Banegravshøjhusene lever — Palads nærmere enden
De vilde visioner for Vesterport er kommet et vigtigt skridt videre mod virkeliggørelse. Men der er mange skridt endnu, inden københavnerne kan begynde at juble eller sørge.
Byens politikere er usædvanligt enige: Idéen om at lukke hullerne ved Vesterport med tæt og høj bebyggelse skal undersøges nærmere, også selv om projektet vil koste den ikoniske Palads-bygning livet.
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har enstemmigt givet grønt lys for, at forvaltningen sammen med idémagerne kan begynde at konkretisere det nye overordnede forslag, som blandt andre grundejerne DSB og Nordisk Film Biografer står bag.
Debatten har raset, siden Magasinet KBH løftede sløret for, at fortidens visioner om at bygge højhuse henover den åbne banegrav ved Vesterport Station er tilbage på dagsordenen.
Ikke mindst har projektets forudsatte nedrivning af gode gamle farvestrålende Palads fyret op under meningsudvekslingerne – især imod, men også for at jævne Københavns mest kendte biograf-bygning med jorden.
En bygning, som dog under alle omstændigheder vil blive opgivet som biograf inden for få år.
Palads-diskussionen er så hed, at dampen næsten har skjult debatten om det, der ifølge forslaget skal komme i stedet: Hele 80.000 etagemeter primært hoteller, kontorer og udsigtsboliger – fordelt på blandt andet fire højhus-tårne i op til 100 meters højde.
Se mere om planerne: Vilde visioner for Vesterport
Skal fungere med København
»Det første oplæg, som vi nu har taget stilling til, er et interessant projekt,« udtaler Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Morten Kabell i en pressemeddelelse. Og han fortsætter:
»Nu har vi givet bygherre mulighed for at arbejde videre med projektet og samtidig indikeret, hvad man skal være opmærksom på i det fremadrettede arbejde. Vi har valgt ikke at lægge for mange restriktioner ned over det fremadrettede arbejde for nu for at se, hvad parterne bag så kan nå frem til. Det betyder, at de ikke bare kan plastre området til med massive og arkitektonisk uinteressante højhuse. Samtidig vil vi gerne have undersøgt muligheden for, at projektet også kan komme til at indeholde flere boliger.«
Det er det længste, visioner om Vesterports banegravsby er nået i nyere tid. Men det er for tidligt at begynde at sørge eller juble, for selvom også det næste skridt mod den faktiske brug, udformning og ikke mindst højde på byggeriet skulle falde i bystyrets smag, venter stadig flere år med arkitektkonkurrencer og den egentlige lokalplansproces.
Sikkert er det dog, at det er så kompliceret og dermed dyrt at tilbygge banegravene, at ethvert håb om flade pladser og grønne parker er skudt ned på forhånd. Andet kan dog også gøre det, ifølge borgmesteren.
»Den store debat har understreget, at vi skal være særligt opmærksomme på, hvad sådan et projekt kan gøre ved området på godt og ondt. Vi har behov for at udvikle byen, men det skal selvfølgelig ikke ske for hver en pris. Derfor er det vigtigt, at et potentielt projekt bliver passet ind i den eksisterende by og giver noget tilbage til københavnerne. Vi kommer kun til at sige ja til et projekt, hvis det vil fungere med det omkringliggende København,« understreger Morten Kabell.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!