Nyt site til gamle København
Tag på tidsrejse i din gade og dit kvarter med byens nye samlede søgemaskine for historiske billeder.
At gå på opdagelse i Københavns udvikling gennem historiske fotografier er blevet mere ligetil og overskueligt end nogensinde med den nye hjemmeside med det velvalgte navn kbhbilleder.dk.
I den simple søgemaskine kan du søge frit på alle ord og sortere efter bydele, gadenavne eller periode. Og straks er du på tidsrejse til det gamle København, hvor nogle gader er umiddelbart genkendelige og andre er helt forandrede af byfornyelse, sanering og tidens tand.
Fra starten rummer sitet 41.779 billeder, kort og tegninger – det er Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv, der har lagt deres samlinger sammen i den fælles database.
Der er også godbidder fra før fotografiets tid at finde, og der kommer løbende mere materiale til i takt med at arkiverne digitaliseres og registreres.
På mange af de ældste billeder er ophavsretten udløbet, så alle frit kan downloade og bruge dem.