Er dette værd at bevare? Politikere skal tage stilling

I stigende grad involverer politikerne sig i sager, hvor der skal gives tilladelse til at rive en gammel bygning ned. Og ganske ofte ender de med at sige nej.

Hvis man er én af dem, der stadig begræder tabet af Slagtergårdene på Enghavevej, vil man helt sikkert se det som en positiv udvikling.

Men omvendt kan man med en række nylige eksempler i hånden måske også argumentere for, at bevaringslysten er blevet så stor, at det begynder at ligne en parodi.

Et aktuelt eksempel er tre industribygninger på Baltikavej — lige nord for Skudehavnen i Nordhavn.

Eksproprieret og ildelugtende

Ejeren — det kommunalt ejede udviklingsselskab By & Havn — vil gerne nedrive to af bygningerne, henholdsvis en industrihal i bølgeblik og en mindre kontorbygning i grå beton, mens et udhus skal blive stående. By & Havn planlægger at bruge grunden til containteropbevaring og lignende, indtil byudviklingen i området efter planen går i gang i 2050.

Grunden ligger lige op og ned ad et kommende vejkryds, som skal anlægges i forbindelse med til- og frakørslen til Nordhavnstunnelen. Og derfor er en stor bid af grunden — herunder et hjørne af industrihallen — blevet eksproprieret.

Det er altså under alle omstændigheder kun en del af industrihallen, der vil kunne bevares for eftertiden.

Bygningerne ligger i et område, der er udpeget som et såkaldt “kulturmiljø”.

Embedsværket i Københavns Kommune vurderer dog, at de to bygninger, der er opført i 1991, ikke er bærende elementer i dette kulturmiljø og ikke er bevaringsværdige. For ikke nok med, at de er relativt nybyggede. De er også kun af gennemsnitlig byggestandard og har ikke nogen kultur- eller arkitekturhistorisk værdi, mener man.

Derudover oplyser By & Havn, at industrihallen — efter at have været brugt til håndtering af farligt affald og husholdningsaffald — er så angrebet af lugtgener, at den ikke står til at redde.

Endelig kunne man påpege, at en bevaring blot ville være en stakket frist, idet der næppe vil være plads til et tidligere affaldshåndteringsanlæg, når byudviklingen i denne del af Nordhavn går i gang om 25 år.

"Bevar eller forklar" vinder frem

Ikke desto mindre har Enhedslisten og Socialdemokratiet bedt om, at embedsværket ikke blot tager en skrivebordsbeslutning, men at spørgsmålet om nedrivning eller ej bliver politisk behandlet på et kommende møde i Teknik- og Miljøudvalget.

Dermed skal politikerne i udvalget tage stilling til en nedrivning, der nok i manges øjne vil forekomme mere end velbegrundet.

Denne specifikke nedrivningssag er imidlertid blot ét eksempel på et nyt bevaringsparadigme, som blandt andre teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) har gjort sig til fortaler for, og som kan ende med at blive sædvanen i Københavns Kommune: ‘Bevar eller forklar’.

Det mundrette slogan — som tilsyneladende blev populariseret af et oplæg på Folkemødet på Bornholm i sommer — dækker over, at man vender den nuværende nedrivningspolitik 180 grader. 

I dag gives der som udgangspunkt tilladelse til rive en bygning ned, medmindre den er fredet eller har en særligt høj bevaringsværdi på den såkaldte SAVE-skala.

Hvis politikerne ønsker at bevare en bygning der ikke møder de kriterier, skal der laves en såkaldt 'bevarende lokalplan', hvilket kan være en ressourcetung og langvarig proces.

Med en nedrivningspolitik baseret på ‘bevar eller forklar’, vil nedrivning omvendt være forbudt som udgangspunkt, medmindre bygherren kan præsentere en rigtig god grund.

Mere renovering og ombygning

Den bagvedliggende idé er, at der kan spares både penge og CO₂, hvis flere ældre bygninger bliver renoveret eller bygget om i stedet for at blive revet ned og erstattet med nybyggeri.

Og for nogen handler det også om æstetik — og om at bevare mere af det historiske i byen. 

Med et grundlæggende forbud mod nedrivning vil flere bygherrer forventeligt vælge netop renovering i stedet for at skulle bruge tiden på et sagsbehandlingsforløb med uvist resultat.

Et flertal af partierne i Folketinget indgik i forsommeren et forlig om grønt byggeri, og i den forbindelse blev de enige om at undersøge mulighederne for at gøre det nemmere for kommuner at sige nej til nedrivninger.

Og ifølge Politiken opfordrer et flertal af partierne i Københavns Kommune til, at folketingspolitikerne går efter et decideret nedrivningsforbud med mulighed for dispensation.

Daværende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagde i slutningen af august til Politiken, at regeringen vil bakke op om den idé.

Fra sag til sag

Men indtil lovgivningen eventuelt er på plads, er der altså kun én vej, hvis man vil have færre nedrivninger: Hver eneste sag skal behandles af politikerne på Rådhuset.

Således også den planlagte nedrivning af bygningerne på Baltikavej i Nordhavn. Den skal politikerne tage stilling til på et møde den 25. november.

Når man har set billederne fra Baltikavej, og læst om de nærmere omstændigheder, kan det være svært at forestille sig, at politikerne i sidste ende siger nej til nedrivningen.

Ikke desto mindre har medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget tidligere valgt at ‘frede’ bygninger, som mange hellere så jævnet med jorden.

Et nyligt, markant eksempel er det byhus på Øresundsvej 21 på Amager, som tidligere lagde tag til den charmerende rodebutik 'Herolds Varehus'.

Her sagde politikerne nej til nedrivning, på trods af af bygningen ifølge grundejeren bar præg af et “totalt fravær af almindeligt vedligehold”, og at fugtniveauet er “langt over de anbefalede grænseværdier”.

"Mangel på sund fornuft"

Bevaringen af det tidligere Herolds Varehus førte da også til en del hovedrysten blandt Magasinet KBH’s læsere. 

“Strålende at bevare gamle bygninger med historisk værdi eller arkitektonisk ynde. Her kan ingen af delene vel virkelig påvises. Ligner mest mangel på sund fornuft,” lød en kommentar under artiklen.

“Politikerne prøver vel at kompensere for deres hidtidige laissez faire-tilgang til arkitekturpolitik med en komplet håbløs fredning af ligegyldige levn med mildest talt begrænset arkitektonisk værdi,” lød en anden kommentar på Facebook.

I sidste ende kan bevaringen af en forfalden eller ubrugelig bygning ende med at blive en dyr fornøjelse for kommunen. 

Ifølge planlovens paragraf 49 kan en kommune nemlig under visse omstændigheder være forpligtet til at købe en ejendom for skattekroner, når der bliver givet afslag på en ansøgning om nedrivning.

Dét gælder, hvis kravet om bevaring fører til, at ejeren af bygningen kan forvente et væsentligt lavere afkast, end hvis tilladelsen var givet.

Der har hidtil ikke været nogen eksempler på, at Københavns Kommune er blevet dømt til at overtage bevarede bygninger. 

Men i forbindelse med bevaringen af netop Herolds Varehus vurderede embedsværket i Københavns Kommune, at der på grund af bygningens stand er ovenhængende risiko for, at det rent faktisk vil ske i dette tilfælde.

Også hotelkongen Niels Fennet har truet kommunen med en paragraf 49-sag, efter at han fik nej til at rive en gammel batterifabrik på Østerbro ned.

Og antallet af den type sager vil formentlig blot vokse, hvis politikerne fortsætter deres nuværende linje.

Daværende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil vurderede i august over for Politiken, at det vil tage mindst et år, før man fra Folketingets side kan præsentere et bud på ny lovgivning om nedrivning og bevaring.

Indtil da må kommunalpolitikerne tage kampen sag for sag. Og risikere skatteborgernes penge i processen.