Tag vandflyveren fra Den lille Havfrue
Ny vandflyrute fra Københavns havn er i Århus på en time.
"Er du lige kommet ind med vandflyveren eller hvad," er nu helt brugbar københavnerjargon. Efter et årelangt tilløb er en daglig vandflyrute direkte mellem havnene i det indre København og det indre Århus kommet på vingerne.
I Hovedstadens havn er der check-in, lounge og gate i Nordre Toldbod lige ud for Kastellet, hvor den lille vandflyver lægger til ved en flydende bådebro med Den lille Havfrue som en af sine nærmeste naboer.
Herfra taxies ud til take off i Øresund, med landgang 45 minutter senere i Miljøhavnen i Århus. Hele turen tager blot en time, seneste check in er dog 20 minutter før afgang, så regn med halvanden time i alt – men så er du også allerede midt byen og sparer transporttiden til og fra lufthavnene.
Til gengæld er den faste billetpris uanset rejsetidspunkt 1.800 kroner hver vej, 2.400 hvis du har kuffert med (det vil sige alt over seks kilo). Vandflyveren (der er kun én til at starte med) fra Nordic Seaplanes overnatter i Århus og tager fire daglige ture, både første og sidste afgang fra København er halv ni (kl. 8:30 og 20:30) på alle hverdage.
Den rød/hvide, tomotorers Havilland Twin Otter skyder en fart på 250 km/t og har i lædersæderne plads til mellem 12-17 passagerer af gangen, alt efter deres vægt. Du slipper dog for at opgive, hvad du vejer under bookingen, da selskabet opererer med en standardvægt for henholdsvis mænd, kvinder og børn.
Nordic Seaplanes har danske bagmænd med vandflyver-selskabserfaring fra Mauritius. De bruger piloter fra European Coastal Airlines, der har en række ruter i det kroatiske øhav.
Book din vandflyver på Seaplanes.dk