pixel

Scala og de 5 tårne

Ejerne af Scala-bygningen vil rive ned og bygge nyt og rundt – men ikke usædvanligt højt.

kbh magasin

Fem halvhøje kontorsiloer forbundet af gangbroer og en hævet have. Foruden en hulens masse træer. Det er essensen af de nyeste planer for Axeltorv og dets forladte spøgelseskompleks, Scala.

Efter flere konkurser, end almindeligt dødelige kan finde rundt i, ejes den mislykkede forlystelsesfreak nu af Ejendomsselskabet Norden. Og de vil jævne det blot nogen-af-tyve år gamle Scala med jorden, hellere i dag end i morgen.

Fakta

Det Nye Scala

Et 23.000 m2 stort ejendomskompleks, bygget som fem fritstående tårnbygninger i syv til 14 etager.

De nederste etager skal have butikker og caféer, resten kontorer. Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel har på forhånd reserveret 15.000 m2.

Udtænkt af Lundgaard og Tranberg Arkitekter. Bygherren er Ejendomsselskabet Norden, der regner med at bruge 1 mia. kroner på projektet, der skal stå klar i 2015.

Til erstatning har Norden bedt Lundgaard og Tranberg Arkitekter om at finde på noget helt særligt til den centrale københavnerplacering lige overfor Tivolis hovedindgang.

Fakta

Lang vej endnu

Det nye projekt på Axeltorv er indtil videre nået så langt som til en startredegørelse fra Københavns Kommunes forvaltning.

Slutter byens politikere op om projektes principper, skal et forslag til en ny lokalplan for området udarbejdes.

Godkendes også den, skal planerne i offentlig høring, inden en endelig lokalplan udarbejdes og godkendes. Derefter kan byggeriet gå i gang.

Kort
Axel Towers

Lavere end Royal Hotel

Arkitekterne, der står bag nogen af de senere års mest beundrede bygninger i København, som Skuespilhuset og SEB Bank, er altså også kommet op med noget ganske spektakulært.

Til gengæld er det ikke noget usædvanligt højt, selvom Scala ligger lige midt i Metropolzonen, som er det eneste sted i Indre By, hvor højhuse ikke er udelukket på forhånd.

De fem runde tårnhuse skal nemlig have fra syv til 14 etager, hvilket gør dem mellem godt 30 og 60 meter høje. Det er en anelse tættere på himlen end kuplen på Axelborg, men lavere end andre naboer som Arne Jacobsens Royal Hotel og Tivolis Himmelskibet og Det Gyldne Tårn. Og kun halvt så højt som Rådhustårnet.

axeltorv_lundgaardogtranberg_2.jpg

Butikker og grønne træer

Siloernes nederste to etager skal indrettes til butikker, cafeér og andre tilbud til byens borgere, der også vil kunne slå smutvej mellem bygningerne og nyde udsigten fra det grønne torv, der anlægges imellem dem i 1. sals højde. Resten af etagemetrene bliver kontorer.

Tårnenes formsprog er inspireret af Cirkusbygningen og Tivolis pavilloner, og som hyldest til Københavns gamle voldanlæg er en væsentlig del af konceptet, at selve Axeltorv skal gøres landskabelig. Det betyder et bredt bælte af grønne træer hele vejen fra Pumpehusgrunden bag Palads-biografen og over Vesterbrogade til Tivoli.

2015, om alt flasker sig

Endnu er det nye Scala-projekt i sin indledende, konceptuelle fase, og står kun på tærsklen til en lang godkendelsesproces.

Derfor er det også småt med illustrationer, der går tæt på tårnenes udformning og detaljer. Men nedenstående gnidrede billeder fra Københavns Kommunes startredegørelse viser, hvordan projektet vil tage sig ud på afstand, set henholdsvis fra Rådhuspladsen og inde fra Tivoli.

Går alt efter bygherrens hovede, står der fem tårne frem for et Scala i 2015.

axeltorv_lundgaardogtranberg_3.jpgaxeltorv_lundgaardogtranberg_4.jpg

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling