Tapas på kinøjsisk
Alt andet end fed friture og chinaboxes
Dim Sum
Sankt Annæ Plads 16
Kbh K
I New York og London har dim sum længe stået øverst på menuen, og nu er de lækre kinesiske godbidder også nået til Indre By.
På Sankt Annæ Plads har folkene bag Kiin Kiin og Ricemarket, Henrik Yde Andersen og partneren Lertchai Treetawatchaiwong, åbnet en moderne kinesisk restaurant der laver mad der rører hjertet – som dim sum oversat betyder.
”Dim sum er kinesernes svar på tapas, og de spiser dem til brunch,” siger Henrik og fortsætter: ”Mange tror dim sum er de her puder, men det kan være alt muligt – det kan være et dampet stykke grøntsag.”
Restaurant Dim Sum rykker på de typiske standarder for en fedtet, kinesisk restaurant. Stilen er moderne, afslappet og storbyinspireret med kinesiske undertoner. Det aflange lokale er domineret af et kæmpelangt bord hvor de spisende gæster sidder side om side og har fuldt udsyn til køkkenets travle kineserkokke der chopper på højtryk.
”Traditionelt sidder danskerne helst for sig selv, men her er de tvunget til at sidde op og ned ad hinanden,” griner Henrik. ”Og det er faktisk blevet taget rigtig godt imod.”
Der er kun én fast menu på Dim Sum som til gengæld er gourmetklasser fra københavnernes vante chinaboxes og friturepakker.
”Alle retterne er lavet fra bunden og i hånden. Vi starter på ny hver formiddag med at hakke og tilberede, så alt er super friskt. Menuen er årstidsbestemt, og vi bruger danske råvarer så vidt det er muligt. Kvaliteten og den gode smag skal bare være i orden – jeg gider ikke det andet,” siger Henrik bestemt og tilføjer at der har været fuldt hus siden åbningen.