Sådan vil byens hjerte se ud i fremtiden – Krystalgade og Landemærket
I stor plan for fremtidens Middelalderby bliver nøglestrækning til en gå- og cykelgade.
Den store plan for fremtidens, næsten bilfri, Middelalderby er lagt frem. I en serie artikler kigger vi enkeltvis på de såkaldte 'flagskibsprojekter', som dækker over de mest omfattende ændringer af bykernen, som den var afgrænset i middelalderen — det vil sige inden for de gamle volde.
Her i artikel nummer seks kigger vi på 'Flagskibsprojekt F'. Hvornår projektet kan blive til virkelighed er endnu usikkert, men realiseringen af dele af den store plan kan allerede starte op til næste år, hvis der er politisk opbakning til det — og hvis der afsættes midler til arbejdet til efterårets budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.
Krystalgade
Krystalgade mellem Nørregade og Rundetårn ved Købmagergade er hjemsted for både byens synagoge og hovedbibliotek. Men den er i dag også en lidt spøjs øst-vest passage mellem de to nøglepunkter.
Gaden er smal, asfalteret og flankeret af to endnu smallere fortove. Indtil 2015 kørte der biler på hele stykket foran hovedbibliotek og synagoge, men det blev der sat en stopper for efter terrorangrebet mod synagogen, der kostede en 37-årig vagt livet.
Siden har gaden været spærret af, men er stadig asfalteret som en almindelig gade, og man finder med mellemrum politibiler parkeret på den.
I den nye plan for Middelalderbyen tager man det naturlige skridt formelt at omlægge gaden til en "gågade med cykling tilladt," som det hedder.
Med omlægningen vil belægningen efter alt at dømme også blive udskiftet, så gaden kommer til at ligne dét, den er: En gade hvor almindelig biltrafik er forment adgang.
I gadens ende mod Nørregade, der i dag indholder et kort stykke gågade, vil det også blive tilladt at cykle.
Den sidste stump Krystalgade i den anden ende – fra Peter Hvitfeldts Stræde til Købmagergade – bliver til "gågade med kørsel tilladt".
Landemærket
På den anden side af Købmagergade bliver Krystalgade til Landemærket.
Det første stykke fik allerede sin asfalterede kørebane skiftet ud med skårede brosten i forbindelse med Købmagergades renovering i 2013.
Med den nye plan for Middelalderbyen kan man måske forvente, at dén belægning føres helt ned til Kongens Have. I hvert fald er det en del af planen, at gaden får bredere fortove, som bliver gennemgående, således at de får lov at gå hen over sidegaderne.
Gaden skal også have plantet flere træer, så man får en grøn forbindelse fra Købmagergade til det grønne i Kongens Have.
Se alle ni 'flagskibsprojekter' her:
C: Nikolaj Kirke / Lille Kongensgade
D: 'Stræderne'
E: Vandkunsten / Rådhusstræde / Løngangstræde
G: Pilestræde
I: Ny Kongensgade / Ny Vestergade
Og få det samlede overblik her: Plan for 'bilfri' Middelalderby er klar
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer