Skal du bo i 'seniorby', når dit hår er blevet gråt?
Holland har længe haft bofællesskaber for den ældre del af befolkningen. Nu følger Herlev trop med hel 'seniorby'.
I Holland og Tyskland har der længe været kultur for, at ældre slår pjalterne sammen i en boform, som ungdommen ellers tidligere har haft patent på: Bofællesskabet.
Senior-bofællesskaberne er ikke så udbredte i Danmark, men der findes efterhånden eksempler på dem.
I Asbo på Vestsjælland er alle beboerne for eksempel mellem 56 og 90 år.
De bor i egen bolig, men boligerne ligger tæt, og man tager på fællesture og har forskellige klubber i fælleshuset, som også huser festlokale, hobbyrum og træningslokale.
En ældre-venlig mini-landsby, hvor alle kender alle. Nu vil Herlev Kommune samme vej.
Seniorby med familieboliger
Sidste måned vandt PensionDanmark et udbud og fik lov til at købe to af Herlev Kommunes grunde i Hjortespring-kvarteret mellem et kollegie og en folkeskole.
Til sammen tæller de to grunde godt 31.000 kvadratmeter — svarende til omkring fire en halv fodboldbane i international størrelse.
Her vil pensionsselskabet og kommunen sammen bygge en 320 boliger stor seniorby, der forener ældrepleje og offentlig service med boliger og butiksliv.
Karréer med broer
Knap to tredjedele af den lille by kommer til at bestå af plejeboliger, midlertidige boliger til kommunens ældre og et stort multihus, som samler blandt andet genoptræning, hjemmepleje og produktionskøkken.
Det hele bliver samlet midt på grunden i form af tre store karréer bundet sammen af gangbroer henover et stort udeområde mellem bygningerne.
Det er ERIK Arkitekter, der skal udforme seniorbyen. Tegnestuen slog også stregerne til den løvdækkede tilbygning, der huser produktionskøkkenet i Plejecenter Klarahus i De Gamles By på Nørrebro, så det er ikke første gang, at arkitekterne arbejder specifikt med ældreboliger.
Denne gang er det dog på en markant større skala.
Når den centrale del af byggeriet med plejecentret står færdigt i 2025, bliver der udvidet med flere, mindre bygninger mod både øst og vest med i alt cirka 100 lejligheder. Her kommer familier og personer over 50, der ønsker at bo i bofællesskab, til at kunne flytte ind.
Den sidste bid af grunden kommer til at bære et butiksområde på 200 m2 og lidt over 300 parkeringspladser — 125 af dem indendørs i et nyt p-hus.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!