pixel

I Ørestad drømmer de om en 'MetroPark' under højbanen

Der sker for lidt under metrohøjbanen i Ørestad — De lokale vil have en regulær park under togene og arbejder målrettet mod drømmen.

Metro højbane Ørestad

Metroen er på mange måder Ørestads livsnerve. Den forbinder ikke bare de forskellige dele af den langstrakte bydel — den gør det også nemt og hurtigt at komme videre ud i byen, og hjem igen bagefter.

Sammen med nærheden til naturen er den formentlig en af de vigtigste årsager til, at tusindvis af mennesker finder det så attraktivt at bo i den ellers så udskældte bydel.

Men på nogle punkter er livsnerven også en død sild. På strækningen fra Islands Brygge til endestationen Vestamager kører metrotogene på en højbane, der skærer en godt fem kilometer lang bræmme gennem bydelen. Og langs den bræmme er der mere asfalt og fladtrådt græs end liv og livskvalitet.

Det mener de i hvert fald i Amager Vest Lokaludvalg, der drømmer om at omskabe friarealerne mellem højbanens betonpiller til et grønt og livligt rekreativt område under navnet “MetroParken”.

Drømmen er ikke ny, og langs dele af strækningen er den allerede gået i opfyldelse.

Under togene finder man for eksempel fælleshaveprojektet Metrohaverne, som blev etableret i 2013 under højbanen ved VM-bjerget. Og så er der Hannemanns Park, som åbnede i 2018 foran Rambølls domicil lige syd for Ørestad Station.

Men udviklingen er meget pletvis, og de lokale vil gerne udvide konceptet markant, så det kan brede sig som en samlet løsning under togskinnerne — men det er ikke helt nemt.

Mange interesser

Når man ser på listen over involverede i etableringen af Hannemanns Park, forstår man hurtigt, at det her handler om meget mere end at gå ud og plante nogle træer.

Ansvaret for det samlede byrum langs højbanen er nemlig fordelt på et patchworktæppe af interessenter — lige fra fem selvstændige grundejerforeninger og Metroselskabet til kommunen og det vandlaug, der står for driften af Ørestads mange kunstige kanaler og søer. 

Der er med andre ord et hav af interesser og begrænsninger, der skal tages hensyn til — og i sidste ende er der også spørgsmålene om, hvem der skal betale, og hvem der skal stå for den løbende drift og vedligeholdelse af de nyskabte byrum.

Ikke desto mindre er en arbejdsgruppe under lokaludvalget de seneste otte måneder gået på med krum hals og har indsamlet nye idéer til at komme videre mere 'MetroParken'.

Minihavn og kunst

Interessen fra borgere, foreninger og institutioner er tilsyneladende stor, og idéerne spænder vidt.

Elever på Ørestad Gymnasium efterlyser for eksempel flere udendørs steder, hvor de kan opholde sig sammen i større grupper, mens Ørestad IF ikke overraskende efterspørger flere idrætsfaciliteter.

Der er forslag om legepladser til børnene og om en minihavn til modelbådsentusiaster ved kanalen.

Og så efterspørger mange beboere i området helt enkelt mere belysning, flere bænke og mere grønt — mens andre savner kunst eller foreslår, at man lader sig inspirere af bylaboratoriet Urban 13, der står bag en stribe aktiviteter under den forkætrede Bispeengbue.

Planen er lige nu at udvælge en stribe afgrænsede, konkrete idéer, som kan blive finansieret og ført ud i livet — og på den måde med små skridt gøre en samlet MetroParken til en realitet.

Senest har arbejdsgruppen bedt om en bevilling fra Lokaludvalget, så man kan få en lokal arkitekt til at udarbejde en helt konkret projektbeskrivelse, så man har et dokument at samle de forskellige interessenter omkring. 

Vi holder øje med udviklingen på Magasinet KBH.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Vesterbro
Godsbaneterrænet omdannet til Vesterbros nye grønne hjerte.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling