Lokale madhelte i CPH
I mange år har pølsevognen i Terminal 3 været ene om at repræsentere noget kulinarisk københavnsk i byens lufthavn. Men selvom også lokale teboller fra Lagkagehuset og disco-saft fra Joe & the Juice er kommet til, sker der nu for alvor noget, når et par af byens restaurant-kendinge flytter ind med filialer i CPH.
Det er det populære kvalitetssteakhouse MASH fra Bredgade, der allerede er begyndet at grille deres kæmpebøffer i Terminal 2. I december følger så en afdeling af den vin-excelerende bistro Le Sommelier, der også bor i Bredgade og i øvrigt har samme ejere som MASH.
”Strategien for vores food and beverage-tilbud er at skabe det helt rette mix af internationale navne og local heroes," fortæller Carsten Nørland, med titlen VP Sales & Market, i en begejstret pressemeddelelse fra Københavns Lufthavne.