pixel

Første del af Langelinies renovering klar

Altid populære Langelinie har fået en tiltrængt renovering — nu følger anden fase med nye anlæg til krydstogtskibene.

langelinie, luftfoto, københavns havn

Foråret er for alvor kommet til byen, og for mange gåtursglade-københavnere betyder det langt om længe optimale forhold til at spadsere ud af Langelinie — måske med en isvaffel som trofæ.

Samtidig får krydstogt-turister mulighed for at spadsere den anden vej — ud af skibene og ind mod byen.

Al den vandring og skibstrafik har dog med tiden slidt på den gamle kaj. Og derfor igangsatte udviklingsselskabet By & Havn for to år siden et større renoveringsprojekt, der samtidig skal give byens krydstogtskibe mulighed for at trække strøm fra land, så de ikke skal holde deres osende dieselmotorer kørende for at holde gang i køleskabe, iPads og elpærer indendørs.

Og nu er første etape af det omfattende projekt til 157 millioner kroner overstået.

Dermed bliver der igen lidt bedre plads på den godt 130 år gamle mole, der nu i et par år har været forstyrret af hegn og gravearbejde.

Spuns og gammel granit

For den almindelige københavner bliver synet af Langelinie i store træk det samme som før renoveringen. Arbejdet har nemlig været af mere teknisk end æstetisk karakter.

Blandt andet er den eksisterende 'bundsikring' i beton på godt 650 meter fjernet. Bundsikringen er det nederste lag i et fundament.

Til gengæld er en ny spunsvæg kommet til — en væg bygget op af lange, smalle plader, eller 'spuns', der bankes ned i jorden ved siden af hinanden.

I alt 790 spuns er hamret ned foran den eksisterende kaj og fastgjort til den københavnske kalkbund. Arbejdet betød, at de eksisterende granitsten fra den gamle kaj måtte fjernes, men stenene er efterfølgende genbrugt og igen monteret på toppen af den nye spunsvæg.

Der er nu også kommet ny belægning på kajen, som også har fået nyt 'kajudstyr' som redningsstiger og redningsliner — så nogle synlige forandringer vil der være for de promenerende.

Alt i alt betyder det omfattende arbejde, at Langelinie nu gerne skulle have mange år foran sig som uforstyrret udflugtsmål for både københavnere og sejlende turister.

Grøn strøm til skibe

Netop krydstogtturisterne — og ikke mindst deres dieselosende krydstogtskibe — går også bedre tider i møde den næste fase af arbejdet.

Snart vil et nyt system til at håndtere krydstogtskibenes spildevand gøre det muligt for de store skibe at lede skidt og møg fra toiletter, bad og andet direkte over i anlægget.

Herfra vil det blive pumpet igennem det offentlige spildevandssystem til det nærliggende renseanlæg på Refshaleøen.

Med en kapacitet på 6.000 kubikmeter spildevand bliver anlægget istand til at modtage op til to døgns beskidt vand fra op til tre krydstogtskibe på samme tid.

Også et spritnyt landstrømsanlæg for krydstogtskibene kommer til. I dag kan de store skibe på Langelinie ikke trække strøm fra land, men må i stedet genere den ved at lade deres dieselmotorer køre — med en masse forurening til følge.

Et krydstogtskib, der ligger til kaj, brænder i løbet af et døgn lige så meget diesel af som 2.000-3.000 kørende personbiler — blot for at sikre, at der er strøm til skibets basale funktioner og lys i lamperne.

Det nye strømanlæg skal dække skibenes behov for elektricitet på en langt mindre miljøbelastende måde.

I årene før pandemien ankom der årligt 340 krydstogtsskibe i København, hvilket ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet årligt svarer til udledning af knap 19.000 ton CO2 og 317 ton NOx.

Til sammenligning besluttede Københavns Kommune i 2021 en række initiativer, der frem mod 2025 skulle reducere det årlige CO2-udslip fra hele byens privatbilisme med 10.000 ton. Alene krydstogtskibene udleder altså normalt næsten dobbelt så meget.

Efter planen skal anden etape af Langelinies istandsættelse — der netop involverer de nye landstrøms- og spildevandsanlæg — stå færdig til krydstogtsæsonen næste år.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Claus Rye Schierbeck
De optimale forhold til at spadsere ud af Langelinje, ville vel være at kunne gå langs vandet, men mon ikke det fjendtlige og grimme hegn stadig vil forhindre det?

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
København
Nyuddannet arkitekt vil skabe et "pensionat for træerne" på Langelinie og langs resten af havnen. Genbrug af ældre træer er nemlig billigere og kan bevare byens større træer.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling