pixel

Nordisk Film vil rive Palads ned og bygge et nyt

Palads er for gammel til at drive moderne biograf i, og Nordisk Film vil have en ny — Palads version 3. Men hvad betyder dét for overdækningen af Vesterport banegrav?

Nyt Palads visualisering Axel Towers

"Et nyt, ikonisk biograf-lokomotiv til københavnerne."

Sådan lyder overskriften på Nordisk Films præsentation af det projekt, som det 114 år gamle filmselskab har døbt 'Palads 3.0'.

Projektet har Nordisk Film for få dage siden blæst op på whiteboardet for medlemmerne af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.

Det er de 11 folkevalgte i dette udvalg, der giver politiske tommelfingre op eller ned til nye byggerier og som i sidste ende vil være afgørende for, om Nordisk Film får lov at bygge 18 etager, hvor den godt 100 år gamle Palads-bygning står i dag.

Nordisk Film ejer bygningen, som rent teknisk er erklæret 'bevaringsværdig', men som ikke er fredet, og som Nordisk Film refererer til som Palads 2.0.

Palads 1.0 var den biograf der blev indrettet i Københavns gamle hovedbanegård i 1912 — samme sted, som det nuværende Palads står. Den viste kun film i ganske få år, inden den blev revet ned i 1916 og året efter erstattet af det til formålet byggede Palads-Teatret.  

Og nu kan 1917-byggeriet altså også være på vej ned.

Kontorer på biograf

Biograf-mastodonten har fået velkendte Bjarke Ingels' tegnestue BIG til at udforme forslaget til en ny version af Palads, som formodentlig ikke vil chokere de mere arkitektur-interesserede. Som mange andre af BIGs arbejder er der tale om forskudte kuber med plads til terrasser på bygningens forskellige 'trin'.

Som også set mange gange tidligere, er terrasserne på BIGs visualiseringer beklædt med frodig natur.

Inde i kuberne bliver der over jorden plads til lige knap 15.000 m2, og under den yderligere 11.000 — i alt et areal på 25.950 m2

Langt det meste af biografen ligger i kælderen, hvor der i projektet også er gjort plads til en 3.000 m2 P-kælder.    

Den nye biografs indgang vil ligge i gadeplan sammen med et udvalg af butikker, mens de øvrige, mange kvadratmeter over jorden skal være kontorer. Alt i alt udgør Palads-bi0grafen præcis 1/3 af kvadratmeterne i Palads 3.0. Resten er primært kontor.

Nordisk Film mener, at kontorer er netop hvad området mangler. I præsentationen angiver firmaet, at byggeriet vil "revitalisere Axeltorv som et byrum, der forbinder Vesterport og Vesterbrogade," og at kontorarealerne vil "aktivere Axeltorv i dagtimerne".

Med sine lige knap 70 meter vil den højeste del af byggeriet — på nær en halv meter — flugte med Arne Jacobsens Royal Hotel mindre end 200 meter væk.

Barok-pastiche

Hvad Nordisk Film i første omgang har lavet for politikerne på Københavns Rådhus er en såkaldt bygherrepræsentation

Har man et større projekt på tegnebrættet, kan man bede om at vise det til de folkevalgte, inden man går i gang med den mere omstændelige proces der involverer lokalplanforslag og embedsmænd i kommunens forvaltning.

På den måde kan man lægge blødt ud med at lodde stemningen — både politikernes og befolkningens.

Palads-byggeriet er et lidt ømtåeligt emne, hvis skæbne med mellemrum spøger i byens kulisser. Hvor nogle ser bygningen som kulørt, københavnsk kulturarv fra øverste hylde, så er den for andre en pastel-indsmurt barok-pastiche eller et postmoderne firser-mareridt, hvis fravær byen ville alt andet end lide under.

Der har af flere omgange været luftet tanker om at rive det ned — første gang i 1960 i forbindelse med et større projekt der ville bygge henover Vesterport Banegrav.

Men det var i 2017, at en mindre folkerøst rejse sig — kort efter at Magasinet KBH havde løftet sløret for et privat forsøg på helt at overdække banegraven, og i den forbindelse fjerne Palads.

På sociale medier erklærede flere deres kærlighed til den 100 år gamle biograf, og i en offentlig høringsrunde modtog Københavns Kommune 190 henvendelser — de fleste imod en nedrivning.  

Store planer?

Nordisk Film var dog selv en del af det konsortium, der ville overdække graven i 2017, og en ny version af Palads var også en del af dét projekt, som i hvert fald i princippet lever endnu.

Det er mindre end fem måneder siden, at vi kunne berette, at en stor trafikanalyse af Indre By ville blive sat i gang. En mindre, netop afleveret privat analyse af området omkring Vesterport havde vist, at man godt kunne lukke dele af området omkring Vesterport af for biltrafik — men Københavns Kommune ville efterfølgende have lavet deres egen, større analyse. 

De politiske toner var dog positive over for, at man nu nærmede sig den overdækning af banegraven, som mange har ønsket sig i årtier: 

"Vi ser frem til udviklingen af området omkring Vesterport banegrav med nye grønne byrum og flere bilfri gader," lød en samlet udtalelse for Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Den større kommunale analyse vil forventeligt blive afleveret her til sommer, og herefter vil man politisk principielt kunne tage stilling til, om konsortiet — som altså på papiret også består af Nordisk Film — kan arbejde videre med de større planer for området omkring Vesterport. 

Med eller uden banegrav?

Hvis man nu spørger sig selv, hvorfor Nordisk Films Biografer netop nu fremlægger deres eget forslag til et mindre projekt — der alene omfatter en ny biograf, og ikke er del af en overdækning af banegraven — så får man kun delvist svar fra bagmændene selv.  

»Nordisk Films interesse er at få en ny biograf,« skriver direktør Asger Flygare Bech-Thomsen i et skriftligt svar til Magasinet KBH. Han fortsætter:

»Vi kunne godt lide Banegravsprojektet, men det er komplekst og har været lang tid undervejs, og derfor er vi kommet med vores eget bud på en ny biograf, der kun omfatter Palads grunden, og derfor er mindre kompliceret.«   

Nordisk Film har tidligere forklaret, at Palads-bygningen er både meget dyr og meget utidsvarende at drive moderne biograf i. Noget kan tyde på, at man er ved at være trætte af at vente og ønsker, at der kommer skub i realiseringen af en ny biograf. 

»Det projekt vi har præsenteret er vores bud på en ny biograf, på den grund hvor Palads er i dag — vores fokus er ene og alene på en ny biograf til at afløse Palads,« uddyber Bech-Thomsen.

På spørgsmålet om hvorvidt Nordisk Films biografer kan se en potentiel, forretningsmæssig værdi i at fredeliggøre hele området og dermed trække mere fodtrafik til, svarer Bech-Thomsen:

»Vi har svært ved at vurdere effekten af at overdække banegraven. Det er ikke trafikstrømmen der er problemet for os i dag, det er alderen på Palads-bygningen.« 

Nordisk Films pressechef forklarer, at det som man har fremlagt for politkerne er et skitseforslag, og at man nu vil gå i gang med at kigge efter en investor og bygherre, som vil udvikle projektet og som vil stå for udlejningen af butiks- og kontorlokaler.

Nordisk Film vurderer selv, at regningen for projektet vil ende på den tunge side af en milliard.

Tilbage til Axeltorv

Der er altså lang vej hjem for Nordisk Film. Selv med en fremtidig investor og bygherre på plads vil der også forestå en længere politisk proces. Og de første meldinger fra rådhuset er ikke udelt positive.

»Projektet er meget massivt og levner ikke meget plads til det historiske,« siger de konservatives Jakob Næsager til Politiken Byrum. »Det fylder både meget under og over jorden. Jeg synes ikke, det giver plads og rum til det gamle voldanlæg, og det giver ikke noget tilbage til byen.«

Hos Socialdemokratiet er man dog mindre klar i mælet:

»Vi er blevet præsenteret for en løs skitse og glæder os til at se et mere konkret forslag, før vi tager stilling til det,« siger gruppeformand Lars Weiss til Politiken Byrum.

Nordisk Film vil altså nu fortsætte processen, og i løbet af 2020 vil København formentlig kunne nå tættere på en afklaring — også omkring fremtiden for banegraven.  

Om det bliver BIG og Bjarke Ingels der kommer til at tegne et eventuelt endeligt projekt, kan man ikke sige noget om endnu. Men det er ikke første gang, at firmaet lægger billet ind på disse kanter.

Tilbage i 2007 fremlagde tegnestuen sit forslag til en erstatning af Scala-byggeriet lige ovre på den anden side af Axeltorv. Det endte dog med at være Lundgaard og Tranbergs kobbertårne, Axel Towers, der endeligt rejste sig her i 2017 — ti år senere.

Og Bjarke Ingels selv er godt bekendt med det byggeri, som han nu har fremlagt et forslag til en erstatning for.  

»Jeg kan forstå, at man overvejer at rive bygningen (Palads, red.) ned, og det mener jeg virkelig er en forbrydelse mod københavnsk arkitekturhistorie,« sagde Bjarke Ingels i 2017 til TV2.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling