en kæreste. Vi efterlod helt klart nogle knuste forhold bag os. Der var ikke rigtig plads til romantik on the road.”

Hun smiler skævt.

”I hvert fald ikke den gode form for romantik.”

Sig det ikke til nogen

Efter nedturen tog bandet halvandet års pause. Så vendte de tilbage med pladen Lust, lust, lust i 2007 og er netop udkommet med deres nyeste og anmelderroste: In and out of control.

”Og jeg kan mærke at vi virkelig har genfundet gejsten.”

Nu starter turen så igen. Først til Mexico City og et stadion med 30.000 mennesker. Derfra videre til London og New York, promotion, release parties, interviews, og så tour i USA og Europa.

– Er du ikke bange for at brænde ud igen?

”Lidt. De næste måneder bliver hektiske, og jeg er lige blevet mor og føler mig meget presset over at skulle turnere med et lille barn. Men jeg er blevet bedre til at kende mine begrænsninger. Og nu er jeg også flyttet til L.A. og har fået en bedre base. Det var faktisk sjovt, for da jeg kom derover gik det op for mig ’at hov, jeg skulle faktisk til at gå ud og finde venner.’ Livet på vejen er på en måde ret ensomt.”

– Har du så fundet nogle?

”Ja, men det er lidt andre typer end før, for nu er det tit andre mødre jeg møder.”

– Siger du at rock-ikonet er gået i mødregruppe?

”Shh! Sig det ikke til nogen,” ler hun.

”Det kunne ødelægge vores image.”