pixel

Ambitiøst nyt havnebad kommer — men er forsinket

Nyt havnebad ved Fisketorvet skulle have været klar i år, men løb ind i et loft. Det er dog på vej.

havnebad fisketorvet nyt

"Jeg kan simpelthen intet finde om, hvordan det går med projektet."

Sådan skrev en læser til Magasinet KBH for nylig om det kommende havnebad ved Fisketorvet.

Det er han ikke alene om. 

For to år efter, at der blev afsat 50 millioner kroner til det nye bad, er der fortsat ikke skyggen af nye bademuligheder ved shoppingcentret. Og tilsyneladende heller ingen offentlig information om, hvor de blev af.

Da finansieringen faldt på plads i 2023, lød ambitionen ellers, at havnebadet kunne tages i brug i løbet af 2025.

Nu viser kalenderen netop 2025, og vandet i havnen er igen på vej mod mere indbydende temperaturer. Men det er stadig det samme — over 20 år gamle — havnebad, københavnerne springer i ved Kalvebod Brygge.

Og det kommer de ca. 65.000 årlige besøgende ved havnebadet også til at gøre sommeren igennem.

Etableringen af det nye havnebad er nemlig forsinket med mindst to år og står tidligst klar i 2027. Sådan lyder det nu fra Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning i et svar til Magasinet KBH. 

Årsagen til forsinkelsen er, at Københavns Kommune i 2023 var ved at overskride loftet for, hvor mange penge den må bruge på byggeprojekter om året — den såkaldte 'anlægsramme'.

Derfor måtte man sætte projektet på pause og vente med at bruge pengene på det nye havnebad til efterfølgende år.

Olympisk bassin på vej

Når projektet en dag bliver til virkelighed, kommer det nye havnebad både til at være markant større, og byde på flere faciliteter, end det nuværende.

Spektrum Arkitekter — som også har tegnet havnebadet i Nordhavn — har designet et anlæg i træ med to separate halvdele, forbundet af et opholdsområde i flere niveauer.

Det nuværende havnebad ved Fisketorvet var egentlig en midlertidig løsning lavet til Islands Brygge. 

Men da Islands Brygge fik sit permanente havnebad for mere end 20 år siden, blev anlægget ikke skrottet men i stedet trukket over til Fisketorvet.

Der ligger det stadig, men når det nye står klar, vil det blive fjernet helt. 

I stedet får københavnske vandhunde langt mere plads med tre nye bassiner at boltre sig i.

Det største bassin bliver i olympisk længde (50 meter) med seks baner, der er tiltænkt svømmere, motionister og svømmeklubber.

Er man mere til hovedspring end crawl, kommer der også et udspringsbassin med opholdstrapper i seks niveauer og vipper.

Samtidig får børnefamilier også et nyt sted at bade, da et lavvandet bassin er en del af det kommende havnebad.

I modsætning til det nuværende anlæg, der lukker ned i vintermånederne, bliver dele af det nye bad helårsåbent. 

Halvdelen af det nye anlæg bliver nemlig overdækket og udstyret med saunaer, så vinterbadere kan stå i ly og læ i de kolde måneder.

Og det er ikke kun de friske vinterbadere, der får nye faciliteter, som kan gøre badeoplevelsen bedre. 

I dag ser man ofte badegæster klæde om ved bassinkanten og blufærdigt forsøge at trække i tørt tøj med et halvvådt håndklæde om livet.

Men det syn kommer til at høre fortiden til. Efter planen bliver der både etableret omklædningsrum, brusere og handicapadgang som en del af det nye havnebad.

Stadig usikker åbningsdato

Selvom Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer at starte arbejdet med det nye havnebad næste år, er det stadig usikkert, hvornår første dukkert kan tages i det nye bad.

”Vi forventer, at det nye havnebad står klar i 2027. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige præcist, hvornår københavnerne kan hoppe i vandet i det kommende havnebad,” skriver forvaltningen i en mail til Magasinet KBH.

Den primære årsag til forsinkelsen er dog ikke byggeproblemer eller leverandører, der ikke holder, hvad de lover. Men altså noget så simpelt som loftet over, hvor meget Københavns Kommune må spendere på nye anlæg hvert år.

Loftet er sat af staten for at undgå, at dansk økonomi overopheder. Københavns Kommune har en stor pengekasse, men da byggesektoren har begrænset kapacitet, sætter Christiansborg et loft over, hvor mange penge landets kommuner hvert år må bruge på anlægsarbejde.   

På dén konto måtte flere byggerier udskydes forrige år — blandt andet havnebadet.

Projektet blev så småt genstartet i starten af sidste år, og i november blev der skrevet kontrakt for arbejdet. Kommunen er lige nu i gang med at planlægge detaljerne, inden anlægsarbejdet efter planen går i gang næste år. 

Kommunen bekræfter også, at det eksisterende havnebad ved Fisketorvet må lukke i en periode, mens det nye bygges. Hvor lang lukkeperioden bliver, ved man endnu ikke. En del af byggeriet af det nye bad vil dog foregå andetsteds, hvilket potentielt kan reducere tiden uden badefaciliteter.

Københavnerne må altså væbne sig med tålmodighed lidt endnu, men havnebadet er fortsat på vej — dog altså med mindst to års forsinkelse.  

Flere naboer på vej til havnebadet

Der er sket meget i området, siden det nuværende havnebad blev trukket fra Islands Brygge over til Kalvebod Brygge i 2003.

Forbindelsen mellem Vesterbro og Islands Brygge er blevet forbedret ad flere omgange, hvilket har gjort den ellers godt gemte "bagside" af Fisketorvet mere tilgængelig for både cyklister og fodgængere.

Det skete først med indvielsen af Bryggebroen i 2006 — og senere med den orange Cykelslange, der åbnede i 2014.

Resultatet er, at omkring 20.000 cyklister nu dagligt benytter passagen — og dermed også passerer havnebadet.

Samtidig er den offentlige transport blevet betydeligt bedre gennem årene. Sidste år åbnede både den nye metrostation Havneholmen og den nye fjernbusterminal — begge ligger et stenkast fra havnebadet.

Og bespisningen er også blevet bedre. Fisketorvet åbnede sidste år en opdateret madafdeling — Kajen — ud mod havnen, bestående af tre etager med restauranter og caféer, som har indgang og udeservering lige ud mod havnebadet.

Der er også kommet mange flere naboer til området. Blandt andet åbnede de to BIG-tegnede Kaktustårne med næsten 500 minilejligheder for et par år siden.

Og Fisketorvet står selv over for en udvidelse med nye bygninger, der skal rumme både butikker, kontorer og lejligheder. 

Ombygningen lægger også op til, at Fisketorvets såkaldte varegård, som i dag kan ses fra havnebadets indgang, bliver overdækket og bebygget. Dermed slipper badegæster og naboer for at se på skraldecontainere og lastbiler, mens de bader i havnen.

Vi følger naturligvis op, når der er nyt om byens nye havnebad.

Har du et spørgsmål — eller et tip — om et byggeri i byen, så send en mail til tip@magasinetkbh.dk.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling