Tungsindig asfalt i Nordvest skal være varieret beboelse
Københavns måske mest deprimerende P-plads bliver til bykvarter med P-hus.
Du kniber øjnene en lille smule sammen og hører vinden suse om dine ører. Det er atomvinter. Træerne er døde. Dyrene er væk. Kun kragernes skrål over dig er tilbage. Regnen er sort.
Beskidte mennesker sover i fugtige kældre om natten og skubber knirkende indkøbsvogne rundt i byens gader om dagen — på jagt efter bare en lille smule at spise. En rusten dåse flåede tomater fra Netto. Muggen skvalderkål fra Noma. Hvadsomhelst.
Du åbner øjnene igen og ånder ud med antydningen af et smil. Verden er ikke gået under. Du står blot på ISS's gamle område på Rentemestervej. Det er oktober, og verden er hård. Lidt ond.
Nådesløs arkitektur
Arkitektur skaber den urbane verden omkring os — og er i høj grad med til at forme vores humør og følelser.
Dét gælder også for disse godt 15.000 m² i Nordvest, der må kandidere til prisen for et af de mest nådesløse steder i København. Indtil 2014 havde virksomheden ISS kontorer her, men siden da har bygningerne stået tomme.
Ejeren af grunden ønsker nu at lave det gamle erhvervsområde om til et lille kvarter med boliger, butikker og et P-hus — og derfor er der blevet lavet en ny lokalplan for området.
Planen har for nylig været i offentlig høring og står nu over for endelig, kommunal godkendelse. Når processen er afsluttet, vil der blive tegnet videre på de enkelte byggerier, før transformationen kan gå i gang.
Det fremtidige kvarter — få meter fra Nordvests præmierede biblioteksplads — vil være uigenkendeligt i forhold til i dag. Kun to små værkstedsbygninger bevares som led i Københavns Kommunes strategi om at bibeholde spor fra fortiden, når nye områder udvikles.
P-problemer
Hvad der i dag et et indhegnet erhvervsområde vil ikke blive til endnu en stor karrébebyggelse omkring en grøn gård — men derimod til et lille bykvarter, hvor der skal være variation i både skala, udtryk og højde.
De mindre huse i den centrale del omgives af større bygninger ud mod gaderne omkring kvarteret.
Størst bliver der ud mod den trafikerede Tomsgårdsvej, hvor der er åbnet op for byggeri op til 24 meter i højden — og for et P-hus. Sidstnævnte skal i teorien dække det nye kvarters parkeringsbehov, så der overvejende kan være bilfrit, nabohygge og legende børn inde mellem husene.
Netop parkeringen har der dog været flere kommentarer til i den overståede høringsperiode. Områdets beboere er glade for, at bilerne skal væk fra gaden, men flere ønsker P-kældre under bygningerne i stedet for et 21 meter højt P-hus, som uundgåeligt vil sætte sit præg på området.
Og ikke mindst er der udtrykt bekymring for, at det private P-hus vil ende med at stå tomt. Det vil nemlig koste penge at parkere i det, og både kommunens eget lokaludvalg og flere beboere frygter derfor, at mange af det nye kvarters beboere i stedet vil parkere i de omkringliggende gader. Dermed vil der komme endnu flere parkerede biler i området i stedet for færre.
Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning erkender problemet og svarer til indsigelserne:
"Det er ikke muligt at sikre en bestemt brug af et parkeringshus i en lokalplan, og det kan derfor ikke udelukkes, at presset på gadeparkeringen i området øges."
At nye P-muligheder i hus eller kælder ikke resulterer i forbedringer af byrummet er et område, der for tiden får tiltagende opmærksomhed.
Flere træer
Den triste plads i Nordvest går også en mere grøn fremtid i møde. Alt andet ville dog også have været svært, da kun et par enkelte, spredte træer i dag gør et behjertet, men aldeles forgæves, forsøg på at bringe lidt venlighed til de grå omgivelser.
Lokalplanen kræver, at der fremover vil blive plantet minimum 43 nye træer enten i de nye byrum eller på tage.
Det svarer til cirka ét træ pr. 350 m², og flere indkomne høringssvar ønsker mere grønt langs gaderne der omkranser det fremtidige område.
Teknik- og Miljøforvaltningen har dog indstillet til politikerne, at det ikke bliver et krav til udvikleren — blandt andet fordi kommunen måske en dag vil ønske at inddrage kantzonerne til nyt vejareal.
Planloven giver Københavns Kommune mulighed for at stille krav om, at 25% af et nyt boligområde skal forbeholdes almene boliger — altså boliger med omkostningsbestemt husleje. Det vil kommunen dog ikke gøre i dette tilfælde, da kvarterets skoledistriktet kategoriseres som 'udsat' med en eksisterende andel af almene boliger på 28%.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!